Jeg er aktuelt i den situation, at de vigtigste apps og tjenester i mine workflows mere eller mindre ligger fast – men jeg kan stadig ikke kan lade være med at gå på jagt efter alternativer.
Det er ikke helt klart for mig, hvorfor jeg 1) synes det er så sjovt at tjekke nye apps, og 2) har så svært ved bare at blive i de løsninger jeg ved fungerer?
Hvorom alting er, så spænder jeg løbende ben for mig selv ved at kaste mig ud i – ofte lidt halvhjertet – at skifte noteapp eller kalender, uden at der altså egentlig er noget galt med de apps jeg bruger.
Som sagt er mine vigtigste workflows efterhånden (for tiden) faldet så meget på plads, at elementerne ikke umiddelbart giver mening at skifte.
Jeg bruger Fantastical som kalender, i dyb integration med Todoist, og på notesiden er Craft en slags hub ikke mindst til de projekter der kræver samarbejde med andre.
Alle disse muligheder…
Min mail ligger i Apple Mail, Drafts er den centrale tekst-opsamler, og Readwise og Goodlinks er mine læs-senere-tjenester.
Ikke desto mindre bruger jeg ofte timevis i sofaen på at lede efter alternative apps og tjenester – nogle gange fordi der faktisk er et eller andet som irriterer mig ved de apps jeg bruger, men andre gange bare fordi…jeg er på jagt efter noget nyt.
For nylig har jeg således – selvom jeg altså egentlig er ganske glad for Day One – tilbragt flere aftener med at tjekke andre journaling apps som Diarly, Everlog og Stoic – uden egentlig at være parat til at skifte.
Og ligesom jeg fandt ud af for halvandet års tid siden, så er der faktisk heller ikke nogen oplagt udfordrer (til mine behov).
I sidste weekend – hvor jeg som scene-vært tilbragte 28 timer i Summer-teltet på Bloom-festivalen – brugte jeg også (igen) en masse pausetid med at prøve de forskellige Drafts-alternativer.
Jeg vil gerne have ét sted at samle alle ideer, input, tanker, links, spørgsmål eller småopgaver der dukker op, og Drafts er jo en fantastisk app – men er ikke særlig god til opsamling af links, billeder, dokumenter og den slags.
Aktuelt leger jeg med Capture, men skulle også lige (gen-)besøge SnipNotes, Funnel, Tot og et par andre af de (i øvrigt meget få) alternative apps derude.
Igen: ganske hyggeligt, men uden at det egentlig var strengt nødvendigt.
I dag kom jeg så til at kaste mig over alternative browsere, selvom jeg jævnligt har tjekket de oplagte, og hver gang bare vender tilbage til Safari (og Brave, når det er nødvendigt).
Men jeg faldt altså i gryden og begyndte at lege med Vivaldi-browseren, fordi…ja, bare fordi.
Det er faktisk en ganske udmærket browser, især for folk som gerne vil tweake og pille ved indstillinger, men udover at det måske kan være en Chromium-baseret browser til de sites, som ikke fungerer ordentligt i Safari, så er der jo ikke nogen tungtvejende årsager til at bruge Vivaldi.
Jeg hentede faktisk også Microsoft Edge i et anfald af halvdesperation, men bare det faktum at den fra starten var fyldt med nyheder fra MSN.dk var nok til at få mig til at slette den igen…
Uden at dykke dybt i en selv-analyse, så handler det nok i vid udstrækning om generel digital-FOMO (jeg tjekker også opdateringer til mine apps hver dag).
Og jeg er givetvis bare slave af tech-hypemaskinen og af hashtag productivity-influencerne derude, der hele tiden fortæller om alle de nye muligheder som fungerer MEGET bedre.
Jeg vælger dog at sige til mig selv, at det jo aktuelt også kan være et projekt i sig selv at kigge efter app-alternativer i Europa – og der er fin inspiration fx på denne side.
Endelig, så er apps jo også bare en hobby, og vi kan også sige at jeg er nysgerrig – og så er det vel ok?