TEKNOLOGI & HVERDAG

Jeg har taget chancen og prøvet John Siracusas nye app Hyperspace, som potentielt kan give dig mange Gigabyte “gratis” plads på disken i din Mac.

John Siracusa er en af værterne på ATP – Accidental Tech Podcast – som er på min all-time- Top Ti lytteliste.

Han er total übernørd, især når det handler om Apple, men er også vidunderligt tænksom, reflekteret og sjov – på sin helt egen facon.

Udover at være podcastvært på ATP og i flere andre shows, er han også programmør og udvikler. Han forlod sit faste job for et par år siden for at hellige sig podcasting og sine egne sideprojekter.

Et af de projekter blev launchet for ganske nylig. Det er appen Hyperspace, som John selv beskriver sådan her:

Hyperspace finds files with identical contents and then reclaims the disk space taken by all but one of the identical files–without removing any of the files.

Screenshot fra Hyperspace via John Siracusa

Oprydning på min Mac

Jeg har fulgt historien om udviklingen og lanceringen af Hyperspace gennem flere måneder i ATP, og selvom jeg ikke sprang med på vognen som betatester har jeg hele tiden været supernysgerrig.

Jeg har en lille tendens til at være digital hoarder, og da jeg også samtidig arbejder med relativt store lydfiler, og har gjort det i mange år efterhånden, så bliver selv en 2TB harddisk hurtigt lidt klemt.

Jeg rydder jævnligt op i mapperne og sletter gamle filer jeg ikke skal bruge længere, men man kan jo altid bruge hjælp.

Tidligere har jeg fx brugt Daisy Disk til at finde de store filer, og apps som Tidy Up eller Gemini 2 kan også semi-automatisere oprydningen.

Men det er jo altid sjovt at prøve nyt, så her forleden hentede jeg Hyperspace og gjorde klar til en omgang forårsrengøring!

Følg instruktionen!

Hvis man er det mindste nysgerrig vil jeg anbefale at man læser Johns ekstremt grundige beskrivelse af hvordan appen fungerer, så man ved hvad man går ind til og hvordan det virker.

Den korte forklaring er, igen snuppet fra Johns forklaring:

Hyperspace searches for files that have identical data, and turns them into space-saving clones of each other using a feature of APFS, leaving only one copy of the data that is shared by all the clones. The essential metadata for the files is preserved during this process. From your perspective, nothing appears to have changed. The files all look the same as they did before Hyperspace did its work. But under the covers, all the files now share a single copy of the data.

Det kan også være en idé lige at orientere sig i betalingsmodellen – der er flere muligheder, som inkluderer at betale for en måneds adgang (det er god tid til oprydningen) eller et livstidskøb.

I praksis er det supernemt at bruge Hyperspace. Den største hurdle er sådan set at tage springet, og havde tillid til at Siracusa har gjort sit arbejde ordentligt.

Det var også derfor jeg trods alt valgte ikke at være med i betaen. Jeg stoler ret meget på at han kan sit shit, men der er jo ingen grund til at være dumdristig…

Forårsrengøring i mapperne – næsten automatisk

Jeg indrømmer også gerne, at jeg lige lavede nogle små forsøg med filer og mapper som ikke var specielt vigtige, inden jeg slap Hyperspace løs på hele disken.

Jeg var også lidt nysgerrig på hvordan min cloud-tjenester ville blive håndteret – jeg bruger schweiziske pCloud og iCloud, og har 98% af mine filer liggende i mapper der bliver synkroniseret mellem min MacBook og min Mac Mini på kontoret.

Umiddelbart viste forsøget dog, at det kørte supersmooth, selvom jeg fandt ud af at jeg skulle køre Hyperspace på begge maskiner, fordi de filer som ellers var blevet “krympet” bare blev synkroniseret i fuld størrelse igen. Men det var jo ikke noget stort problem.

Jeg har i størrelsesordenen 1.7TB på maskinerne, og efter at have kørt alle mapperne igennem Hyperspace, så havde jeg faktisk genvundet lige omkring 100GB på disken – og det er immervæk en slat!

Det tog vel ialt en 30-45 minutters tid, inklusive lidt housekeeping og tjek undervejs.

Jeg har så også en masse lydfiler, der viste sig at være klonet i forskellige redigerings-projekter, og de fleste vil nok kunne ‘reclaime’ væsentlig mindre, men jeg gætter på at der nok alligevel gemmer sig en del Gigabyte hist og her på de fleste harddiske derude…

Anbefaling med forbehold

Det er nok en god idé at forberede sig, hvis man selv har lyst til at kaste sig ud i projektet.

Læs Johns forklaring, lav lidt for-oprydning og organisering, prøv med mindre mapper først, og se om du overhovedet kan få genvundet nok plads til at du har lyst til at betale for det.

