|||
Forleden delte jeg et par highlights om ‘digitale kloner’ i kølvandet på et oplæg.
Denne gang teaser jeg lidt for en kommende RumSnak LIVE – den 9. maj i Empire Bio i København, hvis man skulle være interesseret.
Alt, der begynder, har en ende. I denne episode af RumSnak skal vi tale om slutninger: Hvilke trusler fra rummet kan ødelægge Jorden, og hvordan vil den sjette masseuddøen på kloden påvirke vores eksistens? Vi får besøg af Line Drube fra DTU Space, Carsten Rahbek fra KU og Johan Fynbo fra NBI – og vi slutter aftenen af med en særvisning af filmen Sunshine.
Forberedelsen af arrangementet betyder, at jeg sidder og læser virkeligt opløftende ting om klodens katastrofale endeligt, den aktuelle KlimApokalypse(tm), og selve universets skæbne. Det kan godt være lidt svært at bevare optimismen…
En lille trøst er det dog måske – afhængig af gemyt – at selv vores aktuelle kriser og menneskehedens eksistentielle risici jo blot er små øjeblikke af kolossal ligegyldighed i den store kosmiske sammenhæng.
Hvis det går som flest astronomer forventer, så ender vi i en stor, mørk grød af stråling uden nogensomhelst chance for udveksling af energi eller information:
I denne fremtid er lysende stjerner kun et fjernt minde. Alt er mørkt, og på grund af universets udvidelse kan vi end ikke se de nærmeste galakser. Vores egen Mælkevej og Andromedagalaksen er for længe siden smeltet sammen til en stor supergalakse – den eneste galakse, vi kan se. (Helle og Henrik Stub, videnskab.dk)
Men selv det er ikke slutningen – og det bliver værre endnu:
Når universet når en alder mellem 1033 og 1037 år, begynder selv ultrastabile partikler som protonen at henfalde til positroner og stråling.
Da protoner er en vigtig byggesten i atomkernen, vil atomer og dermed stof som vi kender det ophøre med at eksistere. Det betyder at de utallige døde stjerner og planeter som driver omkring i universet vil opløses og forsvinde.
Tilbage er så kun de største sorte huller, som kan opnå en alder på over 10100 år, før de også forsvinder på grund af den såkaldte Hawkingstråling, der får sorte huller til at fordampe.
Når det sidste sorte hul er væk er vores univers ophørt med at eksistere efter vores begreber, fordi der så ikke længere kan foregå nogle fysiske processer. (do.)
Party 🥳
Katie Mack, der har skrevet den fantastiske bog “The End of Everything”, har delt disse tanker om hvordan vi overhovedet kan forholde os til denne uendelighed og universets fesne slutning:
I think there’s a point at which you did not matter. And I don’t think we have the emotional or philosophical tools to wrestle with that.
Sandt nok.
