Feedlæsere – en kort update
Jeg skrev forleden lidt om den nye bølge af feed-apps, der tilbyder at samle både Bluesky, YouTube-kanaler, podcasts, rss-nyheder og meget mere i én tidslinje – Tapestry, Surf, Feeed, Reeder, etc.
Den nyeste app, Tapestry
Men som jeg også skrev var jeg måske ikke helt overbevist – i hvert fald i forhold til mine egne behov.
Og efter en uges tid med sporadiske tests må jeg nok erkende, at nej, de er ikke rigtig noget for mig. Jeg foretrækker nok at kunne dykke dybt i mine kanaler hver for sig.
Nogle gange har jeg lyst til at se video, andre gange skal jeg trawle hundredevis af nyheder via rss, og podcasts lytter jeg når jeg går tur eller laver mad, og så er det dét jeg gør.
Og så er det stadig lidt svært at tackle, at man ikke direkte i feed-apps kan interagere med Mastodon eller Bluesky-posts. Det er læse-kigge-lytte-apps, ikke kommunikations-apps.
Stadig nysgerrig
Jeg har dog en forestilling om, at de her feed-apps sagtens kan have værdi for andre, eller måske for mig selv i nogle sammenhænge – når jeg har behov for at zappe igennem kilder jeg ikke normalt læser, eller måske når jeg vil tjekke op på et emne jeg ellers ikke følger med i.
Jeg er især blevet lidt fascineret af appen Feeeed, som kan noget med sit design, og den måde den samler ting i ‘cards’.
Det gør, at strømmen af indhold føles mere som at sippe en kop kaffe, og mindre som at drikke af en brandslange.
Hvis man vil starte et sted, er det ikke det værste (bortset fra navnet).
Feed-apps kræver kuratering
Men uanset hvilken app man bruger, så kræver det at man gør en indsats. Ellers kommer det hurtigt til at føles netop som den berømte brandslange.
Så her kommer to essentielle tips:
For det første skal man være meget varsom med hvilke og især hvor mange kilder man samler. Eller i hvert fald være helt ligeglad med om man får set og læst alting i feedet. Det bliver meget hurtigt overvældende at skulle følge med. Måske skal man tænke på det som et magasin man halvdovent bladrer igennem, uden at føle at man skal læse alle artiklerne?
Og for det andet så vil jeg absolut anbefale, at man ser på om man kan luge ud i indholdet fra de forskellige kilder. Her er især Reeder god, fordi man kan lave filtre (gemte søgninger), så man fx udelukkende ser posts, nyheder eller videoer der handler om bøger, rumforskning, sportsbold eller hvad man nu er interesseret i.
Hovmod står for fald
Beruset af den (moderate) succes med reparation af støvsugeren skulle jeg liiiige fixe noget på bloggen også.
Dårlig idé.
Det er lykkedes mig at fucke alting noget så kongeligt op.
Alle posts fra 2016-2022 står nu som om de er udkommet i dag, den 15. februar 2025 – og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at rette det.
Det føles som om jeg har mistet 6 år af mit liv – og jeg overdriver kun en lille smule.
Jeg kan næsten ikke klare det.
Men altså – regn med at bloggen de næste dage er fuldstændig fucked…
UPDATE: Min blog-daddy David hos Blot.im siger nu, at det måske er en backend-fejl, så forhåbentlig kommer alting tilbage i kronologisk orden i næste uge… 🤞
UPDATE 2: Det lader til at Blog-David havde ret – i hvert fald ser det ud til at dato-kaosset er blevet løst. Jeg beklager genudgivelserne i rss-feedet…
Anders mod støvsugeren – en weekend-saga
Det er helt imod egen forventning i dag lykkedes mig at skifte kabeltromlen i vores 10 år gamle støvsuger, og jeg føler at jeg fortjener en medalje.
Jeg har cirka 22 tommelfingre, og normalt forsøger jeg at tigge mig til hjælp eller betale mig fra at udføre nogetsomhelst håndværk.
Jeg synes ikke håndværk er sjovt, jeg har intet talent for det, og som regel bliver resultatet decideret ynkeligt, hvis jeg en sjælden gang alligevel kaster mig ud i et handyman-projekt.
Sidste gang jeg havde en bare nogenlunde positiv oplevelse var, da jeg skiftede vores toiletsæde – så har man måske en fornemmelse af niveauet.
Hvis du sidder derude og tænker “hold nu kæft en taber”, så er det helt ok. Jeg kender mine begrænsninger 😉
Det drilske støvsugerkabel
Anyway, imod bedre vidende kastede jeg mig i dag ikke desto mindre – i reparationens hellige navn – ud i at skifte kabeltromlen i vores støvsuger.
Den sidste måneds tid har kablet ikke kunnet blive ude, men er begyndt at rulle ind så snart man slipper det. Den foreløbige løsning har været en klemme på kablet, men jeg synes alligevel ikke det var langtidsholdbart.
Nu kunne man jo forsøge at fixe fjedermekanismen i rullen, men dér satte jeg så alligevel grænsen. I stedet lykkedes det mig at købe en ny kabeloprulningstrumle-ting på nettet, som den næstbedste løsning.
Men i det mindste rendte jeg ikke ud for at investere i en helt ny støvsuger…
Nå, men efter at have gået lidt rundt om projektet et par uger tog jeg mig så endelig sammen i dag – dog med en klar undskyldning til mig selv på forhånd: hvis jeg ikke kunne reparere maskinen havde jeg givet mig selv lov til bare at råbe “I am become Death, the Destroyer of Electrolux” og give op.
YouTube to the rescue
Jeg havde næppet turde gå igang uden denne video, som jeg så to gange fra ende til anden, inden jeg så meget som åbnede værktøjskassen, og løbende konsulterede mange, mange gange undervejs.
Nu synes jeg egentlig også at Electrolux har gjort det unødvendigt kompliceret at skille denne støvsuger ad. Der er en del skruer på mærkelige og svært tilgængelige steder, men værre endnu er der mange plastikstykker der skal vrides og hives fra hinanden før man overhovedet kommer til de relevante komponenter.
Det blev så næppe heller bedre af at jeg havde glemt at oplade min skruemaskine, så jeg det meste af tiden tacklede opgaven med håndkraft.
Og så måtte jeg i øvrigt også eksperimentere med at bukke en bruseforhængs-krog for at kunne komme til dybt inde i maskinen, og presse på en sær fjedermekanisme som gjorde at jeg kunne hive overdelen af maskinen. Dælme et alternativt design.
Efter tre kvarter (det tog 6 minutter på videoen) var jeg så kommet til kabeltromlen og skulle nu ud på ukendt territorium. På videoen skifter han nemlig ikke tromlen, men fikser bare oprulningen, hvor en del af ledningen har sat sig på tværs.
Det gik dog overraskende nemt at komme det sidste stykke, få fjernet den gamle rulle, sat den nye i, og tjekket at oprulningen fungerede.
Det lange opløb
Som enhver kompetent håndværker (eller bare lidt mere erfaren hjemme-handyman) ved, så er det dog langt fra overstået, bare fordi man har udskiftet en reservedel.
For skidtet skal jo også samles igen…
Som nævnt er denne støvsugermodel konstrueret og samlet med en blanding af skruer, fjederblade og diverse plastikkroge som skal udsættes for moderat fysisk pres.
