|||
I denne uge havde jeg været så heldig at få en fribillet til det såkaldte Presidents Summit i Lokomotivværkstedet – en slags TED-konference med fokus på ledelse og networking.
Det var egentlig ikke noget der umiddelbart passede specielt godt til min hverdag eller interesser, men jeg tog med som en form for eksperiment.
Nogle gange er det jo fint at komme lidt ud af den vante gænge, og jeg valgte at se på det som et par fridage efter nogle travle uger.
Og nu skal man jo ikke klage over gaver, men det var…ikke noget for mig.
Hvis jeg skal begynde i det store perspektiv, så gik det mig voldsomt meget imod at hver eneste taler på scenen blev præsenteret som “World number 1…” ekspert i motivation eller performance eller søvn eller hvad det nu var.
Hvad er der nu i vejen med “bare” at være dygtig til noget, uden absolut at skulle præsenteres som verdens bedste?
Ikke mindst virkede det ret fladt, fordi der var kun et eller to af de oplæg jeg så, der løftede sig udover fuldstændig banale business-bullshit-præsentationer.
Unleash your best you!
Bevares, de fleste var tight og fint leveret, men det er nok også fordi stort set alle talerne formodentlig har holdt det samme oplæg 50 gange, og sikkert til helt ublu honorarer.
Samtidig var der dog også et par stykker jeg simpelthen var nødt til at forlade, fordi de var så aggressivt og forceret overgearede, at jeg bare ikke kunne holde det ud.
Personer, der fra scenen skreg “Do you wanna make this the best conference EVER – let me hear you say ‘YES’” og den slags. Gys.
Så altså – ikke noget for mig.
Men uanset indholdet på konferencen, så undrede det mig at der ikke var bedre service til de deltagere, der betalte flere tusind kroner for at være med.
Måske er jeg forvænt fra techkonferencer og den slags, men der var konsekvent alenlange køer til kaffemaskinerne og til toiletterne, der var ingen personaler som kunne fortælle om der var gluten i frokostbakkerne (og der var ingen vegetar-muligheder), og snack-udvalgte bestod af cookies, kage og Kim’s Chips – ikke et eneste stykke frugt i hele værkstedet.
Til gengæld kunne man smage sprut og prøve en golf-simulator. Hey ho.
På en positiv note, så fik jeg sagt hej til at par folk jeg kendte, maskinkaffen (som meget få stod i kø til) kunne sagtens drikkes, og Lokomotivværkstedet er faktisk et cool sted, med masser af dejlig industriel forfalds-æstetik som baggrund for al business-balladen.
Så igen: det er jo fint at komme ud af komfortzonen og se noget nyt, men det er næppe noget jeg behøver prøve næste år…
