Tung tråd
Hvad er det tungeste musik, du kender? Hvad er det mest heavy heavy?
Dét spørgsmål havde jeg egentlig ikke noget rigtig godt svar på, da jeg for nylig læste artiklen “Is Sleep’s Dopesmoker still the heaviest album of all time?” i The Verge (af alle steder).
For selvom jeg sagtens kan nævne nogle virkeligt brutale riffs og sejtrækkende guitar-hug, så har jeg aldrig været på jagt specifikt efter ‘det tungeste metal’.
Jeg kan dog rigtig godt lide den slags langsom, kværnende og ofte instrumental metal – á la Pelican, Doom VS, Earth, Monolord og den slags – der er overraskende godt som baggrundsmusik til arbejdet.
Desværre er det så ikke så tit jeg har mulighed for at høre det ved et passende lydniveau hjemme på anlægget, der ellers har en udmærket subwoofer og håndterer den slags ret fint. Det er ikke så fordrende for godt naboskab at lytte ekstrem-metal på vindstyrke 12…
Hvad er ‘tungt’?
Man kan selvfølgelig også diskutere hvad ‘tungt’ egentlig er i denne sammenhæng.
Ifølge forfatteren Elizabeth Lopatto er det ikke nødvendigvis brutal eller aggressiv musik, men en lyd som giver lytteren fornemmelsen af at “blive kvast mod asfalten” af musikkens massive vægt.
Ikke at dét så er nogen særlig præcis definition.
Personligt er Metallicas “Sad But True” for mig et godt eksempel på et tungt, tungt riff – der kombinerer det bunddybe med en tilbagelænet og swingende vibe, men det er nok alt for melodisk og med lidt for meget Papa Het til at være med i konkurrencen her.
Tunge albums i opløbet
I artiklen nævner Elizabeth naturligvi en række af de bands og albums, der i følge sagkundskaben regnes for de tungeste.
Højt på listen er Sleeps “Dopesmoker” (der i øvrigt bare består af to numre, hvoraf det første alene er over 1 time langt!), men også Electric Wizard, Bongripper, Thou, The Body og Boris er med i opløbet.
Jeg må indrømme, at der var flere bands på listen, som jeg ikke engang havde hørt om før, så dem skulle jeg naturligvis tjekke ud, og de har været i semi-fast rotation de seneste par uger.
Der er dog en del som jeg næppe kommer til at lytte særlig meget. For eksempel går der rimelig meget 70’er heavy-blues i tingene på Sleep-albummet, og det bliver lidt trættende i længden (ironisk nok, når nu det hedder Søvn…).
Jeg vil ikke afsløre Elizabeths valg til titlen som det tungeste album, men kan jo godt nævne de fire album hun ellers har med i opløbet, nemlig:
- Boris: “Amplifier Worship”
- Hell: “Live at Roadburn”
- Bongripper: “Empty”
- Body/Thou: “Released from Love”
Tung tråd og transcenderende oplevelser
Uanset hvad Elizabeth nu vælger i artiklen, og uanset hvad man ellers selv ville anbringe på sin egen Top 3 derude (skriv endelig!), så elsker jeg at tage turen gennem andre menneskers engagerede, kuraterede og nørdede spillelister (i hvert fald når der er overlap til mine egne præferencer på en eller anden måde).
Skulle jeg selv vælge en ‘vinder’ – med det forbehold at det ikke kun skal være tungt, men også ellers falde i min smag – så må det nok blive Sunn O))), der leverer noget af det mest ekstreme og tunge lydflade-støjmusik jeg nogensinde har haft den fornøjelse at lytte til.
Det hører dog med, at det nok er ret influeret af mine live-oplevelser med Sunn O))), som jeg har hørt i DR Byens Koncertsal og i koncertsalen i det gamle Radiohus.
Begge gange gik jeg nærmest i trance mens de spillede, i en blanding af dronende riffs, tilrøget lysshow og ikke mindst et Stonehenge-lignende anlæg, der præsterede et lydtryk så monumentalt, at det føltes lige præcis som en tonstung vægt på hele kroppen.
Jeg er ikke ekspert i deres oeuvre, men vil umiddelbart nok vælge “Pyroclasts” eller “Life Metal” som de ‘tungeste’.
God fornøjelse, hvis du vælger at lytte med.