Og jeg tager under ingen omstændigheder ansvaret, hvis der mod forventning skulle ske noget uventet, som resulterer i slettede filer!

Hyperspace bruges på eget ansvar – men jeg er altså foreløbig ganske tilfreds med de ekstra 100GB.

Med to små flueben har jeg fikset en af de der små ting i hverdagen, som har plaget mig i lang, lang tid.

Jeg har gennem årene brugt massevis af forskellige mail-apps på Mac og iOS, men er hver gang vendt tilbage til Apples egen Mail-apps.

Mail er afgjort ikke den lækreste app, og den har ikke de mest spændende features, men den er relativt solid, bliver trods alt opdateret indimellem, og så kender jeg den efterhånden ganske godt.

Hvad sker der når man sletter en mail?

Det har dog irriteret mig længe, at når man sletter eller arkiverer en mail, så bliver man automatisk sendt hen på den næste mail i indbakken.

Dén mail bliver så automatisk markeret som ‘læst’, og kan derfor hurtigt ryge under radaren, hvis man som jeg også bruger ulæste mails som en markør til ting man lige skal huske.

(Mail er absolut ikke min eneste huskeliste – og langtfra den vigtigste – det er en app til mails, ikke opgaver. Men nogle gange synes jeg det er rart at se de vigtigste ting markeret som ‘ulæst’).

Endelig fik jeg gjort noget ved det

Anyway, det er har som sagt irriteret mig mange gange, men åbenbart lige akkurat ikke nok til at jeg har tænkt over at undersøge, om man kunne gøre noget ved det?

Forleden ramte det mig 3-4 gange i løbet af en formiddag, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at tjekke i indstillingerne.

Og minsandten, om man ikke med et enkelt flueben kan løse “problemet” – både på Mac og i iOS.

På Mac’en skal man bare fravælge at “Se næste besked automatisk efter at have slettet eller arkiveret en besked”.

På Mac

Og på iPad og iPhone skal man helt enkelt sætte fluebenet ved “Vælg ikke en besked” i “Slet eller arkiver besked-handling”.

På Fon

Det er ikke ligefrem superbruger-niveau, og jeg græmmes ved at indrømme hvor lang tid det tog mig at 1) undersøge problemet, og 2) finde ud af hvor nemt det var at gøre noget ved.

Men nu er dét i hvert fald klaret. Videre til de næste irritationsmomenter - og dem er der stadig masser af…

Generelt synes jeg faktisk, at jeg tit bliver imponeret over AI-assistenterne, men i dag gik det lidt galt i Cleft-appen.

Eller gjorde det nu egentlig? Måske var Cleft-botten bare helt spot on?

Ideen er at man taler til appen, som så opsummerer det man siger på en struktureret facon. Det er ret vildt, når det virkelig spiller.

Men idag gik der noget galt i selve indtalingen, tror jeg. Så Cleft har bare registreret at jeg sagde:

Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt. Det er ikke så godt.

Opsummeringen af dén klamamse lyder dog:

• I’m feeling that something isn’t quite right.
• There’s a repetitive sense of dissatisfaction or concern.

Så på dén måde virkede Clefts AI jo faktisk som den skulle… 😃

Nu kan man også automatisk synkronisere sine highlights fra Readwise til noteappen Craft. Det er ganske niffigt.

Readwise and Craft, sitting in a tree…K-I-S-S-I-N-G

Readwise Reader er en læs-senere tjeneste, der de sidste par år er blevet proppet med masser af ret smarte funktioner.

Man kan lave highlights og noter i både web-artikler og pdf’er, man kan tagge og filtrere, og så kan man automatisk eksportere sine annotationer fx til apps som Obsidian (med links tilbage til de oprindelige artikler i Readwise).

Tjenesten er blevet et meget fast omdrejningspunkt i mit research-workflow, og det er et af de abonnementer jeg virkelig betaler med glæde.

Readwise har faktisk fyldt så meget, at jeg i en vis grad har valgt at teste nye noteapps, når de er dukket op på listen hos Readwiser over de apps man automatisk kan sende sine highlights til.

(Man kan også eksportere dem som Markdown, og importere dem i apps manuelt, men det er selvfølgelig knap så bekvemt).

Fra Readwise til…

Og hvad angår note-apps, så er jeg aktuelt på en smuttur væk fra Obsidian. I stedet skriver jeg det meste i Craft, der naturligvis har både fordele og ulemper sammenlignet med nørde-limousinen Obsidian.

(Det er en lang historie, men handler primært om at jeg i forvejen betaler for Craft, og kunne se nogle fordele i at samle tingene).

Nåmen, så her i går aftes dukkede der pludselig en opdatering op på iDimserne, med Readwise-integration i Craft.

Og det blev jeg naturligvis nødt til at prøve!

