Jeg har givet mig selv en tidlig fødselsdagsgave, og er nu den vældigt tilfredse ejer af det dyre, men lækre, Keychron Q1 HE-tastatur.
Mmm…nyt tastatur…mmm
Mekaniske tastaturer har længe stået højt på min liste over drømmehobbyer, uden at jeg nogensinde har turdet kaste mig ud i tingene for alvor.
Jeg har kigget længselsfuldt på adskillige videoer, været med til et par workshops, lånt nogle tastaturer til test, og er dybt misundelig på folk med prale-reoler fulde af hjemmebyggede keyboards.
Men det er på godt og ondt aldrig rigtig blevet en etableret hobby.
Der er flere grunde til at jeg aldrig rigtig har taget næste skridt.
En lavpraktisk omstændighed er at jeg sidder på et lille fælleskontor og derfor skal tage ret meget hensyn til mine kolleger og ikke bare kan gå all-in med klik-klakkende tastaturer.
Samtidig er jeg ret bevidst om, at jeg har begrænset plads til (og behov for) tastaturer og bygselv-projekter, og jeg hverken kan eller vil have mere gear liggende end jeg egentlig skal bruge.
Så mekaniske tastaturer har altid været en lidt udfordret proto-hobby for mig – jeg kigger og er fascineret og nysgerrig, men har indtil videre altid talt mig selv fra at gå videre.
Der var dog én gang hvor jeg så gik fuldstændig amok – ikke så meget med selve byggeriet, men med keyboardet.
Jeg investerede uoverlagt i et minimalistisk og supernørdet Planck EZ ‘ortolinear keyboard’, som dog hurtigt viste sig at have en indlæringskurve så stejl, at jeg crashede med et brag og endte med at give det videre til en mere modig sjæl.
Nåmen, altsammen bare som en lang optakt til det aktuelle indkøb, det førnævnte Keychron Q1 HE.
Jeg skal ikke kaste mig ud i en længere snak om forskellige taster og tasteteknologier, men ‘HE’ står for Hall Effect, og sagt meget kort så betyder det, at der er magneter inde i tasterne, i stedet for mere konventionelle fjederblade af metal.
Og da jeg først begyndte at dykke lidt ned i tingene, blev jeg bare helt revet med af tanken om magneter (magneter, mand!), og senere af Q1-tastaturets retro-agtige stil og lyden af tasterne på de mange, mange videoer jeg har set med tests af Q1 og en masse andre keyboards.
HE-keyboards bliver primært solgt som gamer-tastaturer og har (angiveligt) en række fordele især i skydespil. Det ved jeg ingenting om. Jeg skal bare bruge det til at skrive på.
Nu har jeg så haft det nye tastatur en uges tid, og selvom jeg nok stadig er i hvedebrødsdagene, så er jeg for en gangs skyld ret sikker på at mit indkøb har været en succes.
Det føles som ægte kram, det lyder fantastisk, og det er superlækkert at skrive på.
Jeg har indtil videre kun leget en lille smule med de forskellige tilpasningsmuligheder. Jeg byttede rundt på et par taster og deres funktioner, og har tweaket Esc-tastens aktiverings-tryk, men ellers har jeg stadig til gode at prøve at indstille hver enkelt tast helt præcist via Keychrons webinterface.
Escape!
Jeg har heller ikke endnu hygget mig med en opstilling, hvor jeg kan skifte mellem at bruge det nye Keychron på både Mac og Padde (i modsætning til Apples keyboards, grrr), men det skal afgjort prøves!
Og så skal jeg nok også ud at finde en håndledsstøtte, og i øvrigt ændre min arbejdsstilling, som er noget anderledes end med et fladt lavprofil-tastatur.
Men indtil videre er jeg virkelig glad for det nye hakkebrædt, som jeg relativt hurtigt har vænnet mig til, selvom layoutet er lidt anderledes end på de Apple-keyboards jeg plejer at bruge.
Det lader også til, at mine kontorfæller har accepteret det. Faktisk siger den ene af dem, at hun kommer til at tænke på mild sommerregn, når jeg skriver – og så er lyden jo nærmest en feature!
Så ja, det var et dyrt og lidt uoverlagt køb (jeg burde nok have testet en masse keyboards før jeg valgte), men det er mega nice (som de unge siger?), og jeg glæder mig til forhåbentlig mange gode år med det magnetiske skriveri.
PS. Ifølge mit arkiv og en tidligere blogpost har jeg også for et par år siden købt et Keychron K7, men har ingen erindringer om at have brugt det, endsige om hvor det aktuelt skulle befinde sig. Det er meget mystisk.