Forleden skrev jeg om en håndfuld apps, som jeg har leget med – og i skrivende stund har jeg så netop taget abonnement på både Peak Widgets, Chronicling, og Pinning – og Capture havde jeg allerede betalt for.
Jeg ved ikke om de små apps stadig ligger i heavy rotation om en måned eller om et år, men de kostede 10 eller 20 dollars om året pr styk, så jeg synes det var til at overkomme (og så støtter man jo udviklingen).
Nåmen, nu hvor læderet alligevel var oppe af lommen, så snuppede jeg også lige et prøve-abonnement på endnu en app, som jeg har gået og snuset til et stykke tid.
Samlet læse-kigge-spille-liste
Sequel er en app der hjælper med at holde styr på de film og serier man gerne vil se, bøger man gerne vil læse, og spil man vil spille.
Jeg har ellers for en del år siden besluttet mig for ikke at tracke film og tv-serier, selvom jeg omvendt går ret meget op i at holde styr på min læsning og mine bøger.
Det er ikke helt klart for mig hvorfor det skulle være anderledes at samle og rate mine film i Letterboxd end at gøre det samme med bøger i Goodreads eller Book Tracker, men…sådan er det altså blevet.
Samlet overblik i Sequel
Anyway, for nylig blev Sequel nævnt af Macstories som en runner-up i kategorien Bedste Nye Feature, og dét lokkede mig til at kaste et fornyet blik på appen, og genbesøge min beslutning om film-tracking.
Og for nu at gøre en længere eftermiddags eksperimenter til en kort(ere) historie, så endte jeg altså med at snuppe et års abonnement – så må vi se om jeg kan holde tracking-dampen oppe.
Foreløbig nyder jeg dog at have et samlet overblik på alle de film og serier (jeg har hverken bøger, lydbøger eller spil i appen) som jeg har på diverse lister i forskellige streamingtjenester. Det har allerede gjort det nemmere at vælge hvilken serie vi vil gå igang med, når vi er færdige med Shrinking (sæson 2 holder!)
Jeg tror dog ikke jeg kommer til at gå tilbage og indtaste de mange hundrede film jeg har set i de forgangne år…
Magisk Indsamling
Det var især to funktioner i Sequel, der lokkede.
For det første kan man i Pro-versionen angive hvilke streaming-tjenester man har adgang til (inklusive fx DRTV), og så holder appen øje med hvor man kan se de film og serier man har sat på sin Watchlist. Update: det er så ikke rigtigt, sorry – men appen kan dog vise om en film eller serie kan ses i de tjenester, man har…
For det andet (og det var den feature som gav en runner-up i Macstories), så kan Sequels såkaldte Magic Lookup gøre det meget nemmere at samle inspiration ind i appen.
Hvis man fx befinder sig på en af de mange lister over “årets bedste dramaer på Netflix” som rammer nyhedsfeedet her i december, så kan Sequels ‘magiske’ analysator identificere titlerne, og gør det muligt at føje dem til appen med et enkelt klik.
Det kan potentielt spare mig for mange ekstra skridt med at gemme artiklen, highlighte udvalgte film og så manuelt søge og tilføje dem fx i Sequel.
Det lokker faktisk så meget, at jeg overvejer at bruge appen også til at holde styr på bøger jeg gerne vil læse, fordi det potentielt er noget nemmere end at føje bøgerne til Book Tracker-appen manuelt…
Tracking kræver disciplin
Det er klart, at den slags apps jo kun giver værdi hvis man også sørger for at holde dem opdaterede, og der bliver afgjort en periode hvor jeg skal minde mig selvom om at føje film og serie til Sequel, når jeg lægger dem i listerne på Max og Netflix og DR, men jeg håber at det bliver vane efterhånden.
Måske kan det så oven i købet også være et ekstra tjek på, om en given film eller serie nu også overhovedet skal på listen i streamingtjenesten?
Jeg prøvede forresten også appen Sofa, som på mange måder kan det samme som Sequel, men den var noget mere clunky, og det føltes trægt at tilføje, omorganisere eller holde styr på indhold.
Det kan være Sofa passer bedre til dit gemyt, men jeg foretrækker klart Sequel.
Jeg har åbenbart fået lidt mere tid i hverdagen her henad ferien, for der er dukket adskillige nye apps op på min mobil og mine andre iDimser.
Det er langt fra sikkert at de allesammen får lov til at blive, men det er pokkers hyggeligt at have lidt fri tid til at eksperimentere.
De er stort set allesammen med en eller anden form for abonnement – i hvert fald hvis man vil bruge de lidt mere avancerede funktioner – men de er afgjort i den overkommelige vægtklasse.
Jeg er slet ikke parat med en dybdegående test endnu (og bliver det næppe nogensinde), men foreløbig byder de allesammen på fint design og interessante features, og de skal afgjort have lidt mere opmærksomhed!
Måske er de også noget for dig at se nærmere på?
Nedtælling i kalenderen
Ikke alting i kalenderen er værd at se frem til, men heldigvis er der for mig adskillige små og store begivenheder jeg går og glæder mig til.
Juleferie, fødselsdage, koncerter og weekend-getaways, for nu bare at nævne et par stykker.
Pinning gør det nemt at samle dem i en lækker tidslinje, der så med fordel kan smides som widget på hjemmeskærmen, så man hele tiden kan se at man nærmer sig.
Track…alting!
Som man måske vil vide er jeg kompulsiv datatracker, og samler data om både træning, gåture, vægt, pilleindtag og meget mere.
De fleste ting holder jeg styr på i mere eller mindre dedikerede apps, men Chronicling lokker med muligheden for at tracke stort set hvadsomhelst i hverdagen, med niffige grafer og statistikker.
Jeg eksperimenterer med at tracke kaffeindtag og hvornår jeg bruger tandtråd, bare som et lille eksperiment for at se om det også er sjovt - og brugbart – i længden.
Apps til test
Sundhed og aktivitet
Apropos tracking, så faldt jeg forleden over Peak, der kan bruges til at lave widgets med udtræk fra Health-appen – antal skridt, fedtprocent, søvnkvalitet, hvilepuls og så videre – som så kan lægges på hjemmeskærmen.
Især på Padden er det ret cool at få den helt store XL-widget med overblik på gåture, workouts, puls, etc – oven i købet med mulighed for at kunne skifte mellem ugens dage direkte i widget’en.
Universel indbakke?
Jeg har i år været sådan lidt ufokuseret træt af den ellers fantastiske app Drafts, og prøvede et par alternativer af inden jeg så i august vendte tilbage.
En af udfordrerne bobler dog stadig.
Capture er en app der kan bruges som en slags universel opsamling af links, billeder, todos og korte tekst-noter, som så bagefter med et klik kan deles til andre apps, alt efter hvor de nu hører til.
Capture er meget enklere end Drafts, og kan meget mindre, men den er til gengæld væsentligt pænere, og der kommer hele tiden nye integrationer – så den lokker!
Screenshots på steroider
Ovre på mine Macs har jeg i et par år brugt Shottr som alternativ til Mac’ens indbyggede screenshot-funktion, og har nydt at sløre billeder eller lægge pile og tekster på, når jeg fx har skullet skrive til support-folk rundtomkring.
For nylig smed jeg dog penge efter konkurrenten Clean Shot X, der lige er dét lækrere, og som også kan lave video-screenrecordings.
CSX har også sin egen cloud, så man nemt kan uploade og dele sine billeder og videoer via link.
Jeg har brugt CSX tre gange bare i dag.
Kommende app-test
Som nævnt er det langt fra sikkert at disse apps også er at finde på mine apparater om bare en uge, for slet ikke at tale om et år, men jeg elsker at der bliver ved med at være nye ting at prøve derude…
Og så har jeg i øvrigt også et noget større projekt på vej med at blive klogere på Keyboard Maestro til mine Macs, som jeg også investerede i på tilbud forleden, men som kræver en del timer i juleferien at dykke ned i.
For halvandet års tid siden tog jeg en større tur med tjek af apps og tjenester til at holde styr på min bogsamling og min læsning.
Her annoncerede jeg kækt, at jeg havde valgt at flytte hele biblioteket (eller rettere: metadata om biblioteket) over i en håndholdt base i Notion.
Jeg var dog – klog af skade – smart nok til at nævne, at det næppe ville være en permanent løsning…
Styr på biblioteket?
Og her i weekenden valgte jeg så – i hvert fald indtil videre – at lægge Notion i dvale for en stund.
Valget skyldes primært to faktorer:
Dels har det vist sig at være lige en tand for besværligt i hverdagen at lægge nye bøger i Notion og tracke min læsning.
Dels er jeg igang med at flytte en af mine podcasts fra Notion til Craft (regner jeg med – det er også i en test-fase), og derfor prøver jeg at se, om jeg kan klare mig helt uden Notion.
Tilbage til Book Tracker
Ironisk nok er jeg så foreløbig vendt tilbage til Book Tracker, som egentlig var årsagen til at jeg jagtede alternativer tilbage i 2022.
I mellemtiden har appen dog umiddelbart fået tilføjet nogle af de muligheder jeg savnede dengang (fx at kunne sætte ebøger som standard-format), og der er også luget ud i bug-junglen. (Til gengæld har appen fået nyt ikon, som jeg afgjort ikke holder af).
Processen med at flytte bogbasen var omstændelig, men overraskende smooth. Jeg skulle “bare” eksportere udvalgte dele af Notion-basen via en csv-fil, hive den ind i Goodreads til formattering, og så ud igen til import i Book Tracker.
Derefter har der lige været lidt knas med at rette tags, og så er der en enkelt kategorisering jeg mangler at få på plads i Book Tracker (jeg vil gerne holde styr på om det er bøger fra Kindle, Kobo, Libby, etc) – men ellers lader det til at spille.
Forleden hørte jeg en episode af DTNS – Daily Tech News Show – hvor de snakkede om blogs som fænomen, og gjorde en slags status her på falderebet af 2024.
Snakken var inspireret af, at det nu er 20 år siden at Merriam-Webster ordbogen netop valgte ‘blog’ som årets ord 2004.
Og selvom jeg ikke har blogget uafbrudt siden dengang, så føler jeg dog alligevel at jeg har været med det meste af vejen – og nok endda også før 2004.
Jeg kan huske de tidlige dage, hvor vi på Reboot-festivalen snakkede op og ned af server-racks om weblogs, og fulgte med i alt hvad Dave Winer mente, og alt hvad Justin Hall skrev.