First impressions

Dette er afgjort kun et første indtryk, og det kan sagtens være at jeg dropper det igen, og vender tilbage til den tidligere model – hvor jeg har brugt Obsidian som base for mine Readwise-highlights, og så brugt Craft til at skrive i. Knap så elegant, men realtivt velfungerende.

Men foreløbig er jeg…forsigtigt optimistisk.

Det gik ganske nemt at forbinde Readwise til Craft, og importen af mine highlights fra over 1100 bøger og artikler gik rimelig hurtigt.

Det viste sig i øvrigt at de røg ind i en af Crafts relativt nye Collections – deres bud på en lidt Notion-inspireret embeddable mini-database – med én artikel eller bog pr. linje.

Her kan man sortere og filtrere dem til højre og venstre, og selvfølgelig klikke på den enkelte artikel eller bog for at se flere metadata og de enkelte highlights eller noter i materialet.

Man kan naturligvis også linke til fx en bog eller til et af highlights fra bogen fra alle andre steder i Craft – for ideen er jo at “aktivere” alt materialet, fx i et manuskript eller ved at linke forskellige noter til hinanden.

Der er plads til forbedring

Integrationen er som sagt ganske lovende, men der er foreløbig to-tre ting der nok skal fikses.

For det første burde de tags der kommer fra Readwise også kunne trækkes ind og bruges i resten af Craft. Men Craft mangler stadig et tag-system uden for deres Collections. Rygterne siger dog, at det er på vej…

For det andet, så betyder en Readwise Collection på over 1100 stykker materiale åbenbart, at Craft virkelig begynder at blive forpustet. Der er snurrende ventetid stort set hver gang man klikker på en artikel for at se sine highlights. Og det bliver man hurtigt træt af.

Endelig kan synkroniseringen af highlights kun sættes til at ske hver 6. time, og det er lidt for sjældent (omend man kan gå ind og synce manuelt).

Det er dog mindre end et døgn siden at funktionen blev frigivet, så jeg giver dem foreløbig lidt elastik.

Men så håber jeg også at småproblemerne bliver løst snart, så jeg for alvor kan begynde at forbinde noter, manuskripter, ideer, annotationer og alt det andet, jeg efterhånden har samlet i Craft.

Undertekstning af video er en af de ting, genAI faktisk er relativt god til – men der er stadig stor forskel på hvilke apps og tjenester, der er bedst til at håndtere dansk.

For et års tid siden gik det op for mig, at LLM’erne nu var ved at være gode nok til at kunne transkribere podcasts eller videoer på dansk i en kvalitet, så de også kunne bruges i hverdagen.

Mit behov er mest at få tekstet korte teaser-videoer for nye podcast-episoder, snarere end udskrifter af lange interviews – og det betyder også, at nøjagtigheden er ret essentiel.

Hvor man i transkription nok godt kan have en lavere akkuratesse og stadig forstå hvad der bliver sagt, så skal de korte undertekster på en video på 45 sekunder helst sidde lige i skabet.

VidCap blev førstevalg sidste år

Der sidste år prøvede jeg en række forskellige apps, og selvom de fleste krævede – og stadig kræver – en del håndholdte rettelser (også afhængigt af hvor god optagelsen er), så var jeg faktisk ret imponeret over niveauet.

Jeg endte med at vælge VidCap, der havde den rigtige blanding af god transkription, fine tekst-grafikker og nem eksport og deling.

Der findes masser af andre muligheder, og jeg har også fiflet med MacWhisper og den slags generelle værktøjer, men VidCap fungerede rigtig godt til lige præcis mine tekstnings-behov.

Nye behov – og held i sprøjten

Efterhånden har jeg dog udliceret en del videoproduktion, så mit behov er blevet lidt mindre, og de knap 7 dollars om måneden for VidCap føltes lige i overkanten.

Derfor har jeg igen denne uge været på udkig, og minsandten om jeg ikke var heldig at Riverside.fm viste sig at have en løsning!

Riverside er egentlig den tjeneste jeg bruger, når jeg skal fjernoptage podcasts, og den udmærker sig ved at gæsterne får optaget deres side af samtalen i ret god kvalitet lokalt på computeren, hvorfra den så bliver uploadet til Riverside.fm løbende, så jeg kan hente en fuldfed wav-fil bagefter.

Anyway, udover at lave lydoptagelser så har Riverside de sidste par år også udvidet butikken med en masse videofunktioner. Det er noget med at kunne optage video parallelt med lyd, og så automatisk kunne lave små teaser-klip fra de lange optagelser – og en masse andre ting som jeg faktisk ikke har haft brug for. Før nu, altså.

For jeg opdagede lige, at man for relativ nyligt også har fået mulighed for at uploade (kortere) videofiler, i stedet for at skulle optage dem i browseren eller med Riversidens egen app.

Det betyder at jeg nu kan optage små videoer på mobilen som jeg plejer, og så få dem transkriberet og undertekstet af Riverside. Og selvom det ikke er helt så lækkert som VidCap, så fungerer det faktisk på nogle måder bedre.

