|||

Ferie 2023

Som man nok har gættet fra mine fotos og mine blogposts om at have bøger med på rejse, har vi lige været på sommerferie.

Årets tur var mere eller mindre konstrueret rundt om et besøg på Downton Ab…undskyld, Highclere Castle, syd for Newbury, og endte med at blive en tur først til Amsterdam, så til London og så et kort visit i Amsterdam igen på tilbagevejen.

Vi rejser kun i tog nu, så det bliver hurtigt en logistisk udfordring at komme særlig langt, og det er nødvendigt at indtænke nogle stop på vejen.

Jeg skal spare jer for alle problemerne med at finde bare nogenlunde direkte togforbindelser i Europa, navigere i uigennemskuelige billetsystemer og ændringer i afgange – men det er stadig vildt at det skal være SÅ dyrt og SÅ besværligt, sammenlignet med at flyve.

Anyway, vi havde altså 3 dage i Amsterdam og 6 dage i London og omegn, og en halv dag i Amsterdam – med en transportdag Kbh-Amsterdam t/r i begge ender.

Vi – og især jeg – har været i begge byer en del gange før, men det lykkedes faktisk at finde nye, spændende oplevelser begge steder, og bortset fra at jeg blev ramt af trekvart influenza de sidste to dage (som stort set bare var transport, heldigvis), så var det en fantastisk ferie.

Kort highlights, måske til inspiration:

Amsterdam-tips

STRAAT i Amsterdam er et museum for gadekunst, med kæmpestore grafitti-lærreder i en gammel fabrikshal. Man kommer nemt derover fra Centraal med en gratis færge, og det er absolut besøget værd. Fantastiske billeder og fantastiske omgivelser.

I den lidt mere kuriøse afdeling besøgte vi på min 52-års fødselsdag også begravelsesmuseet Tot Zover i Amsterdam – småt, men godt!

Hvis man er til ‘søde sundheder’ – glutenfri og veganske kager og den slags – så er Sue afgjort også et god (men farligt!) sted at besøge.

Fristelser hos SueFristelser hos Sue

London-oplevelser

Under kanalen ovre i London tog vi (udover besøget på Highclere Castle), også på en anden pilgrimsfærd, nemlig til Bletchley Park, hvor Alan Turing og tusindvis af andre under Anden Verdenskrig arbejdede indædt på at knække aksemagternes kodede kommunikation.

Det var et glimrende museum og et rigtig fint område at besøge, og vi endte med at bruge over 4 timer derude, inklusive frokost og kaffe ved den lille dam foran godset Bletchley.

Den lille dam i BletchleyDen lille dam i Bletchley

Vi havde virkelig en fornemmelse af historiens vingesus og samtidig af hverdagen i den her lidt mystiske informations-fabrik, der i mange år var næsten glemt, fordi ingen måtte tale om hvad de havde lavet. Nåja, og så fik jeg temmelig meget lyst til at genlæse (for tredje gang) Neal Stephensons fremragende Cryptonomicon.

Apropos Neal, så fik jeg også lyst til at tage hele den såkaldt barokke cyklus endnu engang, da vi besøgte observatoriet i Greenwich, og gjorde den turistede ting med at stå på nul-meridianen. Endnu et virkelig godt museum, og jeg blev også helt rørt af at se Harrisons H4-kronometer, der virkelig (ligesom ‘bomberne’ på Bletchley Park) er en af de maskiner, der har ændret historien.

(Det er i øvrigt afgjort værd at snuppe en havnebus tilbage til London fra Greenwich – et godt blik på byen fra en anden vinkel).

Bonus: App-tip

Shoutout til min bedre halvdel, der havde fundet appen TrabeePocket, som hjalp os med at holde styr på pengene på den (dyre) tur til to dyre hovedstæder, oven i købet med tog.

Appen er ikke nødvendigvis perfekt, men det var relativt nemt at oprette turen, opdele den i faser, og løbende indtaste udlæg og køb – og det blev en hel sport også at vedhæfte fotos af mad, museer eller andet til de enkelte poster, og på den måde næsten gøre det til en ekstra lille rejsedagbog.

Appen regner også nemt om fra forskellige valutaer, og man kan selvfølgelig vælge om man bruger kort eller kontanter. Man kan også indtaste forberedelses-udgifter, men det nåede vi ikke at få med denne gang.

Det ville være ekstra nemt, hvis man kunne være fælles om en rejse, og også indtaste hvem der havde lagt ud, men i praksis var det uproblematisk for os bare at lave regnskabet manuelt bagefter.

Up next Godmorgen og tak for denne gang, Amsterdam Tool tip-tip Jeg har som selv-erklæret app-hobbyist skrevet en masse om forskellige todo-apps, kalendere og andre værktøjer her på bloggen, og jeg håber at det
Latest posts Flere spejltræer Regn og blæst i Aalborg Jeg kom til at bestille et kamera Spejltræer Det er AInders der snakker Jeg elsker tåge Obligatorisk ProFie God udvikler-service Cooking with data Navlepillende navneleg Søgning på steroider Komplet irrationelt kamera-begær Efter gadefesten Syv år som selvstændig Tirsdags-udsigt Ny abonnementtracker-app Skulderklap fra min digitale assistent Tillykke med de 40 til Macintosh Nye tanker om produktivitet og processer 100 små ideer Blad i frostvejr Promptkursus Harddisk-jubilæum 14.190 skridt om dagen Christiansborg i tåget morgenlys Årets Tema 2024 Årets tema 2023 – sådan gik det Floaking Feriearbejde Dagens ristning Sic Transit Gloria Macintosh