Det tog en god halv time og 3-4 forsøg med de fleste af delene at få alting til at sidde bare nogenlunde sammen – og ja, jeg knækkede mindst to stykker plastik, og endte med to skruer i overskud…men det er vel nærmest tradition?
Men det lykkedes at få alting sat sammen, og der var på trods af de overskydende skruer ikke umiddelbart nogle skavanker eller løse dele.
Og minsandten om ikke det nye kabel-rul virkede!
Rengøring…
Men efter at have hevet ledningen ind og ud af maskinen flere gange flere gange, og smidt armene i vejret som en olympisk guldvinder, måtte jeg selvfølgelig også igang med rent faktisk at gøre rent.
Stikket i væggen, og foden på power-knappen.
Der skete ingenting.
Hen at dobbelttjekke stikkontakten.
Flere frustrerede tryk på powerknappen på støvsugeren.
Stadig ingenting.
Til gengæld havde jeg så nu lidt rutine i at skille maskinen ad, så efter at have bandet af mig selv og hængt med hovedet et par minutter, kastede jeg mig over projektet igen.
Jeg kom ind til elektronikken, og skulle lige til at gå igang med at fjerne de næste 4-5 irriterende og komlicerede stykker plastik (nu heldigvis med lidt erfaring og en opladt skruemaskine), da jeg opdagede en lille ledning der på en eller anden måde var hoppet ud af sit stik!
Ledning i, dæksel på, skruer i (stadig med to i overskud), og kabel i stikkontakten.
Succes!
Maskinen sugede som var der ingen dag i morgen, kablet forblev i sin udrullede position, og da lejligheden var klaret rullede kablet lige så fint ind i maven på støvsugeren igen.
“I am become Man, the fixer of hoovers.”
Nu går der så dog nok mindst 6 måneder før min nerver er faldet så meget til ro, at jeg har overskud til at gå igang med et nyt projekt.
nøglehul
Civilization i VR - ja tak
Det er mange år siden jeg for alvor brugte tid på computerspil, men tanken om Civilization i VR er decideret lokkende.
Halo, Gran Turismo og Call of Duty har utvivlsomt givet mig mest sved på panden gennem årene, men jeg tror aldrig jeg er forsvundet så meget ind i et spil, som dengang jeg dyrkede Civilization.
Jeg kan stadig huske første gang jeg prøvede kræfter med at opbygge, ja, civilisationer.
Jeg satte mig ved spisebordet i min lille 2V’er på Vesterbro en lørdag lige efter frokost, smed skiven i min bærbare og installerede spillet.
Næste gang jeg kiggede op var det efter midnat.
Bare liiiiiige én runde til, og én mere…og pludselig var der gået en halv dag.
CiVR
I dag spiller jeg meget, meget lidt, hverken Civilization, skydespil eller racerspil. Det eneste spil jeg bare nogenlunde regelmæssigt åbner, er Golf on Mars(!).
Men det er liiige før jeg bliver lidt fristet af tanken om at hoppe på vognen igen, nu hvor Civilization VII kommer i VR (omend kun Metas Quest 3 og 3S headsets).
Der ser sgu lidt niffigt ud, hva?
Med tanke på at spillene godt kunne trække ud, og headsets ikke altid er så rare at have på i timevis, er det dog nok godt at VR-kampagnerne er kortere end på PC.
I Metas blogpost kan man læse lidt mere om detaljerne i VR-udgaven, og jeg kan også anbefale Ars Technicas lange review af Civ VII, der virkelig gav mig lyst til at prøve version VII – og ikke kun i VR…
Tana trækker
Tana er endnu et eksempel på en PKM-tjeneste, der ligger i krydsfeltet mellem noter, databaser, projektstyring, CRM og andre af de værktøjer man kan bruge for at forsøge at få styr på sit liv.
Tænk Notion, Capacities, Anytype og den slags.
Jeg har længe fulgt tjenesten Tana ud af øjenkrogen, men uden for alvor at kaste mig ud i en test.
Det skyldes lavpraktisk at deres iOS-apps kun har kunnet bruges til input, og ikke har givet mulighed for at tilgå hele note- og data-samlingen – og nok også at det umiddelbart kræver en ret dedikeret indsats at gå all-in på Tana.
Men altså – når jeg ser videoer som denher, så bliver jeg altså en lille smule blød i mine nørdede knæ…og ja, jeg så samtlige 45 minutter med tonsvis af Tana-tips.
Nu har Tana så launchet mere kapable mobilapps, og samtidig taget tjenesten ud af beta-stadiet med en spritny version.
Og jeg havde egentlig sat lørdag eftermiddag af til at udforske mulighederne, men er ramt af en forkølelse der på godt og ondt betyder at projektet bliver skubbet – med en vis chance for at jeg aldrig kommer igang.
For selvom jeg er virkelig imponeret af Tanas funktioner og lækre, gennemtænkte interface, så bliver jeg mere og mere i tvivl om hvorvidt tjenesten overhovedet er noget for mig.
Ideen om at databasificere alting og gå Zettel-amok på mit notesystem tiltaler mig dybt.
Men jeg må samtidig nok erkende, at det ikke rigtig passer til mine faktiske behov, hverken når det angår research, manus-skrivning, planlægning eller andre af de små og store opgaver der følger med at være podcast-producent.
Samtidig tyder lidt hurtige tjek på, at det er voldsomt besværligt, for ikke at sige umuligt, at få tekst, data og struktur ind og ud af Tana, så det ville kræve en masse energi at få et system op at stå, og skulle man så have lyst til at skifte tjeneste senere (hvem, mig?), så bliver man nødt at starte helt forfra dér. Og det går ikke.
Så lige nu er Tana-testen nok udskudt på ubestemt tid, men øj, det frister nu alligevel…
Feed me!
Strømmen af nyheder, toots, posts, videoer og podcasts kan være overvældende, men den nye hotness er åbenbart apps som – på godt og ondt – forsøger at samle alle dine feeds i én tsunami.
For nogle lyder det måske som opskriften på at drukne, for andre er det chancen for endelig at kunne tage en tår uden at miste overblikket.
Og ja, jeg skulle have droppet dén metafor for længst. Anyway.
Helt aktuelt har Iconfactory lige launchet appen Tapestry efter en succesfuld runde på Kickstarter, men bare i sidste uge fik jeg tidlig adgang til Flipboards Surf-app, og tidligere har jeg også leget med Reeder, der i virkeligheden (gen-)opfandt kategorien her i nyere tid (og så er Unread også en bobler i samme genre).
Fra toppen med uret: Unread – Reeder – Surf – Tapestry
Hvis man har lyst til at læse et par andre takes fra denne uge, i kølvandet på lanceringen, så har The Verge og Macstories skrevet om de nye apps her, og forrige uge tjekkede Fast Company Flipboards Surf.
One feed to rule them all…
Ideen om at samle feeds er selvfølgelig ikke ny. RSS-læsere har vi jo kendt i mange, mange år, men de nye versioner har alligevel et par twist på konceptet.
Den grundlæggende idé er, at man – i modsætning til de fleste RSS-læsere – også abonnerer på feeds fra Mastodon, Bluesky, YouTube, podcasts, Reddit og andre tjenester – og samler det hele i én strøm.
Der er altså mere fokus på ‘det sociale web’ end på nyhedsstrømmen fra RSS, selvom man altså sagtens kan tilpasse sin strøm med præcis de feeds, man har mest lyst til at følge med i.