Hurtig tekst-test

Kvaliteten af tekstningen er mindst lige så høj, og Riversides interface gør det nemmere at redigere de enkelte fejl, der trods alt stadig er.

Og det fine er, at jeg jo i forvejen betaler et (halvpebret) abonnement for Riverside, så enhver ekstra brug føles ikke bare gratis, men som en decideret bonus.

Så…det er var altså ikke fordi jeg egentlig var utilfreds med VidCap, men det er jo altid rart at spare penge.

Jeg købte for nylig en lille bid af historien – mere specifikt et arkiv med lyde fra den hedengangne BBC Radiophonic Workshop, som jeg nu planlægger at bruge i mine podcasts.

The BBC Radiophonic Workshop was one of the sound effects units of the BBC, created in 1958 to produce incidental sounds and new music for radio and, later, television. The unit is known for its experimental and pioneering work in electronic music and music technology, as well as its popular scores for programmes such as Doctor Who and Quatermass and the Pit during the 1950s and 1960s. (Wikipedia)

Jeg fandt lydarkivet hos Spitfire Audio, der sælger den slags arkiver, også med egne lyde, og lader til at have have en god aftale med BBC.

Selv hvis man ikke har brug for den slags lydarkiv (eller overskud til at bruge langt over 1000 kroner på den slags), så vil jeg anbefale at man smutter over til Spitfire og lytter på nogle af de eksempler, de har lagt på siden.

Det er rasende cool, med tonsvis af tidlig elektronisk musik og masser af gode vibes.

Og har man lyst til mere guf kan man besøge Spitfires YouTube-kanal, hvor man også kan se denne video, der også har klip med nogle af de gamle folk fra workshoppen der leger i studiet.

Det er sgudda hyggeligt!

Teknisk bøvl

Som det er blevet etableret mange gange har jeg nogle gang for lidt omtanke og for mange penge, så jeg havde ikke helt undersøgt hvad det egentlig var der fulgte med da jeg under tidspres bestilte lydarkivet til download med en klækkelig intro-rabat.

Jeg troede nemlig, at jeg basalt set bare havde købt en røvfuld wav-filer, men det viste sig at det i virkeligheden var en slags pakke med lyde og plugins, som krævede en eller anden form for musik-program.

Så i kølvandet på købet var der et par frustrerede dage med tjek af plugins, diverse apps, MIDI og den slags.

Sådan går det når man kaster sig ud i et nyt område (jeg har lavet masser af radio og podcast, men aldrig for alvor leget med musikproduktion)…og der var lige et stykke tid hvor jeg troede at jeg bare havde købt katten i sækken.

Podcastlyd med stemning

Men nu har jeg fundet en (meget primitiv) måde at få spillet og manipuleret de mange fantastiske lyde.

Det er noget med at bruge min iPad som MIDI-keyboard, koblet til Mac’en, hvor jeg så kan køre køre BBC-lydene via et plugin i Garageband.

Det er absolut ikke særlig tilgængeligt eller elegant, men det er første skridt på vejen.

Jeg overvejer, om jeg skal skaffe et fysisk keyboard og måske smide flere penge efter projektet og købe et ordentligt musikprogram – men jeg skal afgjort også passe på at det ikke bliver endnu en dyr hobby (som jeg så kan opgive igen efter et par måneder)…

Næste skridt er dog at lave nogle opdaterede kendinger og skillere til RumSnak og RumNyt med spøjse lyde fra det indkøbte BBC-bibliotek.

Det kan jeg vist godt klare med det aktuelle, primitive setup, og det burde ikke nødvendigvis kræve flere investeringer…

Der skal laves forårsrengøring i Applikations-mappen!

Som allerede etableret har jeg adskillige dårlige vaner, når det gælder apps og tjenester.

For eksempel leder jeg altid efter nye systemer og muligheder for at forbedre mine grundlæggende opsætninger med især planlægning og noter, og så bliver jeg altid ramt af voldsom FOMO, når jeg hører anbefalinger af apps eller ser, at der er kommet en stor ny opdatering.

Senest købte jeg temmelig uovervejet tilbudsopdateringen til organiserings-appen DEVONthink, der netop er kommet i version 4.0, med AI-ballade og en masse nye features.

Åh, DEVONthink…jeg ville så gerne…

DEVON-think er på mange måder en fantastisk app der kan hjælpe med at organisere pdf’er og andre filer, bruges til at skrive noter, automatisk hente rss-feeds og tusind andre ting.

Og jeg ville i princippet gerne bruge DT meget mere, men der er to ting, der holder mig tilbage.

1. Mac-appen er overproppet med knapper og funktioner, og ligner noget fra slut-firserne, og
2. den har en ret stejl læringskurve, med (i mine øjne) en masse funktioner som burde være ligetil at finde ud af, men ofte kræver dybdedyk i hjælpesiderne.

