|||
Den højst subjektive liste, uden streaminginput og algoritmeballade – bare nye og gamle kunstnere, der har betydet meget for mig i år.
Nogle af dem er gamle kendinge, andre er af forskellige årsager havnet på min radar i 2021.
Så uden yderligere armbevægelser:
Jeg har helt klart en ting for emo-agtige, støjende, dynamiske og depressive kvindelige musikere – Chelsea Wolfe, Lera Lynn og selvfølgelig PJ Harvey.
En nytilkommen for mig i år har været Emma Ruth Rundle, der smidigt formår at bevæge sig i hele spektret mellem country-agtig skønsang og aggressive metalskrig.
Jeg synes særligt at “Engine of Hell” fra 2021 er smuk og dragende.
Dukkede op i Mark Ronson-serien på Apple TV+, der handler om musikproduktion – distortion, reverb, etc. Jeg havde aldrig hørt om hende før.
Noveller laver næsten ambient støj-musik, som jeg holder meget af at arbejde til – men som helt klart også belønner en mere aktiv lytning.
Det er ikke alle albums, der er lige gode, men “Arrow” fra 2020 er et godt sted at begynde.
Tilbage i september 2020 havde jeg fornøjelsen af at besøge metaldrengene i Dying Hydra under optagelsen af deres nye album og indtale en kort speak.
Nu er albummet “Of Lowly Origin” så endelig udkommet, og jeg er helt vild med deres sludge-doom-metal, eller hvad pokker den slags nu hedder.
Og det har intet at gøre med, at jeg selv optræder 😄
Low er en gammel kending, og er afgjort på min Top 10-liste over bands.
Jeg synes ikke de har lavet et eneste dårligt album i deres snart 30-årige karriere, men de sidste to er i en kategori for sig.
“Double Negative” fra 2018 og “HEY WHAT” fra i år er skærende, støjende og udfordrende – men samtidig umiskendeligt Low-agtige i deres slow core-stemning.
Helt utroligt godt, ikke mindst taget i betragtning at de to albums kommer efter så mange års kreative udfoldelser.
Beatles? Er det nu ikke lidt for nemt, Anders?
Jo, det er det måske – men har du lyttet til alle de nye mix af deres albums? Jeg havde ikke troet at jeg skulle opleve at finde nye dimensioner af musik, jeg gennem årene har lyttet så meget, men ikke desto mindre…
Her i årets sidste uger er det naturligvis især “Let It Be” og “Abbey Road” der fylder, oven på den fantastiske Peter Jackson-dokumentar “Get Back” – men alt hvad de nogensinde nåede at lave er jo værd at lytte (med mulig undtagelse af “The Long and Winding Road” som jeg aldrig har kunne lide…)