Bagvendt nok hører det så også med til historien, at man ikke umiddelbart i de nye apps kan like, svare, booste eller på anden måde direkte interagere med posts fra Bluesky eller toots fra Mastodon. Så mere sjosjalt er det altså heller ikke.
Jeg er ikke helt overbevist…endnu
Personligt er jeg nok lidt usikker på, om det er noget for mig. Eller rettere; jeg er ved at udforske mulighederne, for at finde ud af om den slags apps passer ind i min hverdag på en eller anden måde?
Jeg er nemlig relativt sikker på, at en app som Unread (der også kan hive fx Mastodon ind, men egentlig er en RSS-læser) fungerer bedst for mig når jeg skal trawle igennem hundredevis af nyheder dagligt for at finde stof til AI Denmark, RumSnak og mine andre projekter.
Der er også god integration til fx at gemme i Readwise eller Goodlinks, mine foretrukne læs-senere-apps.
Men jeg er begyndt at lure på, om de her nye apps kunne give mening, når jeg egentlig har mere lyst til et tilbagelænet tjek af ‘content’ fra det store internet, og samtidig fungere som en (måske) nemmere måde at samle op på stof på tværs af nyhedsmedier, sociale tjenester, videoer, etc.
Her er det også niffigt, at flere af de nye apps gør det muligt at vælge feeds til og fra, filtrere indhold og selvfølgelig søge i alt indholdet.
Jeg tvivler dog på at jeg kommer til at se mange YouTube-videoer eller lytte podcasts i Tapstry eller Reeder – men hurtige kig på mange forskellige feeds i lækre og overskuelige apps? Måske.
Et godt herfra vil dog være at man begrænser antallet af feeds man følger, især hvis man også integrerer Mastodon eller Bluesky – for der går ikke mange timer før strømmen er helt uoverskuelig lang…
More research needed
Nu kommer så den store opgave med at tjekke 3-4 apps mere eller mindre parallelt, for at finde ud af om de giver mening i hverdagen, og hvilken af de nye apps der passer bedst til mine behov?
Jeg må indrømme, at jeg faktisk lidt havde glemt Reeder, og lod mig rive med af denne uges hurlumjek om Tapestry, men nu hvor jeg sidder og kigger på dem begge tror jeg at Silvio Rizzis Reeder ligger i toppen.
Og så er Unread nok mest en ‘rigtig’ RSS-læser, og Surf stadig mest et eksperiment i tidlig beta.
Lad os se.
PS. Husk, at nogle af de gode funktioner kræver abonnement, men det er afgjort i den overkommelige afdeling. Reeder koster fx $1 om måneden…
App-test uden held
Nogle gange lader jeg mig mod bedre vidende lokke til at prøve en ny app – eller forsøge igen-igen med en kendt app, jeg tidligere har testet og droppet.
Det kan være fordi de lokker med nye funktioner, fordi mine behov har ændret sig, eller bare i ren og skær frustration over manglende features i de apps jeg ellers bruger.
I de sidste 3-4 dage er det gået helt galt – ikke fordi der i sig selv er noget problem ved at (gen-)teste apps og tjenester, men fordi ingen af dem jeg har haft fingrene i har givet bonus. Men sådan er det jo indimellem.
Irritationen kommer måske mest fordi to af dem jeg lige har testet er gammelkendte og tidligere vragede apps, som jeg nok bare burde havde ladet ligge…
Jeg er dog helt klar over at jeg har en masse præferencer og mere eller mindre særlige behov, så derfor kan de ofte være små ting der gør, at jeg dropper en app igen – og det er også derfor jeg deler denne korte beskrivelse af disse fire apps, for det kan jo sagtens være, at de er noget for dig!
Og for ikke at trække spændingen længere, så er der tale om to note-apps – Logseq og Capacities – og to planlægnings-apps – Ellie og Morgen.
Logseq
Logseq er et ret interessant alternativ til apps som Obsidian. Det bruger lokale Markdown-filer, har daily notes til at holde styr på hvad man laver, og kan i øvrigt integrere med Reader, min foretrukne læs-senere app, så alle highlights automatisk ryger ind i Logseq.
Jeg nævner Reader, fordi Logseq afgjort egner sig bedst til at organisere, sammenkæde og bygge videre på den slags highlights og kortere noter – det er en oplagt app til Zettelkasten-folket.
Jeg er fx ret vild med den måde Logseq kan linke til udvalgte afsnit af andre noter, så man kan kæde citater eller egne tekster sammen og udvikle sine tanker.
Personligt har jeg dog også behov for at kunne skrive længere tekster til manuskripter og den slags, og dér synes jeg Logseq får baghjul af både Obsidian, Bear, Craft og mange andre værktøjer.
Logseq har været igennem testmaskinen flere gange, og jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvorfor jeg troede det ville være anderledes nu…
Capacities
Hvis vi fortsætter i note-land, så har jeg også i weekenden haft fat i Capacities, der endelig for relativt nylig har taget sig sammen til at lave en Padde-app, og dét er en uomgængelig nødvendighed i min hverdag.
Capacities ligner en slags blanding af Craft og Notion, og er rigtig interessant, fordi den ikke bare består af noter, men også arbejder med note-typer – fx møder, personer, citater, bøger eller hvad man ellers har lyst til at lave.
Så en note er ikke “bare” en note med tags, men kan bruge forskellige skabeloner alt efter hvilken type note der er tale om.
Capacities lover også at “redde os fra computernes strukturer” og gøre det muligt bare at søge effektivt og finde sammenhænge i alle vores noter – på en måde som, angiveligt, er meget mere menneskelig.
Jeg tror dog så bare, at jeg er blevet computeriseret (eller er naturligt organiseret), for jeg kan godt lide mine mapper og systemer. Men jeg fortsætter med at eksperimentere, fordi der er mange gode ideer i Capacities.
Det forekommer mig dog, at Capacities – ligesom Logseq – måske egner sig mest til opbygning, vedligeholdelse og udforskning af en voksende mængde af relateret information. Det er umiddelbart (i min korte foreløbige test) mindre godt til at fungere som en slags kombination af en vidensbank og et skriveværktøj.
Ellie
Ellie er en af efterhånden mange apps, der forsøger at kæde opgaver og kalenderaftaler sammen – og det er jo en kategori som ligger mit hjerte nær.
Det er også endnu en app, som jeg har prøvet før, men som nu fangede min nysgerrighed igen ved at have launchet en version til iPad, og lokkede mig til at teste igen.
Jeg er nemlig – som jeg har skrevet en del om – altid på jagt efter et alternativ til TickTick. TT har ganske vist omkring 80-90% af de funktioner jeg har behov for, men de sidste manglende 10-20% gør ondt – og så synes jeg grundlæggende at TT er grim.
Ellie udmærker sig ved et – for mig – væsentlig lækrere design, den er rimeligt snappy, og den integrerer relativt uproblematisk med kalendere fra både Google og iCloud (ligesom en iPad-app er dét også et must).
Den basale idé i disse apps er, at man kan gøre opgaver til aftaler i sin kalender, så man nemmere kan danne sig et overblik over hvornår man skal lave hvad. Se den meget længere forklaring om kalenderkasser her .
Ellie løser sådan set opgaven okay, men den er afgjort ikke til folk som mig, der har 50-100 opgaver organiseret i lister, typisk hver med 3-5-8 underopgaver – som allesammen helst skal anbringes i kalenderen med et starttidspunkt og en forventet varighed, så jeg kan jagte det mytiske overblik.
Når man planlægger en opgave fra en liste i Ellie ved at trække den i kalenderen, så forsvinder den nemlig fra listen, og sådan fungerer min hjerne bare ikke.
Der er noget fint i tanken; nu er opgaven planlagt, og så behøver den ikke stå to steder (i listen og på dagen). Men det er afgjort også risikabelt, for nu har man ikke længere ét sted med overblik over alle opgaver, der hører til et bestemt projekt.
Derudover var der så en række mangler og WTF-ting.
Jeg savner fx Markdown-formatering i noterne, flere tastaturgenveje og input i ‘naturligt sprog’, og man kan mystisk nok ikke swipe mellem dage i kalenderen på iOS (hverken Fon eller Padde) – og man skal så med tommelfingeren heeeelt op i toppen af skærmen for at trykke på de enkelte dage. Whut?
Jeg har dog en måneds abonnement tilbage, så måske skal jeg lave lidt flere eksperimenter, om ikke andet så for at tilfredsstille min nysgerrighed og måske lade mig inspirere til nye workflows.
Morgen
Frustreret over Ellie tog jeg – igen mod bedre vidende – endnu en kort rundtur i Morgen, en app jeg virkelig gerne ville holde mere af, eller i hvert fald finde mere anvendelig, end jeg gør.
Morgen udmærker sig, sammenlignet med Ellie, ved at kunne integrere med flere tjenester som fx Todoist, og ved at arbejde mere med opgavelister, opgaver og underopgaver, men ellers er ideen den samme:
Man har opgaver – gerne med forventet varighed – der så kan hives ind og anbringes på de rigtige dage og tider i kalenderen.
Morgens nyeste opdatering gjorde mig dog lidt nysgerrig. Som alle og enhver og deres moster har folkene bag proppet AI ind i appen, men på videoerne ser det faktisk ud som om de har tænkt sig lidt om.
AI-assistenten (siger de) kan anbringe opgaverne i kalenderen og flytte rundt på kalenderkasserne og forsøge at udnytte tiden bedst muligt, men med hensyn både til buffertid, foretrukne arbejdstider, frokostpauser og andre personlige ønsker – og man kan altid bede om en ny sortering, hvis man ikke er blevet færdig med en opgave eller hvis der dukker et nyt møde op i kalenderen.
Jeg er dog ikke endnu kommet så langt som til at prøve AI-funktionerne særlig meget (jeg skal nok melde tilbage hvis det lykkes), for ligesom med Ellie måtte jeg konstatere (igen), at jeg ikke klikker med Morgens måde at håndtere opgaver og underopgaver på, og især ikke den måde de bliver lagt i kalenderen på.
Dét er en af de ting som TickTick klarer rigtig godt: Det er relativt nemt i TickTick at se hvilken opgave en kalenderkasse hører til, og hvis man får vist sine TT-opgaver ovre i en anden kalenderapp som fx Calendar eller Fantastical, så indeholder kassen et link direkte tilbage til den pågældende opgave i TickTick. Det savner jeg i alle andre af den slags apps…
Og hvad nu?
Som sagt er der næppe nogle af de fire apps der klemmer sig ind i heavy rotation på mine maskiner, men jeg planlægger dog at holde øje med dem i fremtiden, og mon ikke jeg også skal lege lidt mere med Ellie og Morgen så længe mit prøveabonnement holder?
Til gengæld – jeg har åbenbart ikke lært nogetsomhelst – er jeg allerede gået igang med afprøvning af endnu en ny app; denne gang til at samle feeds fra både RSS, Bluesky, Mastodon, YouTube og en masse andre tjenester i ét flow.
Hør mere om dét i en kommende blogpost.
alting ser bedre ud i tåge
Månedens Pensum januar 2025
Det er utroligt nok allerede blevet tid til endnu en udgave af Månedens Pensum, og denne gang skal det blandt andet handle om claymation, Netflix, en skummel forfatter og gode, gamle dyder.
Kulturel deroute med Netflix
Jeg indrømmer blankt, at jeg ser masser af ting på diverse streamingtjenester, og jeg synes faktisk at der er rigtig mange gode serier (og en del fine film) derude.
Aktuelt nyder jeg fx “Severance”, og har også lige med stor fornøjelse været igennem “Bad Sisters”, “Dune: Prophecy”, “Industry” og “Shrinking”.
Men nogle gange bliver jeg også lidt trist over at have droppet min ungdoms ugentlige biograf-besøg, og bliver en sur, gammel mand når jeg opdager at jeg har spildt endnu 2 timer på at se en fuldstændig ligegyldig film på Netflix…
Men jeg er slet ikke ligeså sur som Will Tavlin på NPlusOne Magazine…
Gaiman, for pokker…
Mens vi er i den triste afdeling, så fik jeg efter et par uger endelig taget mig sammen til at snuppe langlæseren i Vulture, hvor idolet Neil Gaiman fuldstændig bliver skrællet af og afsløret som overgrebsmand og det der er værre.
Det er aldrig sjovt, når folk hvis bøger, musik eller film man ellers har nydt og dyrket, viser sig at være nogle klasse 1A skumlomaner.
Jeg ved ikke om jeg lige kommer tilbage til “American Gods”, “Neverwhere” eller “The Ocean at the End of the Lane” igen sådan lige med det samme…
Franklins dyder holder stadig
Næh, hvis bare alle ville (forsøge at) leve op til gamle Benjamin Franklins 13 dyder, så ville verden nok være et bedre sted at være…
Eller…måske ikke alle 13, men i hvert fald 9-10 stykker. Jeg ved fx ikke om jeg er parat til “aldrig at lave noget unødvendigt”, som Benji siger…
En vidunderlig verden af ler
For nylig havde jeg en fantastisk aften i hjemmebiffen, da jeg opdagede at Netflix havde fået Aardman Animation-filmen “Wallace & Gromit – Vengeance Most Fowl” i kataloget – Netflix er ikke kun nogle bøller.
“Vengeance” var et kæmpe nostatrip, for jeg har virkelig dyrket de gamle W&G kortfilm, men den nyeste fuld-længde spillefilm holdt absolut niveauet, og den var både rørende, sjov og fuld af action – altsammen med det dér særlige, britiske twist.
Jeg tror også jeg lige skal tilbage at se de Aardman-film, jeg på en eller anden måde har misset i mellemtiden.
Anyway, Pensum her er faktisk ikke Wallace & Gromit-filmene (dem skal man også se), men en vidunderlig BBC-dokumentar om ler-animations-studiet og vidunderdreng-instruktøren Nick Park, som blandt andet udtaler at han blev meget overrasket over at vinde en Oscar:
“I never thought Plasticine (modellervoks) would lead to such glamorous lifestyle”.
Hvis man ikke har fået nok af Aardman (og det har man ikke), så er bonussen den lille special om tilblivelsen af “Vengeance Most Fowl”:
Det kan godt være at Gaiman er en skidt fyr og Netflix er en skruppel- og kulturløs techgigant, men der er stadig masser af gode ting i verden…
Tung tråd
Hvad er det tungeste musik, du kender? Hvad er det mest heavy heavy?
Dét spørgsmål havde jeg egentlig ikke noget rigtig godt svar på, da jeg for nylig læste artiklen “Is Sleep’s Dopesmoker still the heaviest album of all time?” i The Verge (af alle steder).
For selvom jeg sagtens kan nævne nogle virkeligt brutale riffs og sejtrækkende guitar-hug, så har jeg aldrig været på jagt specifikt efter ‘det tungeste metal’.
