|||
Jeg har meget længe været opmærksom på Rick Rubin som musikproducer – ikke helt siden de tidlige Beastie-dage, men nok i hvert fald i 30 års tid.
Det har dog primært været noget med at jeg kendte navnet, og vidste at han havde produceret nogle af de store.
Det ændrede sig første gang, da jeg så serien “McCartney 3, 2, 1”, hvor Rick og Paul basalt set bare dimser omkring i et musikstudie og taler om gamle Beatles-numre og lidt af det McCartney har lavet siden.
Det var selvfølgelig sir Paul, der havde hovedrollen i den lille doku-serie (og det er stadig VILDT, hvor musikalsk den mand er!), men den guru-skæggede Rick Rubin var afgjort også værd at se på og lytte til.
Meget mere skete der dog ikke for mig, før jeg så her forleden lyttede en episode af podcasten “People I (Mostly) Admire”, hvor Rick Rubin er gæst hos økonomen Steven Levitt (kendt fra bogen og podcast-serien “Freakonomics”).
Jeg ved ikke hvad det lige var, der fangede mig først, men jeg blev snart fuldstændig grebet. Jeg tror det handlede om Rick Rubins fantastiske Onkel Fortæller-stemme, hans selvironi, hans uhøjtidelighed, og hans charmerende tanker om kreativitet, selvindsigt og meget mere.
(Han er sikkert, som de fleste, et komplekst menneske, og bliver i hvert fald også kritiseret for at have været medvirkende til at gøre musikken udynamisk og “flad”, men…foreløbig synes jeg altså han er fuld af sjove tanker).
I snakken med Steven Levitt fortalte Rubin, at han netop havde startet en ny podcast selv, “Tetragrammaton” – og den skulle selvfølgelig straks tjekkes.
Der er i skrivende stund kun kommet 3 episoder (plus en pilot på 2 minutter), og jeg er bare halvvejs inde i episoden med filminstruktøren Alejandro Iñárittu – men jeg skal helt sikkert høre mere. De to er både interessante, sjove, hyggelige og oplysende at lytte til, og jeg tænker at Rubins kommende snakke kommer til at være meget i samme stil.
(I øvrigt er ‘Tetragrammaton’ ifølge Wikipedia “…en betegnelse for Guds hebraiske egennavn JHVH…” – men jeg har ikke endnu fundet en forklaring på hvorfor podcasten hedder dét. Ikke at jeg rigtig har ledt efter forklaringen endnu. Nogle gange skal man bare være åben for den slags…).
Anyway, nu har jeg opdaget at han i 5 år(!?) har lavet en anden podcast, “Broken Record”, hvor han taler med tonsvis af seje musikere. Så nu er der endnu mere at gå på jagt i.
Hans bog om kreativitet udkom i øvrigt her i januar, men dén tror jeg lige jeg venter lidt med – hvis jeg bliver ved med at være glad for at lytte til Rick Rubin skal der jo også være noget at se frem til…
Jeg er spændt på om hans charme holder, eller om jeg ender med et overload?
