|||
Vi var stadig i Nepal 16. februar 1990.
Der var temmelig koldt i værelset i morges, specielt gulvet. Men vi havde da udsigt til et varmt bad, det første i en uge! Men Lars, den odder, brugte det sidste varme vand, så jeg måtte vente til kl 13. Så gik vi ud i K.
Det er stadig en lækker by, men ved dagslys er der en del flere mennesker som alle vil change penge eller sælge hash. Jeg prøvede at chokere én ved at sige “cocaine?”, men så tilbød han bare opium…
Vi har siddet oppe på taget af hotellet, i 3. sals højde, og nydt solen og den helt vidunderlige udsigt - bjerge hele vejen rundt, og små skyer der langsomt flyder forbi toppene.
Vi mødte Bo & Lene igen, og udvekslede bøger og meninger. De boede i den legendariske Freak Street, som dog har mistet en del af sine restauranter og gode butikker og sin stemning, til fordel for Karmel-kvarteret hvor vi er heldige at bo.
Det jeg godt kan li’ ved dette egentlig lidt kedelige dagbogsnotat er, at det tegner et meget præcist billede af hvordan vi egentlig rejste.
Vi tussede omkring og så på mennesker og bygninger og steder - men vi tilbragte også utallige timer med at sidde på cafeer og hoteller og læse, og med at tale med hinanden og andre rygsækturister om “hvad er det egentlig at rejse?” og “hvilken slags rejsende er vi?” og den slags ungdommelig pseudofilosofisk gøgl.
Og så var jeg også bare lidt af en hippie dengang, der trippede rimelig vildt over at være i Kathmandu, og shoppede igennem på multikoloreret tøj, tro det eller ej…
