|||

Eksistentielle udfordringer i hverdagen

Forleden tillod jeg mig at blære mig med, at jeg kunne markere toårs-jubilæum for hver dag at have gået mindst 10.000 skridt - og det er jeg faktisk lidt stolt af.

De 10.000 skridt om dagen er bare én af et par håndfulde vaner jeg tracker, for jeg må nok bare erkende, at jeg er et system-menneske, der trives med en organiseret hverdag.

Nogle vaner er “store” - som at gå ca 10 km om dagen eller skrive dagbog hver dag - andre er “små” - som at huske at tage en vitaminpille.

Vaner = personlighed?

Men problemet (et af problemerne) med det er, at nogle af vanerne kommer til at føles som en så integreret del af mit liv og min personlighed, at det gør eksistentielt ondt i hovedet at skulle (overveje at) bryde dem.

Jeg hørte ellers forleden i en podcast, at et smart trick hvis man gerne vil tillære sig en ny vane, fx at begynde at løbe, så skal man ikke blindt se på at “om 3 måneder vil jeg kunne gennemføre et 5 kilometers løb uden at gå,” men i stedet forsøge at tænke på sig selv som en person der løber 3 gange om ugen - så kommer målet næsten af sig selv (hvis man ellers gør det).

Og det tror jeg sådan set er et godt råd - indtil man så rammer den vane-eksistentielle mur.

Er jeg så sløj at jeg ikke kan gå?

Helt konkret: i disse dage er jeg, for første gang i et par år, virkelig monumentalt forkølet. Det har nok ikke hjulpet at jeg har haft alt for meget at lave, og har været på “tour” rundt i Syddanmark med et foredrag. I hvert fald løber øjnene i vand, jeg snøfter og snotter, og jeg har nærmest ingen energi.

I løbet af ugen tvang jeg mig selv til at gå mine 10.000 skridt (det hjalp at jeg skulle til banegården, ud til kunder, etc), men i dag har jeg ingen pligter, og burde helt sikkert blive i sengen og forsøge at blive rask.

Men tanken om at bryde gåturs-kæden, vinke farvel til et streak på over 730 dage og skulle starte forfra - dén gør ondt. Både fordi det så helt bogstaveligt vil tage to år igen at få bygget kæden op, og fordi jeg føler det er blevet en integreret del af min hverdag og min personlighed, at jeg går så meget.

“Er jeg sådan en person, som ikke går 10 km om dagen, selvom jeg er syg,” spørger jeg mig selv? Og hvis jeg bryder kæden i dag, hvad bryder jeg så også? Trævler hele min personlighed op, og jeg ender som en tom skal uden kompas, holdninger, mål, energi eller disciplin?

Vaneuroticisme?

Ja, jeg ved godt at det lyder fuldstændig vanvittigt - og det er også derfor jeg skriver det her til semi-offentlig læsning: for at tvinge mig selv til at skrive det ned og erkende at jeg (måske) har et problem…

“Jeg hedder Anders, og jeg er habitoliker.”

Og så vil jeg ud at gå en tur…

PS. En af mine vaner er, at jeg 5 gange om ugen skal lægge noget her på bloggen, hvadenten det er et billede eller noget jeg har skrevet. Ved at dele disse tanker kan jeg således sætte kryds for i dag. Smart.

Up next Nemesis Siden jeg stoppede i DR for to år siden, og derfor ikke til hverdag sidder i et kontormiljø, er jeg blevet meget mindre forkølet. Normalt får jeg Nyt navn til SAMDATA Podcast fra i morgen
Latest posts Domæner med løse ambitioner Flyv op og bed om bedre vejr Orion har strammet bæltet Time management på WWDC I havnen Cyklisk selverkendelse – nu med kamera Jeg forsøger at omfavne kaos Den Store Fragmentering Podcast-manus i frit flow Jeg blev ikke hooked på Hookmark Ufrivilligt tjek af ny noteapp Så er vi igang med Bloom 2024 Det glæder jeg mig til på årets Bloom OLED blev min skæbne Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude How to Blow Up a Pipeline