|||
Jeg tænker, at mange ligesom jeg er lidt ekstra grådlabile i disse dage - i hvert fald oplever jeg et par gange om ugen at måtte knibe en tåre, når jeg hører en sang, læser en bog eller ser noget på skærmen.
Nogle gange er der en åbenlys forbindelse til Coronapokalypsen og verdens nedsmeltning, andre gange er det bare fordi musikken lyder særlig smukt eller en karakter på siden siger noget bevægende.
Og så er der West Wing…
Jeg er i et anfald af eskapistisk nostalgi gået igang med at gense den gamle serie, der begyndte i 1999. Det er 4:3 og småfedtet at se på, men karaktererne står lyslevende og dialogen er sprudlende, dyb og genial.
Jeg pløjede igennem sæson 1 på få dage, og har nu taget hul på sæson 2, der måske er den bedste sæson af en tv-serie, jeg nogensinde har set. Den er i hvert fald i Top Tre.
Og ja, i de første to afsnit af denne sæson måtte jeg indtil flere gange tørre en tåre af kinden. Nogle gange fordi det var hårdt, andre gange fordi det var sjovt, og atter andre bare fordi det føltes så…rigtigt.
Da jeg var knægt drømte jeg ofte om at leve i fiktive verdener, som Tolkiens Middle Earth - i dag kunne jeg godt tænke mig at bo inde i tv-seriens Vestfløj.
