|||
I ScifiSnak – podcasten som jeg laver med min gode ven Jens – taler vi i den aktuelle episode 111 om China Mievilles fantastiske sprog-rumfabel “Embassytown”.
Hvis du er interesseret i at vide mere, så anbefaler vi selvfølgelig først at lytte ScifiSnak, og derefter at dykke ned i bogen, der er overvældende, hittepåsom, snørklet og helt klart gefundenes fressen for to gamle litteraturvidenskabs-studerende (selvom vi ikke var enige om vores rating).
Romanen er superinteressant ikke mindst fordi så meget af historien handler om sprog og kommunikation, og fordi Mieville finder på så mange ord og udtryk selv.
(Sammen med en anden gammel ven dyrkede jeg i øvrigt et tilsvarende projekt på universitetet, hvor vi forsøgte at udvikle et sprog vi kaldte ‘desperanto’ – men det er en anden historie…)
Anyway, udover alle de andre oplevelser med “Embassytown”, så blev jeg særlig grebet af ét af China Mievilles ny-opfundne ord, nemlig floaking.
Floaking beskrives som “…en særlig livsindstilling som består af en kombination af kompetence, held, dovenskab og fandenivoldskhed.” (min oversættelse – se det oprindelige citat nedenfor).
DALL-E’s fortolkning af at floake
Det er klart noget jeg aspirerer til, men afgjort uden at jeg føler at jeg har nailet den – endnu.
Men måske skal det være mit nytårsforsæt – at træne min floaking?
This is what I excelled at: the life-technique of aggregated skill, luck, laziness and chutzpah that we call floaking. Some people think it mere indolence but it’s a more active and nuanced technique than that.
