|||
Jeg undskylder på forhånd. Der er en højere end sædvanlig chance for forekomst af selvfedhed i denne post. Ditto med svinkeærinder og tangenter, som næppe er mere end marginalt relevante.
Men jeg tror jeg har lært noget af denne lille oplevelse, og hvem ved – måske giver det også mening for dig?
For nylig nød jeg en af mine længere gåture en lørdag morgen.
Parantetisk: I hverdagen deler jeg som regel gåturen op i 6-7 km om morgenen og 4-5 km senere i løbet af dagen. Men om lørdagen plejer jeg at lægge en 10-12 km tur direkte fra morgenstunden – dels så jeg kan splatte max resten af fridagen, dels så jeg kan nyde den helt særlige bystemning i morgentimerne i weekenderne.
Nuvel, jeg gik – udover Cykelslangen, ad Islands Brygge til Christianshavn, og så i en krølle tilbage over Knippelsbro og ind igennem Indre By.
Nede ved Huset blev mit blik så fanget af en lille krøllet rulle papir – og uden at tænke bukkede jeg mig ned for at samle den op. Ellers har jeg ikke for vane at pille ting op fra gaden, men jeg må have lagt mærke til det lille 5-tal jeg lige kunne skimte i hjørnet – og selvom jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har haft kontanter i hænderne (det må være langt over et år?), så har jeg tilsyneladende lynhurtigt afkodet at det var en 50-kroneseddel.
Og mens jeg rettede mig op med sedlen i hånden nåede jeg faktisk (advarsel, mere hellighed) at tænke, at jeg kunne smutte forbi Føtten på Vesterbrogade, hvor jeg ofte finder en af mine faste Hus Forbi-sælgere, og købe en avis for pengene. (Avisen koster 30, men jeg betaler altid 50 eller 100 kroner, så de får lidt mere til sig selv).
Men dén tanke fik pludselig et skud for boven.
For da jeg først fik sedlen rullet ud var der lige et nul ekstra på papiret. Det er længe siden jeg har set en 500-kroneseddel, men her var den altså. Fundet på gaden.
Fundet!
Min første tanke var at se mig omkring efter den stakkel som havde tabt 500 kroner, men der var fuldstændig mennesketomt – hvilket ikke var en kolossal overraskelse, kl 8 en lørdag morgen på hjørnet af Vandkunsten.
Og jeg kunne heller ikke umiddelbart finde på en god måde at lokalisere den person igen, som havde tabt pengesedlen.
“Fundet: 500 kroner fundet på hjørnet af Rådhusstræde og Vandkunsten. Ring til Anders på …”
Nej, vel?
I stedet vendte tanken om min hjemløseavis-pusher tilbage. Øj, det ville være ganske cool, sådan lige at stikke Costel eller Dragnea en femhundredelap!
Men så var det at jeg alligevel blev lidt…nærig…
Det kan godt være, at jeg tjener aldeles udmærkede penge, men 500 kroner er altså ikke ingenting for mig i hverdagen.
Så lige i røven af de gode intentioner kom en masse gode ideer til hvad jeg selv kunne bruge 500-lappen til.
En ny skjorte? En middag med min bedre halvdel? Tilskud til nye hovedtelefoner? En flaske whisky? Der er så mange muligheder.
Konsekvensen blev, at jeg i første omgang stak lappen i lommen og fortsatte min gåtur.
Tangentielt: I disse tider er det svært ikke at gå i total virusparanoia, når man sådan opdager at man instinktivt har samlet en pengeseddel op fra gaden.
Jeg sprittede med det samme hænderne fra den medbragte mini-beholder, og da jeg kom forbi et supermarked med en automatisk sprit-spray, fik sedlen også lige et skud på begge sider.
Hjalp det? Aner det ikke. Så for en sikkerheds skyld kom 500-lappen også i 72 timers karantæne derhjemme i skabet.
Imens gik jeg så og overvejede, hvad jeg kunne bruge pengene til. Min dårlige samvittighed bød mig dog i hvert fald delvis at vende tilbage til den oprindelige tanke – så min plan var at købe noget til mig selv for ca 3-400 kroner, og så give resten til en af mine Hus Forbi-sælgere.
Af en eller anden årsag var det dog ikke lykkedes mig i de to uger der er gået siden, at finde noget at købe. Nok primært fordi jeg blev ved med at glemme, at jeg faktisk havde kontanter på mig – og så fordi jeg mestendels bare har købt dagligvarer på det seneste, udover et par merinotrøjer (mmm…merino…mmm), som dog kostede væsentlig mere, og i øvrigt blev shoppet på nettet.
Fast forward til i morges (hvis jeg må sige ‘fast forward’ efter ovenstående roman), hvor jeg efter en af mine faste morgenrundture på Frederiksberg bevægede mig ned af Alleen mod Vesterbrogade og i retning af mit kontor.
Pludselig slog det ned i mig, at jeg havde 500 kroner i lommen, og at jeg på vej var forbi et af de faste Hus Forbi-sælger-hangouts. Så jeg lavede den lille aftale med mig selv, at hvis en af mine to faste sælgere stod der, så ville jeg hænge mig selv op på min oprindelige tanke, og købe en avis for pengene.
Og minsandten om ikke Dragnea stod i morgensolen med en armfuld aviser, oven i købet den særlige 25-års jubilæumsudgave som jeg ikke havde set endnu.
Så på et øjeblik havde jeg sagt godmorgen, stukket 500-lappen i hans fremstrakte hånd, snuppet en avis og ønsket ham en god dag – mens han en anelse overvældet (tror jeg) sagde mange tak og vinkede mig videre mod kontoret.
Dagens avis
Og jeg må indrømme, at det var en rigtig god fornemmelse. Ikke fordi jeg redder mandens liv eller noget, men jeg er relativt sikker på, at 500 kroner betyder mere for ham end for mig, og det føltes som en god lille gerning i hverdagen.
Svinkeærinde: Jeg giver altså også løbende en del til velgørenhed og gode formål og støttearbejde og den slags, både som faste medlemskaber og enkeltvise betalinger.
Det er svært at vælge hvad man skal give til, så udover et par faste sager forsøger jeg at fordele mine ydmyge bidrag til et par håndfulde af de organisationer og kampagner, jeg har størst sympati med.
Men tilbage til i morges.
Nu er jeg helt klar over, at jeg bare sidder og skriver det her mens jeg klapper mig selv på skulderen og er selvfed.
Men hey, det er min blog, så dér.
Og jeg har altså også forsøgt at være ærlig om mine knap-så-hellige overvejelser – samtidig med at jeg indrømmet er ret glad for at det endte som det gjorde.
Hvorom alting er, så vil jeg endda skrue ekstra op for lyset i glorien over al min hellighed, og sige at det altså er en rigtig dejlig fornemmelse at give noget til andre, og forsøge at hjælpe bare en lille smule.
Det er, som vi tit siger derhjemme, ofte de små ting i hverdagen, der gør livet værd at leve.