|||
Jeg er kæmpefan af The Beatles og har været det så længe jeg kan huske.
Ikke fordi jeg nødvendigvis har dykket dybt i deres historie og ved hvilket mærke guitarstrenge de brugte og den slags, men jeg æææælsker deres musik, og har da også læst en del bøger om dem gennem tiden.
I disse dage får jeg dog masser af nye Beatles-oplevelser, fordi Peter Jackson netop på Disney Plus har udgivet sin monsterdokumentar om tilblivelsen af “Get Back”-albummet, hvor den kan ses i tre dele – tilsammen omkring 8-9 timer(!)
Det er på mange måder en blandet fornøjelse – fordi man kommer hele følelsesregistret igennem – og det er ikke bare fed 60’er-hygge det hele.
Der er traumatiske situationer, gnidninger og skænderier – og lange perioder med tvær tavshed.
Men der er også smil og venskab og harmoni.
Og så er der gyldne øjeblikke, hvor deres kolossale kreativitet og musikalitet blomstrer og springer ud på en fuldstændig magisk facon.
Hvor noget der virker som tilfældigt klimpreri pludselig transformeres til et af de numre vi kender og elsker fra Beatles-pladerne – og hvor vi simpelthen oplever at være tilstede i præcis dé øjeblikke, hvor sangene opstod.
Det er helt fænomenalt – på samme tid som det altså er trist og tåkrummende og nostalgisk og alt mulig andet.
Det er reality tv, når det er allerbedst.
