|||

Jobstatus 2020

Den 1. februar er det 3 år siden jeg blev selvstændig efter 17 år i DR, og det er blevet tradition at gøre status (jeg har i hvert fald gjort det to gange før), og fortælle hvordan jeg synes det går. (Her er status fra 2019)

Så lad os tage temperaturendet lille firma, se på mine planer og ønsker for det kommende år, og grave lidt i hvor jeg oplever udfordringer.

TL;DR

  • Jeg har mistet et par faste opgaver, og der har været væsentlig mindre efterspørgsel på foredrag og moderatoropgaver - så ordrebogen er noget tyndere nu end sidste år ved samme tid - det kan godt bekymre lidt
  • Jeg har dog stadig flere spændende projekter og gode samarbejder, og har også løbende lanceret nye ting i det forgangne år
  • Jeg overvejer om jeg tør skrue ambitionsniveauet ned og satse på en 4-dages uge
  • …men jeg er også hele tiden på nysgerrig jagt efter interessant arbejde (podcasts, moderatortjanser, speakerabejder - eller helt nye slags tjanser)
  • Og så kigger også hver dag på jobopslag, bare for en sikkerheds skyld…

Status

Det er - som altid - gået op og ned det sidste år. Inden sommer måtte jeg sige farvel til podcast-projektet Transformator i Teknologiens Mediehus - de skulle skære i udgifterne. Til gengæld kom der så et par nye projekter til.

Aktuelt har jeg gang i tre relativt faste podcast-produktioner:

  • DataSnak-podcasten, som jeg medvirker i og producerer for HK
  • RumSnak-podcasten, som er fondsstøttet, og som jeg sammen med Tina Ibsen har kørt en sæson i 2019 og skal køre forår og efterår her i 2020
  • SuperDigital-podcasten, som jeg lancerede på Podimo sammen med Nic Franck i september 2019, men som fra marts skal ud at finde nye partnere
  • Og så laver jeg jo også stadig ScifiSnak-podcast con amore med min gamle makker, Jens

Jeg er også igang med en halvstor serie om såkaldt computational thinking i forskning og uddannelse, som jeg planlægger og producerer for universitets-samarbejdet It-vest, og som blev lanceret den 15. januar.

Tidligere i 2019 lavede jeg blandt andet podcastserier til Accenture og Implement Consulting, primært til intern brug.

Og så er der alt det løse - dokumentar-speaks, et par små foredrag, lidt anmeldelser og sådan - men det har siden sommeren 2019 været ganske sparsomt.

Jeg ved ikke præcis hvad der skete, men efter ferien har jeg haft omkring en fjerdedel af de foredrag og moderatoropgaver jeg var forvænt med gennem 2017, 2018 og første halvdel af 2019. Mon folk er blevet trætte af mig?

Sammen med de andre afsluttede projekter og bortfaldne aftaler betyder det, at jeg synes 2020 virker noget mere…åbent…end de forrige par år.

Planer og ønsker

Siden jeg blev selvstændig har jeg haft et ønske om at prøve at lave opgaver, som jeg ikke har helt så stor erfaring med. For variationens skyld, og for at lære noget nyt.

Det kunne være input til workshops og rapporter, små konsulentopgaver eller andre måder at forsøge at dele hvad jeg har suget til mig gennem 20 år med teknologiformidling - på en eller anden facon.

Det er dog heller ikke i år rigtig blevet til meget mere end lidt løs deltagelse i en workshop eller to - uden aflønning. Men jeg bobler stadig over det - selvom jeg også selv er ret usikker på hvordan jeg skal “pakke og sælge” sådan en ydelse. Eller om jeg egentlig har noget at bidrage med i den slags sammenhænge.

En helt anden ting jeg overvejer at begynde at tilbyde, det er redigering og produktion af andres podcasts. Jeg hygger mig faktisk ret meget med at klippe lyd og fifle lidt med musik og effekter og montering, og jeg tror det ville være en god idé at have færre forskellige indholdstunge projekter i hovedet, og i stedet bruge lidt mere kreativ energi og dyrke håndværket som en modvægt til al planlægningen og den evige research på nye historier og nyt stof.

