|||

Alternative capture-apps

Jeg oplever – sikkert som de fleste – at jeg mange gange i løbet af dagen har behov for hurtigt at skrive noget ned for at huske det senere. Og lige nu er jeg igang med en række små eksperimenter for at udforske mulighederne. Jeg har dog stadig ikke fundet den helt rigtige løsning…

Vi har givetvis allesammen forskellige behov, men for mig er det i hvert fald vigtigt at løsningen er 1) digital, 2) kan tilgås på alle dimser, 3) er enkel og hurtig, og 4) kan bruges som en slags hub hvorfra de enkelte noter nemt kan sendes videre til andre apps.

Hvis appen (for det er jo nok en app) så også kan håndtere både tekst, links, billeder, pdf’er og bogmærker er det ekstra fornemt.

Jeg vil gætte på at 80-90% af mine captures er korte tekstbidder (blogideer, bogtitler, etc), ting jeg skal gøre (der hurtigt ryger videre til Todoist), og links eller highlights fra websider.

Drafts og alternativer

I mange år har jeg primært brugt Drafts, der er en fantastisk app. Men det har altid generet mig at det visuelle interface er rodet og overfyldt, og at appen i virkeligheden kan alt for meget. Så selvom jeg altså er daglig bruger af Drafts er jeg også hele tiden på udkig efter alternativer…

I de senere måneder har jeg været frem og tilbage mellem flere forskellige muligheder, men det tætteste på en god løsning har nok været Capture, som jeg har nævnt flere gange her på bloggen.

Og det kan sagtens være jeg vender tilbage til Capture, der hele tiden får små opdateringer, og som jeg netop har købt livstids-adgang til, for at støtte udviklerens fortsatte arbejde.

Der er dog stadig en del bugs og nogle små irritationsmomenter, der har holdt mig tilbage fra at gå all-in på Capture. Det vil føre for vidt at gå dybt ned i detaljerne, men på det seneste har jeg sloges med en del crashes på Mac, og så håndterer Capture ikke tekst særlig elegant.

En anden interessant mulighed er i øvrigt Funnel, hvor udvikleren vist sidder her i Danmark. Den er dog også temmelig kantet, den mangler integration til en del apps, og den har heller ikke gode løsninger til Mac og Padde. Men jeg holder øje med den!

Andre indbakker?

Nå, men her fredag fik jeg så pludselig ideen til at tackle udfordringen på en lidt anden måde. I stedet for at se efter enkle noteapps som Drafts og SnipNotes og den slags, så begyndte jeg at kigge på task manager-apps som en mulighed for at lave de dér hurtige opsamlinger af noter, links, påmindelser eller andre småting.

Det første stop var (naturligvis) Things 3, der er en af mine yndlingsapps nogensinde – selvom den stadig mangler en del af de nødvendige funktioner for at jeg kan bruge den i hverdagen.

Her er dog altså en mulig undskyldning for at hive Things frem fra skuffen igen!

Udover at den er superlækkert designet, så har Things en del oplagte fordele i denne sammenhæng – blandt andet at man kan skrive gode noter i Markdown, at den har god Quick Capture-genvej på Mac, at den nemt håndterer links og at tjenesten syncer hurtigt.

Et lille indbakke-vindue i ThingsEt lille indbakke-vindue i Things

Desværre har den løsning så også nogle problemer. For eksempel bliver en task i Things ikke automatisk fjernet fra indbakken, når man sender den videre til en anden app via Share-menuen, og så er der pludselig lidt ekstra ting man skal huske at gøre. Det giver god mening for Things som task manager, men er ikke så fedt hvis den skal bruges som capture-app.

Det er også lidt ærgerligt at man ikke kan vedhæfte billeder eller filer, og at hver opgave bare har én linje i oversigten (selvom de selvfølgelig “åbner” med tekstfelt og planlægning og det hele, når man klikker på den enkelte opgave).

Risikoen er også, at det bliver endnu et sted hvor jeg bliver fristet til at have egentlige tasks med deadlines, fordi jeg glemmer at sende dem videre til Todoist.

