|||
Som jeg har nævnt tidligere er jeg efterhånden kommet i den alder, hvor jeg skal bruge læse- og skærmbriller.
Det holdt lidt hårdt at acceptere tanken, men det er lykkedes at få vendt humøret, så jeg faktisk synes det er lidt cool – og det er jo en hel ny type tilbehør, jeg pludselig kan lege med og bruge som rekvisit i hverdagen 😉
Jeg har dog haft lidt indkøringsvanskeligheder i forhold til selve kigge-oplevelsen.
Udover begyndende gammelmands-syn skal brillerne også korrigere for en bygningsfejl som jeg åbenbart altid har haft, men bare har negligeret.
Det betyder at glassene jo “forvrænger” mit udsyn på verden, og især når jeg sidder med min Kobo-læser føles det som om bogen ikke er en regelmæssig rektangel, men en slags rombeformet skærm, hvor bogstaverne er større i toppen end i bunden. Meget mystisk.
Det har faktisk været så voldsomt, at jeg tog tilbage til optikeren – den meget, meget flinke Ferat hos Zimmer Optik på Frederikssundsvej i NV – for at dobbelttjekke at glassene nu også var de rigtige.
Han var sød nok til at tage mig alvorligt, og lod mig endda være med til at tjekke i sit fancy specialinstrument, at det var de korrekte linser.
Han fortalte så også, at grunden til min lidt særlige oplevelse af en forvredet virkelighed er det skræmmende faktum, at min hjerne simpelthen er blevet så gammel og stiv, at det tager lang tid for den at vænne sig til det korrigerede – og korrekte – udsyn gennem brillerne.
Så jeg fik til opgave at tage hjem igen, bruge mine læsebriller så meget jeg kan holde ud, og så (forhåbentlig) opleve, at min gamle, træge nerveklump efterhånden begynder at se Kobo, iPad og andre læsedimser mere normalt.
Det prøver jeg så. Og er allerede kommet dertil, at jeg kan opleve at skærmen forvrænges den modsatte vej, når jeg tager brillerne af. Jeg tager det som et godt tegn på at min hjerne trods alt stadig kan lære nye tricks…
