|||
For 30 år siden denne fredag tog vi en hurtig beslutning, forlod Varanasi og kørte med bus til Kathmandu - noget som overhovedet ikke var en del af planen, da vi 10 dage inden tog hjemmefra.
Og da det var en anden tid - uden mobiltelefoner, sociale medier og den slags - så fik vores familier det først at vide pr luftpost-brev et par uger efter, da vi forlængst var vendt tilbage til Indien.
Very rock’n’roll.
Vi vågnede ved halv seks-tiden - vi skulle jo til Kathmandu! Ved check ud (opdagede vi senere) blev vi snydt for 100 Rs - men hva’ fa’en.
Efter en luset morgenmad steg vi ombord i deluxe-bussen. Sæderne var for små! Alt, alt for små! Men vi mødte Bo & Lene, to danskere som vi snakkede meget med i løbet af dagen, og det hjalp os til at glemme de ømme knæ og føle slangemenneske-stillingen mindre uudholdelig…
Men dagen gik med at køre. Affjedring? En by i Sibirien! Og hornene holdt kun op når der var 5 minutters pause i en obskur hytte-by. Kl 20 ankom vi til grænsen Indien/Nepal. Det tog cirka en halv time at blive checket ud af Indien, men kun 10 min at komme ind i Nepal. Til gengæld var “Nepal Guest House” at ligne ved opbevaringspladsen hos Kommune-Kemi.
Det var i øvrigt en tilbagevende oplevelse på turen, at to velfodrede teenagere i 190 centimeters-klassen ikke passer supergodt i transportmidler i økonomiklassen i Asien…