Det oplagte næste skridt var derfor også Todoist, men – spoiler – det er heller ikke en optimal løsning. Og Todoist er ligesom Things altså heller ikke designet til at opfylde mine capture-behov, så det giver god mening.

Så selvom det var tiltrækkende at forsøge at samle alting i Todoist, så sloges jeg lidt for meget med at man ikke umiddelbart kan sende Todoist-opgaver videre til andre tjenester, som er et uomgængeligt krav.

Og ja, jeg testede også kort Apple Reminders, men jeg kan simpelthen ikke blive gode venner med dén app, specielt ikke på Mac, hvor man skal klikke rundt som en tosse for at ændre de mest basale ting ved en opgave.

Kan Craft være redningen?

Efter alt for mange timer med eksperimenter og jagt efter andre apps (Godspeed ser fx supercool ud, selvom den heller ikke rigtig tackler mine behov), er jeg foreløbig endt med endnu et eksperiment, som jeg regner med at fortsætte i den kommende uge.

Det gik nemlig op for mig, at jeg aktuelt – på godt og ondt – er så meget inde i Craft, at det måske giver mening bare at bruge netop Craft til også at være ‘opsamlings- og indsamlings-app’.

Jeg skriver de fleste af mine manuskripter, mødereferater og koncepter i Craft, og har også mine daily notes i appen – så nu forsøger jeg mig altså med forskellige muligheder for også at samle links, korte noter og den slags her.

Jeg har med både indbyggede funktioner fra Craft og en række enkle Apple Shortcuts lavet et system, så jeg nemt kan skrive ting som 1) opgaver, 2) tekst med links, billeder, etc i den aktuelle daglige note, eller 3) tekst etc i en “Quicknote” som jeg har lavet specifikt til at samle alting op.

En af de enkle input-genvejeEn af de enkle input-genveje

En af fordelene (håber jeg) ved dette system er, at jeg allerede bruger Craft så meget, at jeg forhåbentlig ikke risikerer at glemme alle de mange små input.

Og selvom appen ikke er lavet til (som en Capture-app) at dele eller videresende de enkelte noter eller opgaver fx til Todoist eller en email, så er det nemt at at flytte tingene internt i Craft, eller bare kopiere teksten, og endelig er der faktisk integration med IA Writer, Drafts, Day One og andre af de apps jeg ellers bruger.

More research needed…

Eksperimentet skal nu vise om det overhovedet giver mening, om jeg risikerer at sprede tingene for mange steder (og hvad jeg så skal gøre ved det), og ikke mindst om det er farligt at begynde at bruge Crafts tjeklister med todos?

Craft har for nogle måneder siden fået en relativt robust task-funktion, som også er fint integreret i de daglige kalender-noter, så der ligger en risiko for (ligesom med Things) at få et parallel-system til Todoist, og det er jo ikke meningen.

Jeg er spændt på at se hvordan det går, om der viser sig helt alternative løsninger, eller om jeg måske bare ender med at vende tilbage til Drafts igen…

Up next They call it Le Chat Nyt fra WWDC 2025
Latest posts SmåTing – klimadata, euroalternativer og falafler Nyt blogformat Farvel Copenhell 2025 RumSnak på Copenhell Con Der går lidt langsomt her til morgen Capture-app med AI? Preparing the way Nyt fra WWDC 2025 Alternative capture-apps They call it Le Chat Overcast Breakout Månedens Pensum maj 2025 Unødvendige app-tjek Morgendråber i Søndermarken Farvel til Pocket – hvad skal du så bruge? Bloom 2025 - med lidt sol trods alt Sol i Aarhus Tid til at arbejde, tid til at slappe af Recall AI – researchhjælp fra din kunstige assistent Hej lille bille Menu-magi på din Mac Politisk grafitti Mac vs Padde Reboot af Raycast Månedens Pensum apr 2025 Apple Fitness driller – og jeg var ved at eksplodere Blomster i Odsherred Connectikette Hyperspace – find masser af “gratis” lagerplads på din Mac Mail-irritation fikset på et øjeblik Det jeg føler du siger er…