Så i praksis fungerer DT mest som en slags backup, der indekserer nogle af mine mapper med research-pdf’er, og så henter jeg også alle mine egen-producerede podcast-feeds ned i mit arkiv via DEVONthink.

Ikke desto mindre opdagede jeg pludselig, at jeg nærmest per refleks havde trykket på ‘Opgradér’-knappen igår, da version 4.0 kom ud.

Så nu skal jeg til at se, om de nye funktioner giver reel værdi, og om jeg så kan få sparket mig selv igang med at bruge appen. (Om ikke andet er iOS og iPadOS-versionerne noget pænere og lidt mere tilgængelige).

For jeg tror faktisk, at den kunne give mening for mig især i år, hvor jeg laver et semi-akademisk projekt netop med behov for at samle, organisere og udforske et masse materiale.

Forårsoprydning i app-mappen

Nå, men den potentielle fadæse med uovervejet opdatering af DEVONthink fik mig til at tænke over, hvilke andre apps jeg tidligere har købt i en eller anden form for FOMO-rus eller med ideen om at jeg da afgjort ville lære at bruge en masse avancerede funktioner til at få hverdagen og arbejdet til at køre nemmere og smartere…

For en tredje af mine vaner (god eller dårlig?) er nemlig også, at jeg får gøjseren af rod – inklusive apps som jeg ikke bruger, men som alligevel fylder i Applications-mappen.

Så NU skal der laves forårsrengøring!

Det er ikke en komplet liste over apps der skal i affaldscontaineren, men her er dog et par highligts – med fokus på apps til generel anvendelse, som ikke er specifikt til fx podcastproduktion.

Det blev aldrig til noget:

• Hookmark
• Default Folder X

Prøver igen:

• DEVONthink (som nævnt ovenfor)
• Keyboard Maestro (købte for nylig, og fulgte oven i købet også et videokursus om KM, men er aldrig rigtig kommet igang…)

Bruger – men i begrænset omfang, skal nok udforskes noget mere:

• Hazel (overvåger en lille håndfuld mapper, hvor den automatisk omdøber og flytter filer, men jeg bruger nok kun Hazel 5% af hvad jeg burde)
• Clean Shot X (superfin app, men så mange screenshots laver jeg åbenbart heller ikke…)
• Houdahspot (alternativ søgning til Mac Finder – fungerer…okay…men jeg tror jeg skal lære nogle flere pro moves)

Boblere – havde potentiale men er røget ud af rotation af forskellige årsager

• Tot
• Capture
• Moom
• Marked 2

Er der nogle Mac-apps du havde store forventninger til, som nu måske bare skal fejes ud af App-mappen?

Jeg er stadig ikke helt kommet mig over min influenza, så jeg bruger mere tid end jeg egentlig har lyst til på at splatte mere eller mindre ligegyldige videoer på ’Tuben.

Jeg har dog også fået læst et par ret fine artikler, som dukker op længere nede i denne måneds Pensum.

Men vi begynder på YouTube, hvor jeg er røget ned i et hul med bil-tests og -anmeldelser, der afgjort er en af mine skamfulde fornøjelser.

Jeg har blandt andet forelsket mig vildt i denne elektrificerede “resto-mod” af en gammel Alfa, som jeg afgjort ville købe hvis jeg havde 450.000 dollaser (og et kørekort)…

Preston kører på gamle skinner

Men den YouTube miniserie jeg egentlig vil dele her i Månedens Pensum er fra Preston og hans kanal Preston Goes, som jeg først lige har opdaget i den forgangne uge.

Preston er vel på mange måder en arketypisk YouTuber, som giver sig selv mærkelige udfordringer og filmer sine eventyr, der bliver garneret med heftige klip og tosset musik.

Normalt ville jeg ikke sige det var noget for mig, men kombinationen af dude-agtig charme, gamle tog, følelser og eventyr fangede mig virkelig her.

Prestons nyeste eventyr kommer i tre dele, og handler om hans besættelse af at ombygge en gammel japansk pickup-truck til at kunne køre på jernbaneskinner, og ikke mindste at køre trucken over en forladt bro i Idaho.

Man bør selvfølgelig også se del 2 og den store finale i del 3.

Det er overgearet og handler om en masse problemer der kommer fra et fjollet selvpåført projekt, men altså…jeg kom sgu til at holde lidt af Preston og heppede på ham hele vejen.

Det ikke-så-intelligente Æble?

Og så til læsestoffet, hvor vi lægger ud med Apple-kommentatoren John Gruber, der for nylig skrev et længere mea culpa om hvordan han burde have fanget alle de mange problemer med Apple Intelligence (Apples AI-satsning), længe før firmaet forleden annoncerede at de må udskyde projektet på ubestemt tid…

Grubers essay handler også om hvad hele Apple Intelligence-misèren siger om techgigantens aktuelle tilstand, og er afgjort værd at læse.