Og så kigger jeg som altid jævnligt (læs: hver morgen) jobannoncer, for at se om der skulle være noget der lige kunne passe, eller give mig inspiration til at afsøge nye muligheder og måske udfordre mig selv lidt.

Det er dog ret sparsomt, nok også fordi jeg på mange måder jo har kørt mig selv ud af et relativt nicheagtigt spor ved at lave stort set det samme job i DR i 17 år, og så 2-3 år mere bagefter, bare som selvstændig - så det er begrænset, hvad jeg lige synes jeg kan tackle.

Jeg var dog til en enkelt samtale i 2019, til en halvtids-stilling som kommunikationsmand - noget der jo kunne have passet fint med podcast-produktionen ved siden af. Men det blev ikke til noget, så jeg kigger videre!

Alt i alt har jeg dog - selvom disse måneder egentlig er ganske travle - måske udsigt til et år, hvor der er lidt færre opgaver. Men da jeg er i den privilegerede situation at jeg ikke behøver tjene 80.000 om måneder for at få tingene til at hænge sammen, så går jeg og overvejer om jeg simpelthen skulle udnytte situationen, arbejde mindre, og planlægge at leve med en 4-dages arbejdsuge?

Det ville egentlig passe mig fint i hverdagen, og hvis jeg kan få logistikken til at hænge sammen, så jeg kan holde mig under 30 timer, og helst samlet på 4 dage, så ville det faktisk være dejligt.

Jeg er bare ikke sikker på at jeg har nerver til det bevidst at skære ned og/eller sige nej til opgaver…

Udfordringer og fremtid

Så hvad er det for nogle udfordringer, jeg står over for i 2020?

Det handler om tre ting:

  • at udvikle nyt og lave nye aftaler, både podcasts og andre formidlings- eller “konsulent”-opgaver
  • at finde fortsat finansiering af aktuelle projekter, så de kan køre videre
  • at finde roen, og ikke bare acceptere, men også nyde, at jeg måske ikke helt fylder 40 timer eller mere om ugen op med arbejde

Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg jo godt, at jeg er ekstremt privilegeret - med et godt netværk, fantastiske samarbejdspartnere, og sjove projekter.

Ikke desto mindre, så er jeg åbenbart den slags menneske, der ikke bare ser et halvtomt glas, men også regner med at det snart ryger på gulvet og går i stykker. Og så kan det godt være svært at tro på, at det nok skal gå altsammen.

Men - det skal nok gå altsammen!

Vi ses derude i 2020!

Up next Support Det er sikkert urimeligt, men jeg bliver uforholdsmæssigt irriteret, hvis jeg kontakter noget it-support, og synes jeg kommunikerer på en måde der Morgen i Sydhavnen
Latest posts Itsy bitsy spider Hundredetusinder af ord Update på batterier – ny test Skal man behandle sine batterier med respekt? KalenderTetris – I’m doing it wrong Solopgang på Strandvejen Craft objects - farvel til Notion? Hovsa, det var ikke med vilje Opdateringer over det hele Gåturton 2024 - Hillerød til Kgs. Lyngby En overflod af læs-senere-apps Ikke et job for mig Ønsker til Todoist Heldigt uheldigt foto Bjørnen vender tilbage Hvem tager billedet? Hurra for Houdah Slow water GuestCast – adgang til det udvidede Anders Podcast Universe iPhone Photography Awards 2024 Podcastapps – er det tid at prøve noget nyt Interessant kombination Fragmenteringen rammer også mine læs-senere apps Tilbage til Drafts Elæser-opfølgning PopClip – en af hverdagens helte Slut med ferietempo Sekulære bandeord Fri vilje er en illusion Forgæves jagt på ny elæser Kalenderen som omdrejningspunkt