|||

Planlægning af projekter

For tiden er jeg optaget af værktøjer som måske kan hjælpe mig med at planlægge på den lidt længere bane.

Altså ikke “bare” den daglige omgang kalenderkasse-tetris hvor jeg lægger helt aktuelle opgaver ind, men tjenester som kan give det ugentlige eller endda månedlige overblik.

Det har afgjort noget at gøre med, at jeg her i eftersommeren – og åbenbart også et godt stykke ind i efteråret – nok har haft lidt for mange parallelle projekter om ørerne.

For meget om ørerneFor meget om ørerne

Det er sådan noget som godt kan give lidt stress, i hvert fald for mig – og selvom jeg altså selvfølgelig både har kalender og task manager til at hjælpe, så er det svært at bevare fornemmelsen af at der er styr på det hele.

Overbliks-eksperimenter

Jeg har afgjort ikke fundet den optimale løsning eller bare noget som er blevet en integreret del af hverdagen, men jeg har dog eksperimenteret lidt.

Først brugte jeg naturligvis alt for meget tid på at tjekke ‘smarte’ værktøjer og tjenester derude – fra etablerede løsninger som Monday og ClickUp til heftige nørderier som MarkWhen.

Bagefter tog jeg et par skridt tilbage og læste op på kanban og Gantt-charts og hvad har vi, for at hjælpe mig selv til at finde ud af, hvad mit behov egentlig er, og om der er nogle enkle greb som kan hjælpe.

Det fik mig til at (gen-)besøge apps som Trello og kigge nysgerrigt på Taskade endnu engang, uden at jeg dog var helt parat til at tage springet. Der var bare ikke noget som for alvor landede.

I mellemtiden er presset lettet en smule, så det aktuelt føles knap så nødvendigt med softwarejusteret overblik, udover dét som kalenderen giver.

Kalender og regneark

Det betyder selvklart ikke, at jeg har forladt jagten på nye, spændende apps og tjenester – man kan jo altid bruge nyt legetøj.

Foreløbig har jeg dog valgt at nøjes med to hjemmestrikkede hjælpemidler.

For det første lavede jeg helt enkelt en ny kalender, som jeg kaldte “Opgaver”, hvor jeg lagde mine aktuelle projekter ind som flerdages-aftaler. Det betød at jeg relativt nemt kunne se hvor mange overlappende opgaver jeg havde på en given dag eller i en bestemt uge.

Samtidig er det nemt at klikke visningen af enkelte kalendere til og fra, så Opgave-overblikket ikke forstyrrer i det daglige arbejde.

Den anden hjælp fik jeg fra min bedre halvdel, der er lidt af en regnearks-ninja (hvilket jo burde være en beskyttet titel).

Ninjaen kreerede et system i Numbers-appen, hvor jeg kan indtaste hvilke opgaver jeg skal lave i hvilke uger og hvor mange timer de forventes at tage. Outputtet er så en tabel med ugenumre og opgaver, som med en enkel grøn-gul-rød-markering viser, hvor tingene brænder på – altså hvor jeg skal arbejde over 35 timer (excl. housekeeping, ekstra møder, frokost og det løse).

De to ting har indtil videre givet mig overblik nok til at jeg har ro i maven – i hvert fald indtil det brænder på næste gang, og jeg på ny skal trawle nettet igennem for den helt rigtige tjeneste…

Up next Mine 2 minutter som rockstjerne Small Web – det lille internet Jeg er gået all-in på den reklamefri betalingssøgemaskine Kagi, som giver fine resultater, har bekvemme AI-features og bare er gennemsympatisk. Og
Latest posts Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude How to Blow Up a Pipeline Årets Uafhængige Podcast – RumSnak Pomodoro-eksperiment med AI-twist Tot – uden knold Musik i listeform Close but no Korte noter – nu i Obsidian Man trækker i en løs tråd… Korte noter Hvilested med hvileplads Tekstet for poesihæmmede Blad i forårssol Anti-mål Grundstofdag har fået sin egen side Nostatrip med troubaduren