|||
Allerførst: Jeg har et kompliceret forhold til teknologi og vores samfund. Jeg synes det er evigt fascinerende at følge med i udviklingen, og min første reaktion på de fleste nye ideer og dimser og apps er at tænke, “ueh, det lyder smart, gad vide hvordan det virker og hvordan det kan bruges?”.
Men samtidig er jeg generelt pessimistisk anlagt, og hvis jeg træder bare et lille skridt tilbage og ser på det større billede, bliver jeg øjeblikkelig ramt af en bølge af sortsyn, grænsende til lammende depression.
Derfor kan det nogle gange være svært for mig at tackle seriøs og velfunderet kritik af nogle af de grundlæggende (negative) omstændigheder ved den teknologiske udvikling (eller samfundets problemer generelt, i øvrigt) - jeg bliver simpelthen ramt så hårdt og føler at det er så rigtigt at være kritisk, at jeg synes det er svært at komme videre.
Det er baggrund som nok er på sin plads, hvis man skal forstå min lyn-anmeldelse af Douglas Rushkoffs seneste bog,Team Human (og den tilhørende podcast af samme navn).
Jeg blev anbefalet at læse den for nylig, og det var en påmindelse om, at jeg i de senere år har mistet kontaktet til teknologi-tænkeren, som jeg ellers altid har synes var både skarp, charmerende og underholdende.
Jeg oplevede ham på den hedengangne Reboot-festival i København tilbage i, øeh, 2002 eller deromkring, og læste et par af hans bøger efterfølgende, men så røg han desværre lidt i glemmebogen.
Og det er synd - hvis man skal dømme efter Team Human, så kunne det være en god idé at gennemgå bagkataloget fra den mellemliggende tid. Jeg har trods alt læst lidt i hans bog om hvor vigtigt det er at vide noget om kodning, Program or be programmed, og den ramte også mange søm på hovedet (hvis man kan sige det).
Men - måske skulle jeg hellere komme ud af busken og indrømme, at jeg har et…ambivalent…forhold til Rushkoff. Et forhold som i dén grad er blevet bekræftet efter at have læst “Hold Menneske”:
Jeg synes hans kritik er velplaceret, men unuanceret - og hans løsninger velmente, men en anelse urealitiske. Og det gør mig basalt set trist - selvom jeg er på hans side…
Nå, Team Human!
Kort fortalt er det en bog i to dele: én, hvor han hudfletter den teknologiske og især digitale udvikling som umenneskeliggørende og forsimplende, og én hvor han foreslår løsningen - at vi begynder at være sociale (igen).
Og der er næppe tvivl om, at det er et sundt modspil til den overkommercialiserede, anti-humanistiske tech-hype som vi møder allevegne. Det er ikke nuanceret, men han sætter fingeren på adskillige ømme punkter.
Hans løsningsforslag - at vi alle sammen kommer med på Team Human er lige så medrivende - og lige så forsimplet.
For det er et problem ved bogen, at han - på trods af vedvarende forsikringer om det modsatte - ser verden i sort og hvid.
Hans kritik af alt fra smartphones til computerspil og især avancerede algoritmer er unuanceret og uden skelen til alle de positive ting, teknologien også kan bruges til, og de gode effekter den kan have.
Først blev jeg deprimeret og tænkte, at det hele også var ad Helvede til, og så begyndte jeg at blive irriteret over den ensidige tilsvining.
Og det samme gælder anden del af bogen: først lod jeg mig rive med, og var parat til at blive neo-hippie hold-i-hånd-kritiker af alt teknologisk fremskridt siden…5000 fvt, eller deromkring.
Men så blev jeg irriteret over det alt for fundamentalistiske fokus på en eller anden form for medmenneskelighed, der skulle kunne hjælpe os ud af alle vores problemer.
Når det så er sagt, så er det stadig en bog til 4 stjerner. Den er tankevækkende, deprimerende, medrivende, irriterende, charmerende og temmeligt selvfed.
Det er ikke helt så revolutionerende at være digitaliserings-kritisk som for 2-3 år siden, men Rushkoff er stadig en af dem der forsvarer dén position bedst og mest velformuleret.
Team Human er værd at læse - også selvom jeg blev i dårligt humør.