Opmærksomhed og distraktioner

Jeg vil ikke dykke dybt i diskussionen om opmærksomheds-kriser, distraherende dimser og vores (måske) manglende evne til at fokusere i en gennemdigitaliseret hverdag.

Jeg synes dog denne artikel i New Yorker var relativt afbalanceret, og så var det også lidt sjovt at læse om en af de nye “minimalist-mobiler” som skal hjælpe brugeren med at undgå for mange distraktioner, men som altid bare liiiige mangler de dér 3-4 ekstra features…

Det store forskningsarkiv

Til sidst besøger vi med Wired skaberen af arXiv, det store webarkiv med millioner af forskningsartikler.

Jeg ved egentlig ikke om jeg synes det er en supervellykket artikel, for den sætter sig lidt skævt mellem et portræt af Paul Ginsparg og en beskrivelse af arXiv, men det er stadig et ret interessant projekt og Ginsparg er virkelig en sær fætter…

Da jeg var dreng (og det var mange penge dengang) læste jeg ofte mine yndlingsbøger igen og igen. Men i de sidste mange år har jeg stort set lagt vanen på hylden – for der er så mange nye bøger, der lokker.

Jeg har dog på det sidste, blandt andet som følge af over to ugers temmelig hård influenza, eksperimenteret i det små med at genoptage genlæsningen.

Det har midt i sløjheden været svært at finde energien til at dykke ned i nye romaner og skulle følge med i nye plots, og så har jeg helt ærligt nok også bare haft lidt ondt af mig selv – og synes at det var bedre at læse noget jeg vidste jeg var glad for.

Dengang i 70’erne og 80’erne

Som knægt var genlæsning – udover glæden ved det velkendte – også en konsekvens af omstændighederne. Det var jo (længe) før computere og mobiler, og da jeg aldrig rigtig var det store sportshoved eller havde tonsvis af legeaftaler, gik dagene først og fremmest med bøger.

Men i modsætning til senere i livet havde jeg dengang hverken ubegrænset adgang eller penge til bøger, og selvom jeg frekventerede biblioteket flere gange om ugen var der stadig tidspunkter hvor jeg bare ikke havde noget nyt at læse på hylden.

Samtidig nød jeg også virkelig at genlæse mine yndlingsbøger – og kunne også ofte finde på bare at læse udvalgte sekvenser igen og igen, især om lørdagen når jeg havde købt for 5 kr blandet lakrids hos den lokale pusher, og skulle optimere oplevelsen i en rus af fiktion og salmiak.

I mine unge år genlæste jeg især klassikere som “Robinson Crusoe” og “Skatteøen”, senere Alistair MacLean og Desmond Bagley og andre letfordøjelige krimier af den mere kulørte slags.

Flere og flere bøger

Senere fik jeg dog flere likvide midler, og måske også en større trang til nye oplevelser, og gradvis har jeg altså gennem årene i vid udstrækning droppet genlæsningen, selvom der stadig er udvalgte bøger jeg har været igennem mindst to gange.

Jeg tror dog også, at det simpelthen har noget at gøre med at udbuddet er vokset – eller måske rettere: at bøger er blevet meget mere tilgængelige.

Især efter at jeg skiftede til ebøger for 10-12 år siden er det jo blevet så let som et par klik at købe endnu en ny bog, og selvom det måske ikke er lige så hyggeligt som at pløje reolerne igennem hos boghandleren eller på biblioteket, så gør det jo at der altid er mindst en håndfuld bøger parat i pipelinen.

Det er også blevet nemmere at følge med i de mange nyheder og artikler om de utallige nye, fristende værker, så jeg har konsekvent en laaang liste af bøger jeg gerne vil læse.

Der er HELE TIDEN tonsvis af fristende oplevelser derude, og derfor føles det altså nogle gange som spild af tid at læse bøger, jeg allerede har læst.

Reading challenges

Jeg tror også at min mangeårige vane med at tracke de bøger jeg læser, har spillet en rolle.

Jeg synes stadig det har (haft) værdi at holde give mig selv en såkaldt reading challenge (fx om at læse 65 bøger i 2025), fordi der er så mange andre input der kalder på min opmærksomhed, og jeg vil så gerne blive ved med at bruge tid på at læse.

Men omvendt har trackingen altså nok været med til at give mig en fornemmelse af at jeg mister et hak i bæltet hvis jeg læser en bog igen – for den kan jo ikke trackes to gange (synes jeg).

Jeg ved dog godt, at det på mange måder er noget fjolleri. For jeg kommer jo alligevel aldrig til at læse alle de bøger jeg gerne vil, og så kan man jo godt indimellem give sig selv lov til at genopleve en bog eller to.