Jeg kan dog rigtig godt lide den slags langsom, kværnende og ofte instrumental metal – á la Pelican, Doom VS, Earth, Monolord og den slags – der er overraskende godt som baggrundsmusik til arbejdet.
Desværre er det så ikke så tit jeg har mulighed for at høre det ved et passende lydniveau hjemme på anlægget, der ellers har en udmærket subwoofer og håndterer den slags ret fint. Det er ikke så fordrende for godt naboskab at lytte ekstrem-metal på vindstyrke 12…
Hvad er ‘tungt’?
Man kan selvfølgelig også diskutere hvad ‘tungt’ egentlig er i denne sammenhæng.
Ifølge forfatteren Elizabeth Lopatto er det ikke nødvendigvis brutal eller aggressiv musik, men en lyd som giver lytteren fornemmelsen af at “blive kvast mod asfalten” af musikkens massive vægt.
Ikke at dét så er nogen særlig præcis definition.
Personligt er Metallicas “Sad But True” for mig et godt eksempel på et tungt, tungt riff – der kombinerer det bunddybe med en tilbagelænet og swingende vibe, men det er nok alt for melodisk og med lidt for meget Papa Het til at være med i konkurrencen her.
Tunge albums i opløbet
I artiklen nævner Elizabeth naturligvi en række af de bands og albums, der i følge sagkundskaben regnes for de tungeste.
Højt på listen er Sleeps “Dopesmoker” (der i øvrigt bare består af to numre, hvoraf det første alene er over 1 time langt!), men også Electric Wizard, Bongripper, Thou, The Body og Boris er med i opløbet.
Jeg må indrømme, at der var flere bands på listen, som jeg ikke engang havde hørt om før, så dem skulle jeg naturligvis tjekke ud, og de har været i semi-fast rotation de seneste par uger.
Der er dog en del som jeg næppe kommer til at lytte særlig meget. For eksempel går der rimelig meget 70’er heavy-blues i tingene på Sleep-albummet, og det bliver lidt trættende i længden (ironisk nok, når nu det hedder Søvn…).
Jeg vil ikke afsløre Elizabeths valg til titlen som det tungeste album, men kan jo godt nævne de fire album hun ellers har med i opløbet, nemlig:
- Boris: “Amplifier Worship”
- Hell: “Live at Roadburn”
- Bongripper: “Empty”
- Body/Thou: “Released from Love”
Tung tråd og transcenderende oplevelser
Uanset hvad Elizabeth nu vælger i artiklen, og uanset hvad man ellers selv ville anbringe på sin egen Top 3 derude (skriv endelig!), så elsker jeg at tage turen gennem andre menneskers engagerede, kuraterede og nørdede spillelister (i hvert fald når der er overlap til mine egne præferencer på en eller anden måde).
Skulle jeg selv vælge en ‘vinder’ – med det forbehold at det ikke kun skal være tungt, men også ellers falde i min smag – så må det nok blive Sunn O))), der leverer noget af det mest ekstreme og tunge lydflade-støjmusik jeg nogensinde har haft den fornøjelse at lytte til.
Det hører dog med, at det nok er ret influeret af mine live-oplevelser med Sunn O))), som jeg har hørt i DR Byens Koncertsal og i koncertsalen i det gamle Radiohus.
Begge gange gik jeg nærmest i trance mens de spillede, i en blanding af dronende riffs, tilrøget lysshow og ikke mindst et Stonehenge-lignende anlæg, der præsterede et lydtryk så monumentalt, at det føltes lige præcis som en tonstung vægt på hele kroppen.
Jeg er ikke ekspert i deres oeuvre, men vil umiddelbart nok vælge “Pyroclasts” eller “Life Metal” som de ‘tungeste’.
God fornøjelse, hvis du vælger at lytte med.
Tænke-tegninger – nu med app
Jeg er ikke særlig god til at tegne, og jeg er ikke mindmap-troldmand – ikke desto mindre kan jeg især til konferencer godt lide at kombinere mindmaps, tegninger og korte noter, når jeg lytter til oplæg.
Det hjælper med at holde fokus, samtidig med at man har fornemmelsen af at doodle – og jeg oplever faktisk også, at kombinationen af små illustrationer gør det nemmere at navigere i noterne bagefter.
Tænke-tegningerne (som jeg lige har døbt det) fungerer indrømmet bedst når jeg ikke umiddelbart skal bruge indholdet fx til et interview eller en artikel, men som en slags logbog eller tilbagelænet dokumentation synes jeg det er fint.
Her fx fra mit besøg på Rumkonferencen i november ’24 i Aarhus.
Noter og satellitter
Det giver mig også en undskyldning for at tegne og skrive med min Apple Pencil Pro på Padden – noget som jeg desværre ellers mest bruger når jeg læser pdf’er og laver highlights.
På app-jagt
Jeg har dog aldrig rigtig følt at jeg havde fundet den rigtige app til mine tænke-tegninger.
Goodnotes har længe været fast indbygger på hjemmeskærmen, og appen er proppet med fine værktøjer – men opdelingen i sider gør hurtigt noterne lidt klemte, og der er heller ikke noget egentlig mindmap-værktøj.
Ellers er der jo både tegne-apps og deciderede mindmap-tjenester derude i massevis (og jeg har bådet leget med Concepts og Mindnode), men jeg har ikke kunne finde appen, der gør det muligt at kombinere håndskrevne noter og tegninger med en mindmap-struktur.
Men idag lykkedes det så – og som så ofte forstår jeg ikke helt hvordan jeg har kunnet overse resultatet tidligere. Hvorom alting er, så kan SimpleMind både bruges til mindmaps på alle platforme (undtaget Linux), og man kan bruge sin Æble Blyant til at skrive og tegne.
I praksis betyder det, at jeg både kan bruge tastatur til at skrive fx den centrale node og måske det næste niveau også, samtidig med at jeg kan embedde eller tilføje tegninger og håndskrevne noter – enten som en del af en ‘node’ eller som sin egen ‘node’.
Og når jeg så trækker nodes rundt for at organisere mindmappet, følger tegninger og noter selvfølgelig med – hvilket også har været en udfordring tidligere, når jeg bare har “tegnet” og noterne efterhånden bliver lidt presset sammen i et hjørne.
Der er sikkert bedre mindmap-apps og tegne-apps derude, men det er altså lige præcis denne kombinationen, jeg har været på jagt efter – og det gik meget hurtigt med at få langet de $11.99 over disken, så jeg kunne bruge min Pencil.
Jeg er kun lige kommet igang med at udforske mulighederne, men har dog tjekket at jeg kan bruge de 2-3 ting jeg har savnet mest – altså kombinere dynamiske mindmaps med tegninger og noter – og at der findes et par skabeloner som jeg umiddelbart synes ser anvendelige ud.
Nedenstående eksempel er afgjort ikke det pæneste jeg har lavet, men kan dog illustrere hvad jeg regner med at bruge SimpleMind til.
Nu er det så bare at vente på næste konference, seminar eller workshop…
Test-map
Den årlige status for indie-livet
Det er utroligt nok blevet tid til den årlige status for livet som selvstændig – den 1. februar er det nemlig hele 8 år siden jeg forlod DR-moderskibet og drog ud på egen hånd for at lave podcasts, moderatoropgaver og meget mere.