Og skal man gå endnu længere tilbage, så blev ordet ‘weblog’ første gang brugt i 1997, mens ‘blog’ åbenbart fejrer sit 25-års-jubilæum i år (angiveligt var det Peter Morholz som forkortede det og smed ‘we’ væk i 1999).
Mine cirka 20 år med blogging
Jeg kan også huske alle de mere eller mindre seriøse forsøg på selv at skrive blogs i diverse webtjenester, og hvor de første 5-7 posts ofte handlede om at blogge, inden det lige så ofte stille løb ud i sandet igen.
Jeg kan altså ikke påstå, at jeg også selv har 20-års jubilæum, selvom jeg i de sidste to årtier faktisk har skrevet noget der minder om blogs rundt omkring på nettet – privat og på DR i de glade Harddisken-dage, minus den periode hvor vi allesammen bare skrev på Twitter og Facebook og andre sociale medier i stedet.
Ikke desto mindre, så vil jeg dog alligevel gerne markere jubilæet, og klappe mig selv lidt på skulderen for trods alt i de sidste 8 års tid at have blogget ret kontinuerligt her på adressen.
Private tanker i fuld offentlighed
Aktuelt har jeg i knap 3 år faktisk postet mindst 3 gange om ugen, og selvom det ofte bare er fotos, og selvom niveauet afgjort ikke altid er lige højt, så er det altså i det mindste ret stabilt.
Jeg har dog forlængst gjort op med mig selv, at mine posts ikke behøver være stor litteratur, dybe tanker eller sydende hot takes.
Mine opslag er som regel bare daglige eller ugentlige små tanker, projekter eller oplevelser, og jeg betragter blogs – og i hvert fald min egen blog – som noget der ligger i det sære krydsfelt mellem privat og offentligt.
Det er tættere på det private end SoMe, og jeg forventer ikke rigtig at nogen læser den, endsige reagerer på den, men omvendt synes jeg det er sjovt når det sker – og det er trods alt også derfor det sker på nettet snarere end i Day One eller en anden dagbogs-app.
Jeg kan ikke huske hvilken James Bond-bog, det kommer fra, men jeg husker tydeligt afsnittet, hvor Agent 007 – igen mere eller mindre på dødens rand – tænksomt overvejer, hvad der skulle være hans livs-motto.
Bond kommer frem til det latinske “Omnes Vulnerant, Postuma Necat”, der betyder noget i retning af “hver en time smerte, til sidst døden” – eller, lidt mere løst oversat, “life sucks, and then you die.”
I min ungdoms (endnu mere) sortsynede hverdag synes jeg det var så pokkers goth at jeg ligefrem overvejede en tatovering. Det var nok godt, at det ikke kom så langt…
Alternativt motto?
I dag sad jeg så og skrev på en tekst om AI (selvfølgelig), og dyrkede et af mine yndlings-udtryk fra min tid i akademia, nemlig ‘altid allerede’.
Skriveriet handlede om hvordan verden efterhånden er blevet hyperkompleks (et andet af mine yndlingsudtryk), og at det bliver sværere og sværere at trække i en enkelt tanke-tråd, fordi det hele hænger sammen.
Nåmen, det hele endte (foreløbig) med at jeg pludselig skrev “Alting, altid, allevegne”, og straks tænkte, hov, det var måske også et udmærket livs-motto?
Og i hvert fald er det lidt mindre selvoptaget teenage-depri end det gamle Bond-motto, eller hvor det nu kommer fra.
Ifølge den aktuelle AI-assistent bliver det til “Omnia, semper, ubique” på latin, og det har da også et udmærket swing.
Sort er min absolutte yndlingsfarve (og ja, her kalder vi det bare en farve), og jeg prøver at sørge for at alt mit tøj og alle mine ting er sorte, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Aktuelt er min præference for sort dog et problem, fordi jeg også prøver at leve grønt. Man vil jo helst ikke smides i samme skuffe som den fossile industri.
Og derfor er det også lidt af en eksistentiel udfordring, at bloggen her åbenbart er mere sort end grøn.
Forleden faldt jeg over “Website Carbon Calculator”, og skulle selvfølgelig straks smide 4nd3rs.dk igennem maskinen.
Desværre var resultatet nedslående.
Min blog har fået et C, og er ifølge WCC mere sort og beskidt end halvdelen af alle andre websider.
Av for den
Det eneste rigtige lyspunkt i testen er, at hostingen tilsyneladende kører på vedvarende energi.
Hvor kommer karakteren fra?
Jeg undrer mig dog lidt over resultatet.
For det første er bloggen jo relativt skrabet, så det må være noget med billederne, der gør at der skal flyttes (for) mange data gennem kablerne, når folk besøger sitet?
Jeg prøver at huske at resize inden jeg publicerer, men åbenbart ikke nok.
For det andet må jeg dog sige, at jeg er en smule i tvivl om hvor konsistent og valid testen er.
Jeg tog den første gang for en måneds tid siden, og der fik jeg et E, og var mere beskidt end 66% af alle websites.
Men jeg har ikke ændret noget grundlæggende i de forgangne uger, så jeg er ikke helt sikker på hvordan min rating kan ændre sig så meget.
Der er ikke voldsomt meget info om resultatet af analysen af min blog, men WCC skriver dog lidt mere om deres metoder her, og linker også til Sustainable Web Design Model, der ligger bag.
En dag i juleferien skal jeg lige grave lidt dybere, og evt. køre alle blog-billeder igennem en kompressor…
Det er blevet tid til endnu en omgang Månedens Pensum, med tre af mine favorit-artikler fra den forgangne måneds tid.
(Husk, det er ikke nødvendigvis nye artikler, men ting jeg har læst i november).
Månedens pensum i november
Vi har svært ved at forstå komplekse forklaringer
I Kim Stanley Robinsons fremragende “Ministry for the Future” stødte jeg for et par år siden på begrebet ‘monocausotaxophilia’.
Sagt helt kort betyder det vores trang til at søge én, enkel forklaring på vores problemer. Det kan være indvandrere, techgiganter, fluor i vandet eller noget helt fjerde.
Sadly, our monocausotaxophilia penchant has us desiring a single cause label. Once defined, that single cause can then be fixed. It can be solved. The cause can be isolated, removed, or expelled. At least we think (and hope) it can.
Er hæve-sænkeborde sunde?
Personligt kan jeg godt lide at skifte arbejdsstilling i de mange timer jeg tilbringer foran computeren hver dag – selvom jeg også indrømmer at jeg det meste af tiden hænger på stolen som en slatten teenager.
Jeg må også erkende, at jeg for nogle år siden delte en del memes og artikler om hvordan “at sidde er den nye rygning” og den slags.
Den delvis gode nyhed er dog, at det umiddelbart ikke ser ud til at gøre tingene værre, hvis vi hæver bordet og står op og arbejder.
Kultur afhænger af øjnene der ser
Som lyttere af ScifiSnak-podcasten måske vil huske, så er jeg kæmpefan af Iain Banks’ serie om The Culture – en superavanceret og velbalanceret civilisation mange millioner år ude i fremtiden.
The Culture has a great deal of qualities that we lack, or regrettably possess—they’re less vicious, more thoughtful, and just overall more pleasant. Banks created an ideological playground by waving a wand and removing the trickiest barrier to any utopia: basic human shittiness.
Jeg er ikke alene om at dyrke Kulturen – fx har både Jeff Bezos og Elon Musk erklæret at de også er vilde med Banks’ bøger.
Det interessante er dog her, at selvom romanserien åbenbart appellerer til überliberalister og multimilliardærer som de to herrer, så hørte Banks selv til langt ud hos os på venstrefløjen.
Craft er en af de der apps, jeg har haft et on-and-off forhold til i lang tid efterhånden.
Den er ret lækkert designet og har masser af fine features – især hvis man ikke “bare” er glad for rå Markdown, men også gerne vil style sine noter med baggrunde og highlights og den slags.
Craft – lokkende app
Craft har selvfølgelig også haft sine ulemper – helt grundlæggende er det fx en app, der ikke gemmer noter som åbne Markdown-filer på computeren, men bruger sin eget system (dog med relativt nem im- og eksport).
Craft har også lidt en tendens til at lokke én til at bruge for meget tid på at fifle med billeder og farver og den slags, i stedet for rent faktisk at skrive noter.
I et større perspektiv har det i et par år især føltes som en udfordring, at Craft-folkene primært havde fokus på business-kunder, og fuldstændig syltede helt almindelige brugere.
Der var fx stort opslåede nye funktioner, der efter kort tid blev fuldstændigt glemt – blandt andet de ellers fantastiske eXtensions, som fx gjorde det nemt at sende Crafts-todos over til Things eller Reminders.
Version 3
Nu har Craft dog netop lanceret en version 3.0, som firmaet – ifølge David Pierce hos The Verge – også vil bruge til at signalere et fornyet fokus på indviduelle brugere.
Jeg har i nogle måneder gået og overvejet, om jeg skulle forsøge at lokke min RumSnak-makker fra Notion over til Craft – dels fordi Notion bare er for meget, dels fordi Craft bare er så najs, og nu er det jo VILDT fristende at tage springet…
Det har dog meget hurtigt vist sig, at det nok er en god idé liiige at vente et par punkt-opdateringer.
De nye features ser ganske vist ok ud (selvom jeg ikke går SÅ meget op i styles), men på de 2 minutter jeg lige testede version 3 på min Padde stødte jeg allerede på tre tilfælde af beskeden “Not yet implemented – coming soon!”
Og det er jo fint nok at ikke alting er klar til launch-dag, men når de funktioner jeg lige umiddelbart gerne ville bruge ikke virker på dag 1, så er det nok bedst at give dem lidt mere tid.
Uanset hvad, så giver det mig jo også lidt ekstra uger til at forsøge at overtale min podcast-makker til at tage springet (omend den aktuelle Black Friday-rabat er fristende).
Det tog mig nogle dage at finde…modet…til at lytte den episode af DR-podcasten Prompt, hvor radiovært Jesper Dein var gæst hos Henrik og Marcel.
Det er ellers normalt en rigtig rar oplevelse at høre Prompt – og lytte til Jesper – men jeg havde hørt at Jesper skulle fortælle om sine erfaringer med at lave en klon af sin stemme, og det føltes på en eller anden måde lidt grænseoverskridende.
Jeg har ganske vist også selv et par gange eksperimenteret med stemmekloning selv, men det dér med stemmer og identitet er altså – hvis man vil tilgive mig at være lidt primadonna – noget som kræver et vist overskud at tackle, fordi det kommer så tæt på hverdagen.
Jespers historie
Anyway, det viste sig – på godt og ondt – at være meget hårdere end jeg troede…
Hvis man ikke har hørt episoden, og gerne vil begynde dér, så kan man stoppe med at læse her og lytte i stedet – selvom jeg naturligvis håber at man kommer tilbage og læser videre bagefter…
Men Jesper Dein kom altså på besøg i studiet cirka en halv time inde i episoden, og lød jo slet ikke som sig selv. Luftig, rusten, presset og…flad.
Jeg er muligvis en af de sidste i radiomiljøet som ikke havde hørt, at Jesper tidligere på året havde en hjerneblødning, som blandt andet har betydet at hans ene stemmelæbe ikke længere fungerer ordentligt.
Konsekvensen er, at hans stemme idag ikke længere lyder som den plejede – og næppe nogensinde kommer til det igen.
Allerede dér var jeg ved at komme til at græde, selvom jeg gik på åben gade, fordi det nok er en af de ting jeg er mest bange for – at miste min stemme.
(Jaja, selvfølgelig er der mange andre ting, som er højere på listen – min families ve og vel, KlimApokalypsen(tm), atomkrig, etc. etc – men sådan i forhold til mit eget liv og mit arbejde).
Jeg vil ikke spoile hele episoden af Prompt, men Jesper fortæller ekstremt åbent om sine tanker om ikke længere at lyde som sig selv og som den radio- og tv-person, som millioner af danskere kender så godt.
AI-stemmeklon
Men Jesper er selvfølgelig også i Prompt for at fortælle om sine forsøg med at lave en AI-genereret klon af sin stemme, som han afprøver sammen med Marcel og Henrik i studiet.
Nogle af dem lyder virkelig meget som “gamle” Jesper, andre er mere clunky, men overordnet er det virkelig imponerende – i en grad så de også diskuterer, om Jesper måske bare kan bruge sin stemmeklon til at lave de speaks han ellers selv har indtalt foran mikrofonen tidligere?
Nå, men hvis man ikke har hørt det endnu, er det afgjort værd at lytte.
Min stemme, mit liv
Som sagt blev jeg virkelig rørt af at lytte til Jespers oplevelser, ikke kun fordi jeg kender ham en smule fra DR og fordi han åbenlyst har haft en virkelig hård og traumatiserende tid, men også fordi det med at miste sin stemme er noget jeg selv har været bange for i mange år.
Det er naturligvis lidt selvcentreret at bruge Jesper Dein til at tale om mig selv, men hey, det er jo også det man har en blog til…så her kommer navlepilleriet.
Hvis man vil tilgive mig den primadonna-agtige selvfedhed et øjeblik, så har jeg jo ligesom Jesper levet af min stemme i over 25 år efterhånden.
Min stemme
Folk har gennem årene været ekstremt søde til at komplimentere mig for min stemme, jeg bliver stadig relativt ofte genkendt på stemmen, og jeg er hundrede procent sikker på at min stemme er en stor del af årsagen til at jeg har været så privilegeret i mit arbejdsliv.
Nu er det jo virkelig rart at blive rost og at kunne tjene penge på bare at åbne munden og sige ting (selvom jeg tillader mig også at tro at der er lidt mere på spil, både i forhold til at kunne bruge stemmen, og at tænke over hvad det er jeg siger).
Omvendt, så føles det også indimellem helt forkert, ufortjent og nogle gange næsten utilsigtet nedladende at få at vide at jeg har en god stemme.
For det er jo ikke min fortjeneste – det er bare noget jeg har været heldig at være født med. Eller rettere, at udvikle som voksen – da jeg var dreng var jeg sopran i et kor, men afgjort ikke særlig fantastisk at høre på.
Jeg forestiller mig, at det må være lidt som at være smuk og blive komplimenteret for sit udseende. Ja, det er jo dejligt at andre synes man ser godt ud, men igen – det er jo ikke noget man har særlig meget kontrol over eller kan tage æren for.
Og bagved den tanke lurer så også frygten for hvad der ville ske, hvis jeg en dag mistede stemmen, eller hvis min stemme – ligesom Jespers – ikke længere lød som den plejede.
Normalt bliver jeg forkølet 2-3 gange om året, og har derfor regelmæssigt nogle dage, hvor jeg snøvler og min stemme lyder nasal eller rusten, og hvor jeg af samme årsag føler mig lidt ved siden af mig selv.
Så hvordan må det ikke føles at få at vide, at ens stemme permanent har forandret sig?
Og her taler jeg ikke nødvendigvis kun om, at jeg måske ikke længere ville kunne lave podcasts, holde foredrag eller være moderator – selvom det naturligvis også er en stor bekymring, for det er trods alt det jeg lever af.
Det handler dog især og langt mere grundlæggende om identitet.
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere lyder som jeg plejer? Og hvad vil andre nu tænke om mig, hvis jeg ikke længere har en stemme de kan lide?
