|||
Jeg er (stadig) kæmpestor iPad-fan, og bruger min Padde til både arbejde og underholdning flere timer om dagen. Men mit nye eventyr med Raycast viser, at iPad trods alt også har sine begrænsninger…
Æblefolkets forhold til iPad er lidt af en rutsjebane. Nogle gange sværger entusiasterne at de kan lave alt deres arbejde med en iPad, andre gange omtales Padden hånligt som en forsømt glasplade, der kun kan bruges til at tjekke mails eller se Netflix.
Personligt har jeg som nævnt længe været Padde-aficionado, faktisk siden jeg en hektisk novemberaften i 2010 løb igennem Washington D.C for at finde en åben Apple Store, der kunne sælge mig en iPad til den gode amerikanske pris – og I kan kun vriste Padden fra mine kolde, døde hænder (en vending der fungerer mindre godt på dansk end på engelsk…).
Min egen brug har selvfølgelig også været svingende, og i perioder har jeg mest brugt en iPad Mini som læsemaskine, men de sidste 6-8 år har jeg stort set hele tiden haft en af de forskellige versioner af en cirka 11-tommer iPad Pro med et eller andet tastatur.
En Pro med det hele, tak
Jeg laver også en god portion af mit arbejde på iPad. Jeg klarer mine mails, laver research, tjekker feeds, læser og highlighter artikler, redigerer fotos og video, skriver manus og dagbog og meget mere på min trofaste Padde – og når jeg rejser er iPadden 9 ud af 10 gange min eneste computer.
Det er selvfølgelig ting, som jeg ikke kan eller ikke gider forsøge at tackle på min iPad – enten fordi skærmen er for lille eller fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre.
For at tage et helt centralt eksempel, så redigerer jeg stort set altid mine podcasts i Hindenburg på min Mac Mini (eller min MacBook hvis jeg arbejder hjemme), og når jeg virkelig skal planlægge de kommende dages arbejde, så går det noget hurtigere med den store skærm og Todoist, Fantastical og diverse andre apps på Mac.
Så jo, der er naturligvis (masser af) tidspunkter og opgaver, hvor en Mac er ‘bedre’ end en iPad.
Men det har irriteret mig lidt, at vi nu åbenbart igen er i en tid, hvor det er blevet fashionabelt at brokke sig over iPad og være sur over, at en iPad ikke grundlæggende mere er som en Mac…
Der er er aktuelt ligefrem en bølge (i hvert fald i mit netværk af nørdede podcasts) af folk som hopper “back to the Mac.”
Federico fra MacStories er jo en af de originale og mest ekstreme jeg-gør-alting-med-iPad-personer, men selv han lader til at have mistet lidt af sin entusiasme.
Chris Lawley – en anden all-in iPad powerbruger – har også for nylig taget springet mere eller mindre tilbage på Mac, som han beskrev i en nylig episode af Mac Power Users.
Og apropos Mac Power Users, så fortalte Stephen og David også forleden om deres skiftende begejstring (eller mangel på samme) for iPad.
På den anden side står Padde-entusiasterne, der enten forsvarer tabletten som den fungerer i deres hverdag, eller klynger sig til de drypvise rygter om, at nu – NU! – vil Apple for alvor fixe problemerne med multitasking og den slags i en kommende version af iPadOS.
Og hvis man ikke kan vente kan man tweake indstillinger og komme i hvert fald et stykke af vejen, siger 9to5:
I det hele taget er YouTube en fantastisk (eller frygteligt) sted at surfe videre, hvis man gerne vil se og høre ALLE de mulige og umulige hot takes på hvorfor iPad er dødsdømt/fremtiden/kun til underholdning/det bedste arbejdsredskab/etc. etc
Jeg kan jo godt forstå begge sider af sagen – men samtidig synes jeg grundlæggende at diskussionen er lidt mærkelig. Jeg er jo netop glad for min iPad fordi det ikke er en Mac.
Jeg ælsker min Padde fordi interfacet er mere enkelt og fingervenligt, fordi jeg kan bruge skærmen uden at skulle have et tastatur, fordi den er handy og let, fordi jeg kan bruge en Pencil til håndskrevne noter eller til at lave highlights i pdf’er, og fordi den er meget bedre at have balancerende på maven når jeg vil se YouTube eller læse.
Aaaanyway.
Det var så verdens længste indflyvning til at sige, at jeg i den forgangne uge også selv – for første gang? – blev lidt ærgerlig over min Padde. (Men schyhhh, lad være med at sige noget til den!)
I kølvandet på min genfundne glæde ved Raycast på Mac er manglen på en fuldt funktionel Raycast på iPad nemlig blevet særligt ærgerlig. Firmaet lancerede ganske vist en version til iOS og iPadOS for nylig, men de to apps er så begrænsede at de nærmest ikke kan bruges til noget i hverdagen.
Nu er Spotlight på især iPadOS faktisk ganske avanceret, hvis man graver lidt i funktionerne, men det føles stadig lidt tyndt når man sammenligner med Raycast på Mac, og under alle omstændigheder ville det være dejligt at kunne synkronisere sine indstillinger på tværs af alle dimserne.
Jeg er langt fra dér, hvor jeg så meget som overvejer at sælge mine iPads (jeg har også en Mini som jeg stadig bruger som mit primære læseapparat), men for første gang følte jeg for alvor en god portion af den frustration, som jeg altså har hørt en masse entusiaster give udtryk for de seneste måneder.
Lad os håbe, at rygterne om et revitaliseret iPadOS senere i år har bare en lille smule hold i virkeligheden…