TL;DR Den korte version er igen i år, at jeg stadig er så fantastisk privilegeret at have masser af spændende og sjove opgaver – og i 2025 skal jeg oven i købet på universitetet igen – men også at jeg altid så usikker på fremtiden, at jeg fortsat er på udkig efter nye opgaver.
Jeg synes dog også, at jeg er blevet bare en anelse bedre til at vurdere min tid og sige nej, hvis det bliver for presset. Det er angstprovokerende, men sikkert også sundt – hvis man kan…
Uanset hvad skal der lyde en stor tak for endnu et spændende år som indie til især Tina Ibsen, Jens Hjerrild Poder, Kristoffer Frøkjær, Katrine Lind, Michael Caspersen og folkene på AI Denmark 🙏
Masser af bolde i ilden…eller hvad det nu hedder
2024 – masser af podcasts
Jeg har som sagt endnu engang haft mange sjove og interessante opgaver i 2024, og haft masser af gode oplevelser med de mange mennesker jeg har arbejdet for eller med i løbet af året.
RumSnak-projektet har skruet op for antallet af opsendelser – undskyld, udgivelser – i 2024, og samarbejdet med vidunderlige Tina Ibsen fylder mere og mere af mit professionelle liv – på den absolut gode måde.
I året der gik lancerede vi blandt andet RumNyt-formatet, så podcasten nu udkommer hver uge (i forårs- og efterårs-sæsoner), og i oktober havde vi så den dobbelte fornøjelse at fejre vores episode 100-jubilæum med et liveshow på Bremen Teater og runde 1 million downloads i samme uge. Det var næsten lidt surrealistisk – men sjovt!
Jeg henviser i øvrigt til vores Rumåret 2024-episode, hvis man vil høre om nogle af de spændende ting der skete, og de mange gode oplevelser vi havde med at lave RumSnak.
En anden fast opgave er AI Denmark-podcasten, som vi udgiver hveranden uge. Jeg synes ubeskedent at det er blevet til nogle ganske udmærkede episoder i år, og jeg mener faktisk (igen ubeskedent) at det er lidt synd at podcasten har knap så mange lyttere som den fortjener…
Det er svært og lidt flabet at udvælge episoder fra det forgangne års tid med AI-stof, men jeg tillader mig alligevel at pege på besøget hos Universal Robots (36), den nørdede snack om neuromorfiske computerchips (32) og interviewet om AI-vejrudsigter (21) som nogle af mine personlige favoritter.
Og hvis vi skal have alle de faste podcasts med, så er ScifiSnak også still going strong – selvom vi ikke fik lavet helt det antal episoder sidste år som vi plejer. Men det er altså også primært et hyggeprojekt for mig og min gode ven Jens.
Derudover blev det til produktion af endnu en sæson af podcasten Grundtanker for Videnskabernes Selskab, og mange gode optagelser med værten Kristoffer Frøkjær, og det lykkedes også at komme i mål med produktion og udgivelsen af podcast-serien om Sundhedsinnovation for alle, hvor jeg helt bag kulissen hjalp Katrine Lind med tilrettelæggelse og redigering. Det var virkelig interessant at prøve at være en slags konsulent-tekniker i bagrunden i stedet for at være vært, og det ville jeg sådan set gerne lave mere af.
Endelig var der der i løbet af 2024 et par håndfulde moderatoropgaver og den slags – inklusive en serie af tech- og jura-tunge briefinger og seminarer om NIS2 og cybersikkerhed hos Tech Relations, og ikke mindst den faste tjans som scenevært i det store telt på Bloom-festivalen i Søndermarken i maj. Det er altid møghyggeligt!
Lidt for mange bolde i luften
Jeg måtte dog især efter sommerferien erkende, at jeg havde gabt over for meget, og efteråret blev temmelig presset.
Det er indrømmet sådan et irriterende humble brag at sige at man har for travlt og er småstresset, og man skal heller ikke klage, for det er jo dejligt at kunne sige at man har mange sjove opgaver.
Men i længden er det ikke rart med for mange bolde i ilden om ørerne, og det er absolut ikke mit mål at skulle tage aftener og weekender i brug for at nå mine deadlines. Faktisk er det (stadig) min erklærede, men uopfyldte, ambition at kunne gå ned på at arbejde fire dage om ugen.
Belært af efteråret – og med tanke på aftalerne for 2025 – endte jeg af samme årsag med at sige nej tak til et par større opgaver, og desværre også sætte et foreløbigt punktum for min aftale med It-vest om produktion af podcast-serien Computational Thinking – at tænke med maskiner. Det har været 4 rigtig gode år med givtige og hyggelige timer i samarbejde med Michael Caspersen, men jeg kunne simpelthen ikke finde plads til det hele – og nogle gange skal man jo også prøve noget nyt…
Programmet for 2025
Og hvordan ser det kommende år så ud indtil videre?
Ja, apropos at prøve nyt, så bliver 2025 året hvor jeg kaster mig ud i noget relativt anderledes, og på en måde vender tilbage til skolebænken. Jeg har nemlig fået æren af at blive fellow på Syddansk Universitets Digital Democracy Centre, hvor jeg cirka en dag om ugen skal udforske krydsfeltet mellem AI og demokrati – og (selvfølgelig) også vil dokumentere min proces i form af en række podcast-interviews.
Jeg er kun lige gået igang, men glæder mig voldsomt til at få tid til at dykke dybt ned i emnet over flere måneder, til at lære at lave research på nye måder, og til at komme i kontakt med et nyt netværk af phd’er, professorer og andre kloge hoveder på SDU og rundt omkring i landet.
Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal have energi til noget nyt, så det også godt at have noget mere velkendt ved siden af – og både RumSnak, AI Denmark og ScifiSnak fortsætter heldigvis i år. Så jeg glæder mig også til at kunne klø på med både kunstig intelligens, science fiction og alskens slags rumaktiviteter. Jeg tror ikke det holder op med at være spændende lige med det samme.
Der ligger også allerede flere moderator-opgaver i kalenderen, hos Tech Relations, Bloom og andre gode folk, og det betyder helt utroligt og overvældende, at 2025 faktisk er rimelig fyldt op allerede – i hvert fald hvis jeg skal holde ambitionen om ikke nødvendigvis at arbejde fuld tid plus det løse.
Job(u)sikkerhed og privilegier
Skal jeg vove pelsen og komme med en forudsigelse, så gætter jeg på at jeg dog inden året er omme er “kommet til” at sige ja til noget mere.
Og jeg er også straks gået igang med at overveje, om min gamle con amore-podcast work.flow skal vækkes fra dvalen.
Det er ikke fordi jeg vil lyde kæk og ombejlet og ih-se-hvor-det-går-godt-agtig, men jeg har heldigvis stadig masser af lyst til at launche nye projekter og prøve nye ideer af.
Min forudsigelse handler dog også om, at jeg stadig ikke helt tror på at det går så godt som det gør – og derfor nok fortsat vil være på jagt efter nye opgaver, og have svært ved at sige nej…
Jeg har i alle 8 år siden jeg måtte stoppe i DR været på halv-seriøst udkig efter en fast stilling, måske på deltid. Men selvom jeg ikke helt kan droppe at tjekke job-annoncer, så er jeg nok også ved at indse, at jeg er tæt på at blive uansættelig.
Det er – igen – et kæmpe privilegie at kunne tilrettelægge sin egen tid, arbejde med mange forskellige kunder, kolleger og projekter, vælge sine egne systemer og købe det udstyr man skal bruge – og jeg mistænker jeg jeg simpelthen er blevet for vant til det gode liv som selvstændig.