Det lyder garanteret overdrevet, men jeg sammenligner det lidt med ideen om en fotomodel, der måske brækker næsen eller får en hudsygdom, og som derfor ikke længere ser ud som den person, de har identificeret sig med og er blevet identificeret som.
AI to the rescue?
Som man fornemmer dukkede der mange tanker op i kølvandet på episoden med Jesper, selvom det altså også er noget jeg har spekuleret en del over før.
Jeg er dog slet ikke færdig med den selvoptagede udforskning af de mulige implikationer af den (forhåbentlig) hypotetiske situation at jeg en dag skulle miste stemmen.
Men nu laver jeg jo også selv podcast om AI, og man skal jo ikke lade en god undskyldning for dimseri smutte mellem fingrene.
Så efter at have lyttet Prompt-episoden og tørret kinderne, gik jeg straks tilbage på kontoret og tog et nyt abonnement hos AI-folkene i Elevenlabs.
Min AI-stemmeklon
Det er som antydet ikke første gang jeg prøver at lave en AI-genereret kopi af min stemme.
Første gang, for omkring halvandet år siden, var resultatet mildest talt mekanisk, og jeg kunne ikke engang få den til at tale dansk.
Anden gang, for ni måneder siden, kunne Klon-Anders dog allerede tale dansk, og det var helt åbenlyst noget der lød som min stemme, selvom det også ret tydeligt ikke var mig.
Men i denne uge prøvede jeg så igen, og uploadede mere end tre timers studie-optagelser af mig selv til Elevenlabs, som tyggede på lydfilerne i nogle timer, inden jeg så kunne prøve “Anders Klon 2024 NY”.
Og der er ingen tvivl om, at den klonede stemme ligger endnu tættere på min egen stemme end før, i en grad så jeg tror mange godt kunne lade sig narre, hvis de bare hørte mig speake i en podcast.
Jeg har ladet min AI-klon speake noget af denne blogpost, og du kan høre det fuldstændigt ubehandlede resultat lige her:
Det er mig, men ikke mig…
NB! Ironisk nok, så slås jeg lige med pitch – lydfilen her i bloggen lyder som en Anders And-udgave af mig selv, og sådan lyder den altså ikke i virkeligheden…så jeg anbefaler at højreklikke på play-knappen, downloade, og lytte dér, hvis det lyder mystisk i browseren… 🤔
Der er stadig masser af ujævnheder i de AI-skabte speaks, især med navne, betoninger i indskudte sætninger og den slags, men hvis man går ind og justerer lidt kan man faktisk komme ret langt.
Min AI-stemme?
På den ene side er det – jævnfør tankerne ovenfor – måske en beroligende tanke med sådan en AI-klon. Skulle jeg en dag miste stemmen eller opleve at den pludselig forandrede sig voldsomt, så har jeg en form for backup.
Og måske kan sådan en stemme-AI-klon også bruges til at lave mine podcasts og andre speaks, ikke mindst i takt med at teknologien også hele tiden bliver bedre?
På den anden side, så ville det jo lige præcis være en “klon” – altså ikke mig, og ikke min stemme.
Og jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det med at have en “kopi af mig selv” i verden, som stadig lød som mit gamle jeg.
Ville det føles uærligt? Schizofrent? Nedværdigende? Betryggende? Eller måske bare som at se på gamle billeder af sig selv fra da man var yngre og havde færre rynker og mere hår på hovedet?
Jeg ved det ikke, og håber helt ærligt at jeg aldrig bliver tvunget til at finde ud af det.
I mellemtiden har jeg dog afgjort tænkt mig at lege videre med min nye stemmeklon – både for at prøve teknologien, og (hvis den er af tilstrækkelig høj kvalitet) lade den oplæse udvalgte speaks i en snæver vending.
Vi får se (eller rettere, høre)…
PS. Der er selvfølgelig også mange andre aspekter af det med AI-stemmekloner – rettigheder, misbrug, deepfakes, etc – men det må vi vende en anden god gang.
I de mellemliggende uger har jeg faktisk mestendels brugt Pocket Casts, som på mange måder er en glimrende og velfungerende app.
Den kan selvfølgelig alt det en podcast-app skal kunne, og så er der ikke mindst en hel masse muligheder for at pille ved indstillinger for downloads, spillelister og så videre.
For mig personligt var det dog især dejligt, at Pocket Casts har en udmærket app til Apple Ur, noget som er ret vigtigt for mig når jeg er nede at træne, fordi jeg ikke gider have min Fon med mig.
Tilbage til den gamle antenne
Frem og tilbage
Her forleden tog jeg dog et gen-tjek af app-tjekket, og er faktisk endt med at hoppe tilbage til Overcast. Gammel kærlighed ruster ikke.
Umiddelbart er der tre faktorer, som endte med at få vægten til at vippe til Overcasts fordel:
For det første synes jeg at Overcast bare er meget lækrere og nemmere at bruge end Pocket Casts, selvom Marco Arment altid brokker sig over at han ikke rigtig ved hvad han laver, især når det handler om det grafiske.
Det har nok også hjulpet lige at vente et par måneder siden redesignet i sommer, for Marco har fået høvlet nogle af de mest åbenlyse knaster af – men Overcast føles i bund og grund som en ægte Apple-app, hvor Pocket Cast ligner en webapp…
For det andet kan jeg i Overcast sætte indstillingerne i mine Beats ørepropper så jeg med et klik-og-hold kan springe videre til næste podcast i spillelisten. Af uforklarlige årsager er det umiddelbart ikke en funktion, som nogen andre apps synes er vigtig?
