Tænke-tegninger – nu med app

Jeg er ikke særlig god til at tegne, og jeg er ikke mindmap-troldmand – ikke desto mindre kan jeg især til konferencer godt lide at kombinere mindmaps, tegninger og korte noter, når jeg lytter til oplæg.

Det hjælper med at holde fokus, samtidig med at man har fornemmelsen af at doodle – og jeg oplever faktisk også, at kombinationen af små illustrationer gør det nemmere at navigere i noterne bagefter.

Tænke-tegningerne (som jeg lige har døbt det) fungerer indrømmet bedst når jeg ikke umiddelbart skal bruge indholdet fx til et interview eller en artikel, men som en slags logbog eller tilbagelænet dokumentation synes jeg det er fint.

Her fx fra mit besøg på Rumkonferencen i november ’24 i Aarhus.

Noter og satellitterNoter og satellitter

Det giver mig også en undskyldning for at tegne og skrive med min Apple Pencil Pro på Padden – noget som jeg desværre ellers mest bruger når jeg læser pdf’er og laver highlights.

På app-jagt

Jeg har dog aldrig rigtig følt at jeg havde fundet den rigtige app til mine tænke-tegninger.

Goodnotes har længe været fast indbygger på hjemmeskærmen, og appen er proppet med fine værktøjer – men opdelingen i sider gør hurtigt noterne lidt klemte, og der er heller ikke noget egentlig mindmap-værktøj.

Ellers er der jo både tegne-apps og deciderede mindmap-tjenester derude i massevis (og jeg har bådet leget med Concepts og Mindnode), men jeg har ikke kunne finde appen, der gør det muligt at kombinere håndskrevne noter og tegninger med en mindmap-struktur.

Men idag lykkedes det så – og som så ofte forstår jeg ikke helt hvordan jeg har kunnet overse resultatet tidligere. Hvorom alting er, så kan SimpleMind både bruges til mindmaps på alle platforme (undtaget Linux), og man kan bruge sin Æble Blyant til at skrive og tegne.

I praksis betyder det, at jeg både kan bruge tastatur til at skrive fx den centrale node og måske det næste niveau også, samtidig med at jeg kan embedde eller tilføje tegninger og håndskrevne noter – enten som en del af en ‘node’ eller som sin egen ‘node’.

Og når jeg så trækker nodes rundt for at organisere mindmappet, følger tegninger og noter selvfølgelig med – hvilket også har været en udfordring tidligere, når jeg bare har “tegnet” og noterne efterhånden bliver lidt presset sammen i et hjørne.

Der er sikkert bedre mindmap-apps og tegne-apps derude, men det er altså lige præcis denne kombinationen, jeg har været på jagt efter – og det gik meget hurtigt med at få langet de $11.99 over disken, så jeg kunne bruge min Pencil.

Jeg er kun lige kommet igang med at udforske mulighederne, men har dog tjekket at jeg kan bruge de 2-3 ting jeg har savnet mest – altså kombinere dynamiske mindmaps med tegninger og noter – og at der findes et par skabeloner som jeg umiddelbart synes ser anvendelige ud.

Nedenstående eksempel er afgjort ikke det pæneste jeg har lavet, men kan dog illustrere hvad jeg regner med at bruge SimpleMind til.

Nu er det så bare at vente på næste konference, seminar eller workshop…

Test-mapTest-map

25 January 2025 ·


Før:Den årlige status for indie-livet
Efter:Tung tråd