Men lad os nu se – tingene kan hurtigt vende, og jeg kan jo heller ikke udelukke at jeg en dag alligevel bliver fristet, hvis drømmejobbet viser sig (genstart af Harddisken, anyone?) eller nogen skulle være så uforsigtige at tilbyde mig en lokkende deltidsansættelse.
Jeg tror dog, at jeg foreløbig bliver i tilværelsen som indie-podcaster – på trods af usikkerhed og lejlighedsvis overbelastning. I hvert fald så længe jeg har den luksus at have så meget frihed og så mange sjove opgaver som jeg har haft hidtil.
Næste reality check: januar 2026. Stay tuned.
Tak.
Severance – ny sæson
Det er nok ikke specielt opfindsomt, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale at man ser “Severance” på Apple TV+. Det er en af de flotteste scifi(-agtige) serier jeg har set længe, og et medrivende drama med præstationer på højt niveau.
Det er lidt svært at forklare, men sagt meget kort handler serien om en række ansatte i firmaet Lumon, som har fået indopereret en chip i hjernen som deler dem op i to bevidstheder.
Den ene (outies) lever et mere eller mindre normalt liv ude i virkeligheden, mens den anden del (innies) kun oplever at være på arbejde i Lumons særlige kælderetage for ansatte, der har fået foretaget operationen og er “blevet delt” – severed.
Den første sæson kom i 2022, og var et totalt mindfuck – på den gode måde. Historien er vild, men atmosfæren og stilen er næsten ligeså vigtig, og jeg har ventet på sæson 2 lige siden den vilde cliffhanger af en afslutning på første sæson.
Foto: Apple
Mens vi venter
Nu har sæson 2 så netop haft premiere her i fredags – under en del mere hurlumhej end i første runde.
Som optakt har jeg i ugerne op til genset de første 9 afsnit, som utroligt nok var endnu bedre anden gang.
Og jeg gik også igang med at parallel-lytte den officielle podcast, hvor Ben Stiller (som har instrueret) og Adam Scott (der spiller hovedrollen) er værter for en perlerække af skuespillere, forfatttere, fans og kändisser, som er med til at gennemgå alle episoderne – og alle historierne rundt om.
Podcasten fortsætter i øvrigt med studiesnak om de nye afsnit efterhånden som de udkommer.
Sæson 2 holder!
Den nye sæson – eller i hvert fald det første afsnit – samler straks op på trådene , men der er gået 5 måneder og meget har forandret sig.
“Severance” er i høj grad en “what the fuck?”-serie, hvor man konstant spørger sig selv hvad der egentlig foregår. Men igen – på den gode måde.
Desværre begik jeg også den fodfejl her i weekenden at se sidste afsnit fra sæson 1 og første afsnit fra den nye sæson 2 lige i rap – og det nyeste afsnit føltes indrømmet en anelse…langsomt…efter det vilde tempo med action og afsløringer og følelser på kogepunktet i første sæsons afslutning.
Den fantastiske stemning fortsætter dog, og der var masser af ‘hvad fanden foregår der-øjeblikke’.
Så jeg tøver ikke med at erklære, at “Severance” fortsat holder – og jeg kan næsten ikke vente til næste fredag…
rumskibet er landet i korsør
morgenmåne på alleen
Research-værktøjer - nyt legetøj
Som jeg antydede forleden, er en stor del af fornøjelsen ved at begynde på mit fellowship på SDU, at jeg har en undskyld for at dimse med apps og tjenester til research.
I dag har jeg brugt en del af min første dag “på universitetet” på at samle en masse læsestof – i første omgang primært pdf’er (en skøn blanding af videnskabelige artikler, rapporter og andre mere eller mindre seriøse udgivelser).
Og i den forbindelse har jeg også leget lidt med nogle af de AI-værktøjer, som lover at de kan hjælpe med at finde relevant research.
Søg og maskinen skal finde
Mere konkret har jeg prøvet Connected Papers, Litmaps, Elicit og Research Rabbit, som egentlig allesammen er udmærkede på hver deres måde.
Som udgangspunkt fungerer de basalt set ved at man “poder” dem med en artikel (enten som upload eller bare med titel eller DOI), og så går maskinen på jagt efter relateret materiale.
Man kan vælge bare at få det præsenteret som en liste, men de kan rigtig godt lide at vise resultatet som en form for graf, der illustrerer hvilke artikler der er forbundet til hinanden – hvilket måske også kan give en hurtig idé om hvor de ‘tungeste’ kilder ligger henne.
Jeg vil dog ikke sige at nogen af dem er decideret intuitive, og jeg er ikke sikker på om jeg ligefrem kommer til at betale for nogen af dem – måske viser det sig også, at det har størst værdi i denne indledende fase, hvor jeg virkelig forsøger at skrabe inspiration og materiale sammen?
Men sjovt er det jo at lege med!
Jeg har i øvrigt fundet flere af tjenesterne via en af mine nye yndlings-kanaler på Tuben, nemlig Andy Stapleton – der, udover at have en frygtelig smag i t-shirts og et af de sejeste fuldskæg nogensinde, også laver tonsvis af videoer om AI-tjenester til forskning.
Der kommer jeg til at bruge meget tid de næste 9 måneder…
Læsning, highlights og forbindelser
Jeg synes som sagt jeg fik samlet en god bunke læsestof idag, og var moderat tilfreds med AI-assistancen.
Til gengæld er jeg stadig lidt ude at sk…svømme, når det handler om selve læsningen, og ikke mindst et godt workflow til highlights, notetagning, processering af citater og skabelsen af et godt overblik.
Aktuelt er jeg, som tidligere nævnt, ret godt forankret i Obsidian og Readwise Reader, men nu hvor jeg kommer til at læse en masse (videnskabelige) pdf’er er det vante system lidt udfordret.
Så eftermiddagen er gået med en række mere eller mindre uforløste eksperimenter med både DEVONthink, Zotero, Bookends og Highlights – samt diverse plugins til Obsidian, automatiserede mappe-handlinger med Hazel og så videre.
Jeg nåede også lige – næsten – at fucke alting op, da jeg kom til at lade Bookends omdøbe og så slette en røvfuld af de pdf’er, som jeg omhyggeligt tidligere på dagen havde samlet og givet navn efter artiklernes titler.
Dammit.
Heldigvis lå de stadig i Bookends skraldespand, og det tog “kun” 10-12 minutter at give filerne de rigtige navne…igen.
Nå, men foreløbig er jeg altså havnet i Reader og Obsidian, med Highlights som alternativ til pdf-annotering, og med Zotero som et muligt supplement, hvis det viser sig at jeg for alvor får behov for at holde styr på referencer, forfattere og korrekte citationer.
Skulle du sidde derude med lignende behov og systemer, så sig endelig til – jeg kan altid bruge inspiration (og en undskyldning for at lege med noget nyt).
Obsidian på steroider
Obsidian er fortsat en af de sejeste apps, når det handler om at tage noter eller – mere ambitiøst – lave såkaldt Personal Knowledge Management, PKM.
Obsidian
Og jeg troede egentlig at jeg havde affærdiget tanken om at vende tilbage til Obsidian – men så “kom jeg til” at tjekke den relativt nye Web Clipper og ikke mindst den Web Viewer (interne browser) som aktuelt er tilgængelig for Obsidians såkaldte Catalysts.