Endelig synes jeg at Ur-appen i Overcast bare lige er et par mulehår mere smooth end Pocket Casts, og et par klik nemmere og hurtigere at finde rundt i – hvilket især er vigtigt fordi jeg som regel bruger den i stedet for for mobilen, når jeg træner (eller går tur).
Jeg kunne måske også nævne, at Pocket Casts har et par steder, hvor transitionerne mellem forskellige skærmvisninger er unødvendigt langsomme, og det har drevet mig til vanvid og ført til en masse fejl-fingertryk hver eneste gang…
Men altså – det er altid sjovt at prøve nyt, også selvom man nogle gange bare ender med at vende tilbage…
Øj, der er virkelig omvæltninger i SoMe-land i disse dage – og i skrivende stund er jeg stadig rundtosset, og ved ikke om jeg bliver på Mastodon, kører flere netværk parallelt, eller måske ligefrem skifter til Bluesky (selvom det nok ikke er realistisk).
Clash of the newcomers
Man skal altså næppe forvente en tilbundsgående sammenligning at de to tjenester, eller en endelig beslutning fra min side…
Den korte historie er, som man sikkert ved, at millioner af X-brugere i kølvandet på Musks bromance med Trump har sagt farvel og tak til Elon og er smuttet ind på Bluesky i stedet.
Jeg var personlig igennem cirka samme tur forrige år da Musk købte Twitter, men havnede på Mastodon, hvor jeg allerede havde en profil – og dengang var Bluesky heller ikke rigtig kommet ud af starthullerne.
Og jeg har været rigtig glad for ’Donten!
Senere forsøgte jeg mig dog med en lille test-profil på Bluesky, men der foregik så lidt i mit spæde netværk derinde, at jeg slettede profilen igen.
Bluesky revival?
Men så her onsdag og torsdag blev jeg lokket af den fornyede aktivitet på Bluesky, og oprettede en ny profil for se om det var værd at hoppe med på vognen igen.
Og der er virkelig gang i tingene derinde – på godt og ondt.
Her er 3 oplevelser og erkendelser, der foreløbigt er kommet ud af det lille eventyr:
Mit normale SoMe-handle er 4nd3rs, og det var også dét jeg brugte, da jeg lavede en test-profil på Bluesky sidste år. Desværre lader det til, at det handle enten stadig er ‘reserveret’ eller at en anden har oprettet sin profil med samme handle senere, for i hvert fald eksisterer der en 4nd3rs på Bluesky, som ikke er mig, og som hverken har skrevet, lavet profilbillede eller fulgt nogen derinde.
Det er selvfølgelig ikke verdens undergang at skulle have et andet navn på platformen, men det generer mig. Jeg kan jo godt lide konsistens i systemerne…
Nu er jeg jo gammel nok til at have været på Twitter dengang det var rigtig sjovt (og det var mange penge da far var dreng), og der var Twiday-komsammener og lørdagstwhisky-hashtags og alt muligt – og jeg havde sgu lidt af den samme oplevelse i det gryende (eller rettere: genfundne) netværk på Bluesky idag.
Jeg tror der er mange som har tolereret derouten på X i lang tid, men som nu har taget springet til Bluesky, og jeg synes der var mange gamle kendinge derinde, og det er jo altid hyggeligt.
Netværk, netværk, netværk…
Jeg har afgjort også et rigtig godt netværk på Mastodon, men må også indrømme at der nok har manglet nogle af dem jeg kender fra de gamle Twitter-dage.
Og da jeg samtidig også har brugt mere tid på LinkedIn (suk), fordi jeg som selvstændig har haft behov for at dyrke det professionelle netværk mere, så er Mastodon aldrig rigtig blevet et hyggested for mig, sådan som Twitter var det in the good old days.
Som jeg skrev på Mastodon idag, så handler det jo grundlæggende om, hvor ens kontakter/venner/tweeps/sociale relationer er.
Jeg troede derfor egentlig, at jeg faktisk var parat til om ikke andet at køre lidt parallelt på Mastodon og Bluesky et stykke tid, for at se hvor der er sjovest.
Jeg har en ret klar fornemmelse af at projektet Mastodon tiltaler mig mest (se også denne sammenligning), men som sagt handler det altså også meget om netværk.
Her til aften blev jeg dog så – på Mastodon! – oplyst om, at Bluesky i en aktuel investeringsrunde har fået nogle shady typer med på vognen, og det gør mig temmelig nervøs.
Faktisk i en grad så jeg overvejer, om jeg bare skal slette den nye profil igen, og bare blive på Mastodon. Dén beslutning er dog ikke helt truffet endnu.
Sagt ganske kort, så er det tilsyneladende en flok krypto-bros (M/K), der har smidt penge i Bluesky, og selvom Bluesky ifølge TechCrunch på det bestemteste hævder at de ikke “går web3 og krypto”, så vil jeg nok forholde mig skeptisk til deres forsikringer.
