|||
Det er ikke så tit jeg laver koncertanmeldelser her på bloggen, men Alan Sparhawks besøg i Lille Vega forleden var en oplevelse udover det sædvanlige.
Jeg er kæmpe fan af bandet Low – de er på min all-time Top 5-liste – og jeg har oplevet Mimi Parker og Alan Sparhawk spille mange gange.
Derfor var det også lidt af et chok da jeg for et par år siden hørte, at Mimi Parker var død af kræft – det føltes på en eller anden mærkelig måde ret tæt på.
Helt selvoptaget var det også en stor skuffelse at jeg så gik glip af deres sidste koncert sammen i Danmark, selvom jeg havde billet – fordi jeg havde dobbeltbooket mig selv og dumt valgte det andet arrangement…
Nu er jeg ikke normalt sådan én der dyrker musikerne i de bands jeg godt kan lide, så jeg måtte lige genopfriske en del af detaljerne i deres liv og karriere.
Der går sjældent en uge uden at jeg lytter mindst ét af deres mange albums, men jeg vidste ikke meget mere om Alan og Mimi udover at de altså var gift.
Men sagt helt kort, så mødte Alan og Mimi hinanden i teenageårene og de var et par i mange årtider, både som mennesker og musikere og igennem tykt og tynd – og derfor har Mimis død utvivlsomt været fuldstændig ubærlig for Alan og parrets to sønner.
Wikipedia-artiklen er temmelig grundig, og hvis man vil have en mere subjektiv oplevelse af især tiden efter Mimis død, så er denne artikel i New Yorker ret fin.
På trods af sin sorg – eller som en del af den – har Alan siden efteråret 2022 udgivet to albums, som jeg naturligvis også har dyrket en del.
Det første – “White Roses, My God” – er jeg dog aldrig rigtig blevet venner med. Jeg har virkelig nydt Low’s tidligere musikalske eksperimenter, men et helt album med vocoder var simpelthen ikke min smag.
Det nyeste – der meget nøgternt hedder “Alan Sparhawk with Trampled by Turtles” – er til gengæld glimrende, selvom det nok er mindre musikalsk udforskende.
Derfor glædede jeg mig også til koncerten i Vega, og som jeg antydede i starten blev det også en kolossal oplevelse.
Alan lagde ud med at komme ind på scenen og tegne en lang streg på sin underarm med en tusch – noget man måske kan tolke som en form for ritualiseret selvmord af en slags?
Derefter sparkede han bare gang i et heftigt beat på sin sequencer (eller hvad det nu var), smed sin hoodie og kastede sig ud i et vocoder-nummer fra det første solo-album, mens han senet og langhåret hoppede omkring på scenen i bar overkrop.
Jeg nåede lige at stresse over om jeg overhovedet kunne holde ud at lytte videre, og så var der et eller andet der klikkede i hovedet på mig – og pludselig var blandingen af beats og manipuleret vokal bare det perfekte musikalske udtryk for det jeg føler at han nok føler…eller hvordan man nu skal forklare det.
Jeg ved ikke hvor mange af numrene fra “White Roses…” han spillede, men lige præcis da jeg trods alt var ved at få nok, skiftede han på et splitsekund fra elektroniske beats til sin guitar – og i øvrigt til en langt mindre aggressiv og hektisk attitiude på scenen.
Alan Sparhawk
Sammen med bandet leverede han så en række numre fra den nyeste plade, som altså byder på et langt mere Low-agtigt lyd-univers – som man så kan kalde slowcore eller ej. Fantastisk er det uanset hvilken etikette man vil smide på.
Alt for sent gik det op for mig, at det var parrets søn, Cyrus, der spillede bas i det lille tremands-band på scenen, men det gjorde jo ikke oplevelsen mindre at få at vide at Mimi også på dén måde var en del af koncerten.
Der var som altid nogle respektløse idioter der skulle stå og snakke højlydt i baren det meste af tiden, men langt de fleste i publikum virkede lige så begejstrede og koncentrerede som mig.
Jeg havde en klar fornemmelse af at vi rigtig gerne ville vise Alan og bandet vores sympati og empati, og jeg håber virkelig at han fornemmede de bølger af varme der blev sendt afsted under det, som nærmest endte med at blive en slags kollektiv musikalsk sorg-bearbejdelse.
Det er sjældent det tager mig flere dage at bearbejde en koncert, men dette var afgjort en oplevelse jeg vil huske meget længe.
