Det føles lidt blasfemisk, her aftenen før et valg, men lige et par små tech-tanker:
Før det første havde jeg min scooter/el-løbehjuls-debut i dag, da jeg var på Transport Summit-konference på DTU. De havde en hel flok (gruppe, klynge, samling?) scootere, man kunne prøve, og så tog jeg chancen.
Det var bare et par minutter rundt på en lille asfalteret plads, så jeg kan ikke sige at jeg for alvor har trafiktestet køretøjet, men umiddelbart tænker jeg 1) øj, det var sjovt, og 2) mand, jeg burde have haft hjelm på…
For det andet, så var der jo keynote på Apples World Wide Developer Conference i går, og jeg havde især glædet mig til at høre om opdateringerne til iPad.
Jeg er superglad for min 11’’ Padde Pro, som jeg bruger hver dag, og ofte vælger frem for min Mac. Og nu ser det ud til at den bliver endnu mere funktionel, blandt andet med understøttelse af eksterne diske, bedre multitasking og hurtigere Pencil-support.
Jeg glæder mig, og kommer helt sikkert til at springe på en af de offentlige betaer…