|||
Som jeg kort delte på ’Donten forleden, så fik jeg den 12. oktober på Loppen endelig opfyldt min gamle drøm om at lege rockmusiker.
Det begyndte altsammen da Patrick fra Dying Hydra tilbage i 2020 var så sød at spørge, om jeg havde lyst til at indtale en kort tekstbid med et Carl Sagan-citat til Hydras kommende album.
Det tog mig ikke mange millisekunder at sige pænt ja tak!
I 2021 udkom så albummet “Of Lowly Origin”, hvor “min” sang, “Rootborn” også var at finde, til min stadig temmelig overvældede tilfredshed.
Men mer’ vil ha’ mer’ – og siden pladen udkom har jeg drømt om en dag at få lov til at komme med på scenen for at levere Sagan-citatet live.
Og som nævnt gik drømmen så i opfyldelse den forgangne uge, da Dying Hydra spillede på Loppen sammen med Offernat.
Jeg indrømmer blankt, at jeg helt afgjort inviterede mig selv, da jeg skrev til Hydra for at sige, at “de bare kunne sige til, hvis de ville have mig med på scenen.”
De var søde nok til ikke bare at sige ja, men også at de selv havde tænkt på det flere gange. Høflige unge mennesker.
Hvorom alting er, så havde jeg den ekstra fornøjelse at være med i øvelokalet et par gange for lige at finde ud af om det overhovedet fungerede.
Dying Hydra øver på Loppen
Det gik heldigvis helt udmærket, og vi blev enige om at tage chancen også med koncerten på Loppen – hvor der så også lige blev øvet en ekstra gang om eftermiddagen, for en sikkerheds skyld.
I ugerne op til gik jeg mestendels og glædede mig, men jeg må erkende at jeg også blev lidt nervøs efterhånden som koncerten kom tættere og tættere på…
Jeg har ganske vist stået på scenen mange, mange gange siden jeg sang i drengekor som 10-årig, både som sanger, “skuespiller”, guitarspiller, oplægsholder, moderator, paneldeltager og så videre – men det her var alligevel noget andet.
Og så blev det pludselig den 12. oktober, klokken blev 21.20, og Hydra tog hul på første nummer.
Det var en fantastisk koncert fra første sekund, og publikum var engagerede med det samme. Jeg kunne endda selv nyde musikken de første 10-12 minutter uden at tænke alt for meget på, at i tredje sang skulle jeg selv på…
Men så begyndte det swingende tromme-riff på “Rootborn”, og jeg smuttede som aftalt om bag forhænget ved siden af scenen og gjorde klar.
Cirka 5 minutter inde er der et markant temposkift, hvor nummeret næsten begynder forfra, og det var mit tegn til at gå på scenen og flytte mikrofonstativet helt ind på midten, foran Tejs’ trommer og midt imellem Lars og Patrick på hver deres støjende guitar.
Der kunne jeg så stå og headbange lidt, mens jeg ventede på mit cue.
Lars nikkede, guitarerne skreg, og så begyndte jeg på sådan nogenlunde det rigtige tidspunkt at sige ting i mikrofonen.
Det hører med til historien, at Sagan-citatet i hvert fald ikke i min hjerne eller mund har været helt ligetil at lære udenad. Så jeg var faktisk ret nervøs for om jeg 1) kunne huske det når jeg kom på scenen, og 2) kunne time det bare nogenlunde med musikken.
Og jeg bliver desværre nødt til at indrømme, at begge dele gik galt.
Ikke katastrofalt – faktisk tror jeg ikke der var nogen udover Hydra, der lagde mærke til det – men jeg var selv meget bevidst om at komme lidt for sent på det afgørende stemningsskifte, og så vrøvlede jeg også i den næstsidste linje.
I øjeblikket nåede jeg ikke meget mere end forbigående at notere mig at “hov, timingen var skæv og hov, jeg vrøvler”, og jeg nød faktisk oplevelsen mens jeg stod der.
Det var svært ikke at begynde at hoppe omkring som om det var mig der var i centrum, og da de sidste akkorder klingede ud og Lars og Patrick sagde tak, der smed jeg armene i vejret og lavede djævlehorn og hele balladen.
Så ja, det var en fantastisk aften.
Koncentreret gammel mand
Så snart jeg var trådt af scenen gik jeg dog straks igang med neurotisk at optrævle det hele, og jeg har i flere daget nærmest skammet mig over at have fucket timing og tekst op.
Som sagt var bandet meget søde til at nedspille min snublende præstation, og der var næppe mange foran scenen som opdagede mit vrøvl. Musikken er som en drævende mur af støj, og de første 4-5 linjer af min oplæsning er nærmest umulig at høre alligevel.
Men jeg ved at jeg fuckede op, og det gør lidt ondt.
Heldigvis fik jeg straks afkrævet bandet en ny chance for at gøre det bedre, næste gang de skal spille – så jeg håber det bliver snart.
Jeg har heller ikke fået helt nok af at være rockstjerne…
