|||
Her de seneste måneder har jeg lagt mærke til, at min i forvejen sparsomme brug af sociale medier er krympet endnu mere.
Efterhånden begrænser det sig til et besøg på LinkedIn for at se hvad det professionelle netværk har gang i (og for at se om der skulle være et par interessante leads), og så et halvhjertet kig på Twitter.
Og det er især den sløsede omgang med Twitter, der piner mig.
Twitter er på mange måder min slags SoMe – i hvert fald fordi jeg er så privilegeret at have en masse gode mennesker i netværket, og fordi jeg (mere eller mindre bevidst) sjældent følger personer eller tråde, der fører til ophidsede diskussioner, personlige angreb og den slags.
Så for mig er Twitter en platform med hyggelig kaffemaskine-snak gange 100, altid med en strøm af input, links og snak, men uden det sociale pres at man absolut skal hænge ud i timevis.
Men jeg tror simpelthen, at jeg har haft for meget om ørerne – og midt i en overflod af information, tilbud, pligter og aktiviteter har Twitter trukket det korte strå.
Jeg har tonsvis af artikler, bøger, serier og film, der skal konsumeres, udover naturligvis arbejdet, parforholdet og alt det praktiske.
Egentlig er det jo lidt mystisk, at jeg – i en tid hvor den sociale kontakt er ekstremt begrænset – ikke har kastet mig over Twitter med fornyet energi for at få en daglig dosis af andre mennesker, men jeg har åbenbart reageret nærmest modsat, uden at jeg rigtig kan forklare hvorfor.
Hvorom alting er, så er jeg muligvis nu den eneste borger i landet, der har som sit erklærede mål at bruge MERE tid på sociale medier.
Så må vi se hvor længe jeg klarer det.
