Nu har vi haft telefoner med store skærme i årevis, så jeg forstår ikke hvordan appudviklere stadigvæk laver knapper der sidder øverst i venstre hjørne, og som er umulige at nå med én hånd?
Et eksempel fra min egen hverdag er Forest-appen, der hjælper mig med at holde fokus (og holde snitterne fra mobilen), ved at lade mig plante virtuelle træer, som dør hvis jeg åbner telefonen inden den forudafsatte tid er gået.
Det er en fin-fin app, men når man skal tilbage til hovedskærmen efter at have plantet et træ, så skal man række heeeelt op i venstre hjørne, og på en iPhone 13 Pro betyder det enten at jonglere risikabelt med den dyre dims, eller at gå den lidt mere sikre vej og bruge to hænder.
I stedet ville det jo være meget nemmere, hvis man havde knappen nede i højre hjørne, eller bare kunne swipe med tommelen tilbage til hovedskærmen.
Så det skrev jeg til folkene bag Forest, der forleden var søde nok til at svare:
“We can see how this particular feature can save users time to continue planting, and we will certainly forward your suggestion to the rest of the team. Hopefully, we can implement this feature in the near future when possible!”
Så nu går jeg bare og venter på en opdatering 🌳😄📱