Summa sum-foreløbig-marum:
It’s complicated, og jeg tager nok lige et par dage mere med splittet SoMe-personlighed, for at se hvad der sker…
The individual remains in a constant state of worry and heightened stress at their perceived helplessness to prevent the expected future trauma and often mentally experiences the dreaded event again and again.
Oprindelig blev Præ-TSD brugt om soldater på vej i krig (i modsætning naturligvis til soldater som oplever Post-TSD efter krig), eller frygt for terrorangreb, men jeg synes begrebet passer fantastisk godt til min egen mere eller mindre konstante grundangst over klimaet.
Jeg har ikke mærket voldsomme klimaforandringer på egen krop (endnu), men det føles alligevel som om, og det fylder meget i hverdagen.
Det skyldes nok de skybrud og uvante varmegrader, og så de frygtelige klimaskabte orkaner, hedebølger og oversvømmelser vi er vidne til gennem nyheder fra andre steder på kloden.
Hvordan føles det?
Det er jo på nogle måder privilegeret og lidt vattet at gå over være traumatiseret her i det lille danske smørhul, men vi har jo de følelser vi har – og jeg føler mig altså på forhånd temmelig påvirket af en fuldstændig vished om, at det nu kun er et spørgsmål om tid før det hele går amok for alvor, også på vore breddegrader.
I disse dage bliver det så ikke netop bedre af, at Trump er valgt ind, at krigene fortsætter i Ukrainer, Mellemøsten og mange andre steder, eller at højreekstreme populister bliver valgt som “ledere” stort set overalt på kloden.
Efterhånden dækker Præ-TSD-tilstanden ikke “bare” angst for klimaet, men en altomfattende fornemmelse af at verden er på vej til Helvede i en håndtaske…
Pre-Traumatic Stress Syndrome, my focus here, is unlike most other mental health climate concepts–e.g. solastalgia (Albrecht), ecosickness (Houser), or Anthropocene disorder (Clark)–because, like ecophobia (Estok), it has a specific clinical reference. In my case it links to, but is different from, the familiar Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD); it also differs from other climate illnesses in being focused on the future rather than the past or present.
Herhjemme kan man jo også tale om klimasorg eller fremtidsangst.
Hvad kan man bruge det til?
Udtrykket Præ-TSD er ikke akademisk fasttømret, og bliver brugt på forskellige måder, og der er også mange aspekter af diskussionen om hvordan reaktionerne på KlimApokalypsen(tm) kan være mere eller mindre “nyttige”.
Det er ikke nødvendigvis noget jeg synes jeg er særlig godt klædt på til at analysere – eller har plads til her i bloggen.
Men det er nok relevant at overveje, om ‘diagnosen’ (eller rettere: selve oplevelsen af Præ-TSD) blokerer for evnen til at handle (så meget som man nu kan handle) – eller om det omvendt er godt at sætte ord på følelsen, så man bedre kan tackle den, og måske forvandle traumet til handling?
Som E. Ann Kaplan skriver i ovennævte artikel:
Indeed, it may be helpful to acknowledge that, given the situation, panicking may be appropriate.
Uanset hvad, så var det lidt af en øjenåbner at støde på begrebet, og især forsøge at relatere det til mit eget liv.
Jeg var lige ved at tage et uovervejet hop tilbage til Todoist forleden, men valgte istedet meget voksent at forsøge at tweake TickTick lidt først.
Udover de sædvanlige irritationsmomenter (dårlig kalendersync og et mildest talt basalt design), så har jeg nemlig også kæmpet lidt med overblikket især i TickTicks kalender-view.
Sagt meget overordnet, så har jeg gjort en del brug af såkaldte lister, som er samlinger af opgaver der hører sammen. I mit tilfælde fx forskellige episoder af RumSnak eller AI Denmark.
Jeg har givet hver podcast-episode eller opgave en liste, hvor jeg så selvfølgelig har skrevet de enkelte opgaver med deadlines og så videre.
Listerne er så blevet smidt i mapper – AIDK, RumSnak, Diverse Jobs, etc.
Ny organisering
Men jeg indså for nylig, at det har givet mig nogle irriterende begrænsninger. For eksempel kan man ikke give en liste en deadline eller en beskrivelse.
Så i en rus af valg-baseret angst brugte jeg igår halvanden times tid på at flytte rundt alle mine opgaver i TickTick, i stedet for at sidde og læse valgprognoser og den slags.
I stedet for at organisere det jeg skal lave i mapper og lister med opgaver, så er jeg nu gået et skridt ned i hierarkiet, og laver lister af opgaver, der så har underopgaver.
Det hedder altså ikke længere RumSnak-mappe > RumSnak-episode-list > RumSnak-episode opgave.
Den nye organisering er RumSnak-liste > RumSnak episode-opgave > RumSnak-episode underopgave.
Små ting i hverdagen
Det kan lyde som en triviel ændring, men det gør faktisk en stor forskel allerede.
Jeg kan nemlig nu fx sætte deadline på en podcastepisode-opgave, og linke til den relevante manus-note fra beskrivelsen af opgaven.
Det giver også en bedre formattering af opgaverne i kalender-overblikket, og ovre i Fantastical har jeg stadig både navn på opgaven eller underopgaven, og ikke mindst det uundværlige link tilbage til opgaven i TickTick.
Men lad os nu se om den nye struktur også holder om en uge…
Samlet overblik i Sequel
