|||

Tekst-manipulator

Jeg er (til alles totale mangel på overraskelse) sådan en type, der går temmelig meget op i tekst-formattering.

Alting skal helst være i den rigtige font, den rigtige størrelse, og ensartet layoutet og struktureret.

Det er også en af grundene til at jeg så godt kan lide at skrive i Markdown – der er ret begrænsede muligheder for at rode i tingene, og skulle det ske er det som regel nemt at regne ud hvordan man kan rette tilbage.

Og det er i øvrigt også derfor jeg foretrækker at samarbejde i Notion eller Apple Notes fremfor fx Google Docs – der er færre muligheder for at andre f*cker alting op…

Anyway, det betyder også, at hvis jeg fx kopierer tekst ind fra en webside eller en anden app, så skal det jo helst ligne resten af teksten – hvilket igen er relativt nemt, når man skriver i Markdown, i Obsidian eller en tilsvarende app.

Men Markdown ændrer jo ikke på teksten, hvis det er I ALL CAPS, eller hvis man gerne vil have tre linjer til at stå med bullets i stedet for med “” eller hvad det nu er.

Og nogle gange kopierer man jo også fra Wikipedia eller sin foretrukne chatbot, og så får man ofte en masse overflødige henvisnings-numre med – de der firkantede klammer med tal som viser hvilken kilde der trækkes information fra – [1], [2], etc.

Det forstyrrer mig simpelthen, og jeg bruger indrømmet uforholdsmæssigt meget tid på at hoppe omkring i teksten og rette og pille og fjerne skrift-ukrudt.

Text Workflow to the rescue

Derfor trykkede jeg også med det samme KØB, KØB, KØB, da jeg faldt over Text Workflow-appen, der gør det supernemt at rette i tekst-klip.

Masser af manipulationMasser af manipulation

Der er dusinvis af tekst-manipulationer, og man kan oven i købet lave sine egne flertrins-formatteringer.

Appen har allerede været i god brug på mine iDimser, og selvom det næppe er alle der har lyst til at smide 50-60 kroner efter så niche-agtig en utility, så er jeg rigtig glad for Text Workflow.

Men. For der er altid et men.

Lige præcis i det ovennævnte scenarie, hvor jeg kopierer tekst fra Wikipedia eller min pt. foretrukne AI-ven, Perplexity, dér kommer Text Workflow til kort.

Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvordan jeg skulle kunne fjerne alle forekomster af firkantet-klamme-med-tal fra min tekst, uden samtidig at komme til at fjerne andre tal, eller uden møjsommeligt at skulle fjerne først [1], så [2], så [3] og så videre.

Jeg skrev derfor til udvikleren, der dog foreløbig – efter knap 2 uger – stadig ikke har svaret. Tsk, tsk.

Textcraft – endnu mere niche

Men så faldt jeg her forleden på Mastodon over appen Textcraft, der også kan manipulere tekst på mindst 90 forskellige måder.

Appen dukkede op i feedet fra Shihab Mehboob, der laver en hel håndfuld små værktøjs-apps, og i øvrigt også den ret populære Mastodon-klient Mammoth.

Jeg skrev straks til Shihab og spurgte, om hans app kunne klare de firkantede tal-klammer, og fik svar på under et minut:

Not currently, but that’s a great idea for a new transform I’ll add in soon!

“Super,” tænkte jeg, og lavede noget andet et par timer, hvorefter jeg opdagede at Shihab havde skrevet til mig på Mastodon igen:

Latest update has this now!

Dét er dælme service.

Så jeg købte naturligvis appen med det sammen – omkring $5, tror jeg.

To stykker værktøj i kassen

Jeg vil dog sige, at Textcraft-appen langt fra er så poleret, stabil, velgennemtænkt eller snappy som Text Workflow – det føles rigtig meget som en version 0.5, snarere end 1.1.1 som appen er på i skrivende stund.

Så i praksis bliver Shihabs app nok bare et ekstremt nicheværktøj, som fjerner firkantede tal-klammer fra tekst – og så bruger jeg Text Workflow til alt det andet.

Men jeg kommer afgjort til at holde øje med Textcraft, for det lader til at Shihab opdaterer den i rimelig højt gear, i hvert fald indtil videre.

Og igen – (hurtige) svar fra udviklere betyder voldsomt meget . Det er fedt at blive taget alvorligt, og selvfølgelig ikke mindst dejligt, når ens ønsker eller udfordringer bliver løst hurtigt.

PS. Her kunne folkene bag Tot-appen, som jeg skrev om for nylig, godt lære en ting eller to. Jeg har 2-3 gange skrevet til dem om bugs, og aldrig hørt så meget som et enkelt pip. Og ja, bugs’ene er der stadig…

Up next Røsnæs Rundt Sløv søndag
Latest posts Små apps jeg leger med To skridt frem og et tilbage Meta-blog-jubilæum Galaktisk julegave Mit nye motto i en hyperkompleks verden Mit sorte website Stille grå decembermorgen Månedens Pensum november 2024 Godmorgen-himmel Craft lokker med ny version Endnu en fin morgen i Aarhus Når stemmen er dit liv Fin morgen i Odense Tilbage på Overcast Træ for Ukraine Bluesky eller Mastodon? Præ-Traumatisk Stress Disorder Morgengåtur endte i Vangede TickTickTweaks Nervøs nat Lidt efterår er det jo blevet Månedens Pensum oktober 2024 Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen