Som det efterhånden må være bekendt, holder jeg meget af at dimse med apps og tjenester, og det er en hobby jeg bruger meget tid på.
Ofte kaster jeg mig hovedkulds ud i større projekter og prøver at bruge nye og spændende apps til at omkalfatre hele mit planlægnings-setup – og tit opdager jeg så at det ikke var så smart alligevel. Men hey, vi har jo kun det spas vi selv laver, og hvad skulle jeg ellers skrive om her på bloggen…
Men ligeså ofte hygger jeg mig med små, enkle apps, der ofte bare tackler en enkelt opgave eller specialiserer sig i at optimere nogle relativt niche-agtige processer.
Jeg har fx i foråret skrevet om Text Workflow, som jeg stadig bruger jævnligt til at manipulere og rette tekst, så jeg slipper for manuelt at slette tomme linjer i lange blokke af tekst.
For nyligt genopdagede jeg så Mac-appen PopClip, som jeg ellers har brugt i mange år, men som på en eller anden måde aldrig var blevet installeret på min nyeste MacBook Pro, selvom jeg ikke ved hvordan jeg har kunnet leve i flere måneder uden at opdage det?
PopClip er (lidt ligesom Text Workflow) en app som gør det nemt og hurtigt at behandle tekst. Appen dukker op som et lille popup-vindue, når man markerer tekst på Mac’en, hvadenten det er på en webside, i en note eller i en helt tredje sammenhæng.
Det gør det nemt fx at ændre den markerede tekst til STORE BOGSTAVER, kopiere det som Markdown, eller starte en søgning med den valgte tekst.
Men det ekstra fine ved PopClip er så også, at man kan tilpasse de valgmuligheder der dukker op når man markerer noget tekst. Man kan nemlig installere dusinvis af extensions og vælge hvilke funktioner der skal dukke op i hvilken rækkefølge, når man har valgt et stykke tekst.
Det kan fx være at kopiere teksten uden formattering, at bruge teksten til en søgning på Amazon, tælle hvor mange bogstaver eller ord man har markeret, føje teksten til en udvalgt note i en anden app, oversætte teksten, og så videre.
PopClip koster $12 (incl. opdateringer i 2 år) – eller $24 (hvis man vil have adgang til opdateringer resten af livet) – og det er afgjort rimeligt.
Men PopClip også på SetApp, fandt jeg ud af da jeg genbesøgte den alternative app-abonnementstjeneste sidste sommer, så hvis man allerede er SetApp-bruger er PopClip en total no-brainer at hente og installere.
Min eneste anke er sådan set bare, at PopClip ikke findes til iOS eller iPadOs, og af tekniske årsager næppe nogensinde kommer til de mobile apparater. Men det er ikke PopClips skyld – jeg fortsætter med glad at bruge PopClip på begge mine Macs (nu hvor appen som det sig hør og bør er kommet tilbage på den bærbare).
PopClip er bestemt ikke nogen revolution, bare en af de dér små hjælpere som gør hverdagen lidt nemmere….