Oy gevalt, det er cool.
Klip fra nettet
Den (relativt) nye Web Clipper er, som navnet antyder, et udvidelse til browsere, som gør det nemt at gemme websider, artikler eller highlights fra websider som noter i Obsidian.
Noterne bliver gemt med for-udfyldte ‘Properties’ – metadata som fx kan være tags, forfatter, URL, etc.
Det er i sig selv ikke nyt (Evernote lavede en tilsvarende clipper allerede for mange år siden, som i øvrigt aldrig er blevet overgået), men Obsidians clipper er alligevel i en kategori for sig selv.
Man kan nemlig ikke “bare” gemme artikler og tekst fra websider, men også lave sine egne skabeloner, hvor man selv vælger hvilken Vault, noten med webteksten skal gemmes, og hvilke Properties man vil sætte som standard.
Det betyder, at man fx kan lave en Clipper-skabelon særlig til YouTube (på forhånd udfyldt med tagget ‘video’ eller hvad man nu vil), eller en skabelon til nyhedssites, eller hvad man nu har lyst til.
Jeg gætter dog på, at jeg næppe kommer bruge Clipper’en mere end en håndfuld gange om ugen, fordi jeg gemmer de fleste ting fra artikler jeg læser i min RSS-app Unread.
Som med alt, der har med Obsidian at gøre, er Web Clipper cirka 63 procent mere avanceret og kompliceret end den behøver at være, men det er supersjovt at lege med – også selvom jeg i praksis nok bare vil bruge én skabelon.
En browser i din noteapp
Den anden feature, som har slæbt mig tilbage i Obsidian (så længe det varer) er Web Viewer.
Ideen er basalt set, at man kan åbne en tab eller et panel inde i Obsidian, som giver adgang til at browse det store interweb – og det er overraskende bekvemt at kunne åbne links fra sine noter inde i Obsidian, eller åbne et browservindue i appen hvis man skal læse og skrive, eller kopiere tekst fra en webside.
For ja, man kan selvfølgelig bare have Obsidian og Safari åbne ved siden af hinanden, men Web Vieweren er bare rigtig godt integreret i appen, og man slipper for alt det udenoms-ballade som på godt og ondt er en del af Safari (og de andre browsere).
Web Viewer er foreløbig kun tilgængelig for folk, der har støttet Obsidian som såkaldte ‘Catalysts’, og der mangler en del features endnu, men den bliver nok rullet ud til alle inden så længe. Ellers koster det bare $25 at støtte udviklingen af Obsidian – og det er lige før Web Vieweren er dét værd i sig selv.
PS
Obsidian…igen-igen?
Jeg er som altid i syv sind når det gælder (note-)apps.
Jeg synes stadig Bear er den pæneste og hyggeligste(?) noteapp, Craft fungerer ret okay som samarbejds-app, og IA Writer er oldschool cool når man skal skrive længere tekster – og der er altid lokkende nye muligheder derude.
Men Obsidian kan virkelig et eller andet specielt.
Det er trygt og bekvemt at noterne bare er Markdown-filer på computeren, det er sjovt at lege med de mange plugins og indstillinger (selvom man nogle gange bruger alt for meget tid på at dimse), og der er et fantastisk community som har svar på det meste.
Så…lige nu er jeg altså mestendels tilbage i Obsidian. Det er rart at være her igen.
Månedens Pensum december 2024
Let forsinket, men her kommer et lille udvalg af ting at læse og kigge fra december sidste år.
(Som altid – det er ting jeg har læst og set den forgangne måneds tid, ikke nødvendigvis spritnyt stof).
Masser af læsestof
På vej mod varmedøden 1
Jeg kan ganske enkelt ikke stå for en artikel, der begynder således:
Life is an anthology of destruction. Everything you build eventually breaks. Everyone you love will die. Any sense of order or stability inevitably crumbles. The entire universe follows a dismal trek toward a dull state of ultimate turmoil.
Og med dén indgangs-fanfare kaster Zack Savitsky sig så ud i en dejlig langlæser om fænomenet ‘entropi’.
Sagt meget kort handler entropi i den populære forstand grundlæggende om at alting altid bliver stadig mere rodet – men måske handler det også ligeså meget om den, der observerer systemet (hvadenten det er et spejlæg eller hele Universet)?
Glimrende og velformidlet Quanta-artikel om et fascinerende emne.
PS. Første gang jeg stødte på Quanta troede jeg at det var et in-flight magasin fra flyselskabet Quantas, og var ret mystificeret over deres lange skriv med fokus på videnskab…
På vej mod varmedøden 2
Hvad man man selv gøre for at mindske sin medskyldighed i KlimApokalypsen(tm)?
Fin opsummerende artikel i Information med Morten Sommer, forfatter til bogen “Er mit liv bæredygtigt?”
Det korte svar, kan jeg næsten garantere, er ‘nej’. Men derfor kan man jo godt prøve så meget man kan.
For nylig havde jeg en kort diskussion på Blåsky om værdien af individuelle handlinger i denne sammenhæng – og min påstand er, at det afgjort har en effekt at gøre noget, også som enkeltperson.
For det første fordi “mange bække små” og alt det dér, for det andet fordi selv små ting i hverdagen kan hjælpe én med at holde fokus på klimaproblemet, så man husker også at blive ved med at skubbe til virksomheder og især politikerne.
Growl-fest med Tatiana
Her i sidste uge genoptog jeg mit abonnement på YouTube, og i den anledning slutter jeg Pensum med en video.
Det er egentlig lidt i protest, for jeg er stadig sur over at Google fjernede mellempris-niveauet, og nu kun tilbyder det dyre abonnement med en masse knald jeg ikke har brug for – for i virkeligheden betaler jeg kun for at undgå reklamerne. Det er så næsten også alle pengene værd…
Anyway, jeg kan mærke at mit forbrug af Tube-videoer allerede er skudt heftigt i vejret, fordi jeg ikke skal slås med reklamerne, men allerede inden jeg tegnede abonnement igen, nåede jeg i december at se et par fine ting.
Jeg var dog – som jeg har skrevet om tidligere – mestendels optaget af tasker og lommeknive, og de videoer skal I nok slippe for.
Det blev imidlertid også til et gensyn med en af de videoer jeg har set flest gange nogensinde, nemlig live-i-studiet-versionen af Pisces, med det fænomenale ukrainske metalband Jinjer.
Hvis man ikke kender bandet eller sangen, så skal man unde sig selv oplevelsen af at se med, uden yderligere information – og især følge sangeren Tatiana, der virkelig kan gøre ting med sin stemme….
Gåturs-jubilæum – 8 år
Så har jeg idag rundet 8 år med minimum 10 kilometers gang HVER dag.
Otte år på tur
Min tracking siger mig i øvrigt, at det er 10 kilometer som minimum, men i gennemsnit faktisk 12.6 kilometer om dagen i 2024.
Jeg er faktisk lidt stolt – men indrømmet også en smule usikker på præcis hvor neurotisk man har lov at være?
For nogle af turene er jo dejlige, med både frisk luft, podcasts, musik og sjove små oplevelser. Og så er det jo bare en god vane!
Men jeg har i de forgangne 2920 dage med 10 kilometers gåtur også været ude på vejene med både Corona, kvalme, influenza og tømmermænd – hvor jeg måske bare burde være blevet hjemme…
Men hey, det er jo ikke sjov at have en besættelse, hvis man ikke er besat!
Læs mere i arkivet