For nylig skrev jeg den traditionelle blogpost om temaet for det kommende år, og valgte “Nysgerrighed 2.0”. Men i de efterfølgende dage er jeg faktisk kommet i tvivl om det var det rigtige valg?
Jeg havde nemlig også et par andre kandidater i tankerne, og især ét af de mulige alternativer har optaget mig mere og mere den sidste uges tid.
Så selvom det piner et ordensmenneske som mig pludselig at lave om på systemet, har jeg besluttet mig for at reboote og vælge et nyt tema for 2023.
Det nye kodeord er NÆRVÆR.
Nærvær handler for mig i denne sammenhæng først og fremmest om at være tilstede i det jeg laver. Det kan være at lytte podcast, lave mad, gå tur, tage en fem-minutters pause eller spise aftensmad med min bedre halvdel. Eller naturligvis at arbejde.
Det vigtige er at holde opmærksomheden på det jeg er igang med, i stedet for at tænke på den næste opgave i kalenderen, på at tjekke Mastodon, på hvornår jeg skal spise, eller andre mere eller mindre værdifulde distraktioner.
Jeg skal i øvrigt indsparke her, at jeg – måske uden rigtig at lægge mærke til det i begyndelsen – er kraftigt påvirket af min viv, som over nytåret har læst og talt om “4000 Weeks” af Oliver Burkeman, der også handler rigtig meget om at være tilstede i nuet.
I den sidste uges tid er jeg allerede gået lidt igang med at dyrke nærværet. Jeg forsøger mig (for mindst tiende gang) med mindful spisning (ja, jeg skal tabe mig 5-6 kilo, men prøver at have fokus på processen, snarere end målet), og jeg har en ambition om ikke altid at lave flere ting samtidig – så fx at bruge mere tid på “bare” at høre musik uden også at læse.
Det nye tema betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke skal være nysgerrig de kommende 12 måneder, eller for den sags skyld resten af livet. Nysgerrighed er, som jeg skrev, en vigtig del af tilværelsen, og bør altid dyrkes.
Det samme gælder naturligvis også dét at være tilstede i nuet, men jeg føler måske at nærværet har ekstra behov for en særlig indsats og for fokuseret opmærksomhed – og derfor bliver nærvær altså årets nye tema.
Som faste læsere vil vide, så skal årets tema også have et logo. Det kommer her: