|||

Min musik 2021

Den højst subjektive liste, uden streaminginput og algoritmeballade – bare nye og gamle kunstnere, der har betydet meget for mig i år.

Nogle af dem er gamle kendinge, andre er af forskellige årsager havnet på min radar i 2021.

Så uden yderligere armbevægelser:

Emma Ruth Rundle

Jeg har helt klart en ting for emo-agtige, støjende, dynamiske og depressive kvindelige musikere – Chelsea Wolfe, Lera Lynn og selvfølgelig PJ Harvey.

En nytilkommen for mig i år har været Emma Ruth Rundle, der smidigt formår at bevæge sig i hele spektret mellem country-agtig skønsang og aggressive metalskrig.

Jeg synes særligt at “Engine of Hell” fra 2021 er smuk og dragende.

Noveller

Dukkede op i Mark Ronson-serien på Apple TV+, der handler om musikproduktion – distortion, reverb, etc. Jeg havde aldrig hørt om hende før.

Noveller laver næsten ambient støj-musik, som jeg holder meget af at arbejde til – men som helt klart også belønner en mere aktiv lytning.

Det er ikke alle albums, der er lige gode, men “Arrow” fra 2020 er et godt sted at begynde.

Dying Hydra

Tilbage i september 2020 havde jeg fornøjelsen af at besøge metaldrengene i Dying Hydra under optagelsen af deres nye album og indtale en kort speak.

Nu er albummet “Of Lowly Origin” så endelig udkommet, og jeg er helt vild med deres sludge-doom-metal, eller hvad pokker den slags nu hedder.

Og det har intet at gøre med, at jeg selv optræder 😄

Low

Low er en gammel kending, og er afgjort på min Top 10-liste over bands.

Jeg synes ikke de har lavet et eneste dårligt album i deres snart 30-årige karriere, men de sidste to er i en kategori for sig.

“Double Negative” fra 2018 og “HEY WHAT” fra i år er skærende, støjende og udfordrende – men samtidig umiskendeligt Low-agtige i deres slow core-stemning.

Helt utroligt godt, ikke mindst taget i betragtning at de to albums kommer efter så mange års kreative udfoldelser.

Beatles

Beatles? Er det nu ikke lidt for nemt, Anders?

Jo, det er det måske – men har du lyttet til alle de nye mix af deres albums? Jeg havde ikke troet at jeg skulle opleve at finde nye dimensioner af musik, jeg gennem årene har lyttet meget, men ikke desto mindre…

Her i årets sidste uger er det naturligvis især “Let It Be” og “Abbey Road” der fylder, oven på den fantastiske Peter Jackson-dokumentar “Get Back” – men alt hvad de nogensinde nåede at lave er jo værd at lytte (med mulig undtagelse af “The Long and Winding Road” som jeg aldrig har kunne lide…)

Up next I dag har jeg lært… …at man godt kan få selv sin fancy M1 MacBook Pro til at crashe, hvis man forsøger at kopiere navnene på ALLE sine mapper og filer til et Motto 2022 – og tilbagekig på 2021
Latest posts Orion har strammet bæltet Time management på WWDC I havnen Cyklisk selverkendelse – nu med kamera Jeg forsøger at omfavne kaos Den Store Fragmentering Podcast-manus i frit flow Jeg blev ikke hooked på Hookmark Ufrivilligt tjek af ny noteapp Så er vi igang med Bloom 2024 Det glæder jeg mig til på årets Bloom OLED blev min skæbne Endelig et sort Apple-kabel Fantastiske Fantastical med forbedret Todoist-integration Shopping under broen Fjernoptagelse med funktionssyge Usynlige filmtricks Nice spot Opdatering fra manipulator-land En tur på skolebænken igen med Coursera Sløv søndag Tekst-manipulator Røsnæs Rundt Meta-mastodon Lys, vand og skygger Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for? En uge med udskrifter i Apple Podcasts Der er lyserødt derude How to Blow Up a Pipeline Årets Uafhængige Podcast – RumSnak Pomodoro-eksperiment med AI-twist