Det er i øvrigt lidt spøjst synes jeg, at jeg har meget nemmere ved at gense en film eller endda hele tv-serier end ved at genlæse bøger – og en af mine yndlingspodcasts hedder oven i købet Rewatchables og handler specifikt om film, man kan se igen og igen.

Re-reading challenge?

Hvorom alting er, så har jeg altså planlagt at give mig selv lov til at genlæse flere bøger fra tid til anden – og har taget hul på fornøjelsen mens jeg har været sløj.

Mere specifikt har jeg i de forgangne par uger genlæst hele to bøger af min yndlingsrejseforfatter Tim Moore (“I Believe in Yesterday” og “Gironimo! Riding the Very Terrible 1914 Tour of Italy”), og også lige snuppet Bill Brysons “The Body: A Guide for Occupants” igen – fordi jeg allerede forlængst har læst og genlæst hans fænomenale “A Short History of Nearly Everything” indtil flere gange.

Det har været superhyggeligt, og jeg har faktisk nok brugt endnu mere tid på at læse end jeg plejer – selvom det jo også spiller en rolle at jeg har tilbragt en hel del timer på sofaen i selvynk – så det er altså næppe sidste gang jeg vil gendyrke genlæsningen i år.

Hvordan har du det med at genlæse bøger?

I de gode gamle dage på Twitter havde jeg for vane at lyn-anmelde film og bøger med tagget QikReview(tm) – og ja, det skulle staves og skrives sådan.

Jeg kom efterhånden ud af rutinen – det var nok en blanding af at gå mindre i biffen og så, ja…Twitter – men aktuelt er jeg blevet inspireret til at komme igang igen.

Det er nok mest for min egen skyld, som en slags logbog, for jeg ved ikke hvor meget reel anmeldelse man kan lave på et par hundrede anslag.

Men jeg synes nu det er lidt hyggeligt at dele, og det kan jo være at man om ikke andet tipper en enkelt person eller to til at tjekke noget de ikke ellers havde set eller læst.

QikReview(tm) – the app

Hvorom alting er, så har QikReview(tm) nu nærmest fået en officiel app, selvom den altså hedder Quick Reviews.

Det korte pitch af Quick Reviews (appen) er, at den gør det relativt nemt at lave små grafikker med titel, billede/cover og altså en kort anmeldelse, som man så kan dele i et opslag fx på Mastodon.

Manden bag er i øvrigt Matt Birchler, som jeg er begyndt at følge de seneste måneder – både på Mastodon, på YouTube-kanalen A Better Computer og i podcasten Comfort Zone.

Quick Reviews fungerer udmærket til formålet, men den er i en tidlig fase, og har stadig et par åbenlyse mangler.

Appens “Magic Mode” finder og henter (som regel) den rigtige plakat fra en film, et spil eller en serie, men hvis man vil anmelde et album eller en bog, ja så skal man selv ud finde album-cover eller bogforside, og uploade billedet i appen og den konkrete anmeldelse.

Og så mangler jeg nok også podcasts som en oplagt ekstra kategori, omend der er en ‘Other’, der jo kan bruges i en snæver vending…

Det er også ret clunky at appen ikke syncer via iCloud - endnu i hvert fald – selvom jeg delvis tilgiver Matt, fordi appen afgjort bare er et lille fritidsprojekt.

Men appen kan bestemt gøre det sjovere og lidt mere lækkert at dele QikReviews(tm) – så her kommer det hurtige take på Severance, sæson 2:

Hurtig anmeldelse

Nogle gange kan man godt blive lidt træt af altid at læse artikler fra kendte medier og magasiner, og bare at følge alle dem som i forvejen har millioner af andre følgere.

Her er to hurtige bud på alternative weboplevelser, hvis man har lyst til at prøve noget anderledes.

ooh.directory er en kurateret samling af blogs fra mange forskellige kategorier – samfund, teknologi, kunst, fritid, etc – og man kan få lang tid til at gå med bare at se på dem som er blevet opdateret for nylig.

Et andet sted at gå på jagt er Kagis Small Web-initiativ. Kagi (min foretrukne søgemaskine) har samlet en hel masse små og endnu mindre websites og blogs, som man bare klikker sig rundt i, mere eller mindre tilfældigt.

Meget af det er naturligt nok hinsides ens umiddelbare interesser, men overraskende ofte opdager jeg at jeg pludselig har brugt 10 minutter på at læse om thai-mad eller tv-programmer fra 70’erne…

Hvad var der på tv dengang?

Leader Key er til dem, der ikke synes at Raycast eller Alfred er helt hurtige nok.

For mig er en launcher app et fuldstændig uundværligt stykke værktøj i hverdagen. En hurtig tastekombination, der åbner et tekstfelt på skærmen som giver adgang til fx at åbne apps eller dokumenter, søge på nettet, skrive kalenderaftaler eller tusind andre ting.

Den indbyggede version på Mac hedder som bekendt Spotlight, men entusiaster har i årevis brugt Quicksilver, LaunchBar eller Alfred, og Raycast har været den nyeste hotness i et par år efterhånden.

Launcherne kan udvides med utallige tilføjelser eller workflows, og det er nærmest kun fantasien der sætter grænser.

Jeg må dog indrømme, at jeg i praksis stadig primært bruger Raycast til hurtigt at åbne apps, og så til en håndfuld andre funktioner som det er lykkedes mig at få til at sidde i fingrene.

Fx bruger jeg nu som regel Raycast til at konvertere valuta, oversætte små stykker tekst, og søge i Apple Maps.

Mikkels Leader Key

Anyway, den altid fantastiske Mikkel Malmberg har for nylig lanceret appen Leader Key, der lige giver launcher-ideen lidt ekstra gas og strømliner interaktionen med selve launcheren.

Så i stedet for at man skal taste en genvej for at åbne launcherfeltet, gå igang med at skrive, og så vælge mellem de forskellige muligheder i menuen, så er ideen med Leader Key at man fx bare aktiverer appen og så skriver ‘o’ for ‘open’ og ‘s’ for Safari.

Det kræver altså at man opsætter og lærer nogle bogstavkombinationer, men til gengæld slipper man for at skulle taste ting i launcherens søgefelt og evt. pile op og ned til man har valgt den rigtige kommando, og så trykke Return.

Jeg lader Mikkel selv fortælle mere og demonstrere:

Hvis man ved, hvad man vil – også altså kan lære sine kommandoer – er det lynhamrende hurtigt og effektivt!

Jeg har ikke endnu selv taget det store spring endnu – jeg sidder for meget fast i Raycast og har også vænnet mig til at bruge RCMD, som har nogle tilsvarende (men meget mere begrænsede) tanker om effektiv tastebrug – men det står helt klart på listen over småprojekter til de kommende uger.

Og hvis man er nysgerrig, men ikke helt er klar til at opgive fx Raycast, så kan Leader Key også bruges til at aktivere de Raycast-funktioner og udvidelser man måske har brugt tid på at installere og konfigurerer.

PS. Husk også at tjekke forbedringerne i den nyeste version af Leader Key.

Det er jo ikke kønt, når midaldrende mænd er ynkelige over at være syge – men jeg har lidt medlidenhed med mig selv for tiden, efter over en uge med influenza, snot, hosten og noget der minder om en lungebetændelse. Og det ser ikke ud til at holde op.

I mellemtiden får jeg så virkelig set noget streaming, indrømmet dog af svingende kvalitet.

Et lille udvalg:

• Gensyn med de to første sæsoner af Ted Lasso (som holder)
• Lost Daughter med Olivia Colman (absolut et kig værd)
• Mørkeland (på det jævne)
• Alle de aktuelle Colbert-åbningsmonologer (sjauw) og utallige YouTube-videoer om alt fra claymation og Obsidian-plugins til testflyvning af et U2-fly.
• Og så har jeg overrasket mig selv ved at gå igang med at se Onside på ATV+ – fodbold-“dokumentar” fra holdet bag Drive to Survive som er ret perfekt sygdoms-streaming…

Har du gode forslag de splattekiggeri, der ikke kræver for meget energi eller opmærksomhed, så sig endelig til.

Det burde ikke gøre nogen forskel for læsningen, men jeg har flyttet min Blot-blog fra Dropbox til iCloud – sådan lige med et tryk på en knap eller to.

Jeg spurgte for knap 4 år siden David, der er manden bag min blog-service Blot.im, om man ikke kunne bruge iCloud i stedet for Dropbox, og her i weekenden huskede han simpelthen at skrive til mig og sige, at det kan man så nu!

Det er jo service – og ja, der gik fire år, men manden gør det jo mere eller mindre som et fritidsprojekt…

Jeg tager chancen

Taget i betragtning at jeg lige for nylig havde lidt af en potentiel kaos-oplevelse (hvor jeg en dag troede at dateringen af alle mine blogsposts var fucket op), er det måske lidt uoverlagt sådan lige at skifte cloud-backend – men altså, jeg bliver ret nemt ramt af en form for FOMO i den slags situationer.

Så, på trods af influenza og mental tågethed, valgte jeg simpelthen at skifte her lige inden frokost.

Og efter en kort forvirring – det tager immervæk lidt tid at flytte 6-7 års blogposts med fotos og så videre – så er hele balladen nu flyttet over i iCloud.

Nu er det så spændende at se om 1) iCloud virker, og 2) om det betyder at Blot begynder at spamme RSS-læserne derude med “nye posts” fra 2018-2025…

Men foreløbig ser det ud til, at alting er gået rimelig smooth 🤞

PS. Jeg skulle dog lige huske at opdatere min Drafts-action til blog-publicering…denne her røg først til Dropbox, og det duer jo ikke længere 😜