Som faste læsere vil vide, så har jeg de seneste par dage haft gange i nogle små eksperimenter med alternativer til de apps, jeg ellers bruger hele tiden.
Mere specifikt: er Brave og/eller Firefox værd at bruge i stedet for Safari, og er IA Writer eller måske Typora den gode måde at skrive Markdown-tekster på?
Spoiler: jeg er moderat tilfreds med Brave, selvom jeg savner nogle funktioner, og jeg er – på trods af mine skriverier om Typora – nok alligevel ved at vælge IA Writer.
Tak, Preben – og det skal jeg nok skrive meget mere om ved en senere lejlighed.
Men apropos IA – som jeg nok snart skal skrive mere udførligt om – så opdagede jeg at appen har integreret publicering til en håndfuld tjenester – Ghost, Wordpress, etc – inklusive noget der hedder micropub, som jeg må indrømme at jeg ikke vidste noget om.
…og pludselig kom jeg til at grave ned i artikler om micropub, og nej, det er ikke noget med øl, men noget med blogging.
Det handler, kort fortalt, om en åben standard for at skrive, redigere og slette blogposts på hjemmesider – og jeg bliver jo lidt trigget (på en positiv facon) af ideen om åbenhed og muligheden for at operere på tværs af apps, tjenester og platforme…
Så jeg var hastigt på vej ud af en tangent, der altså førte fra leg med Markdown-apps til en potentiel total omkalfatring af mit blogging-setup.
Nu siger jeg ikke, at Micropub ikke i fremtiden vil være interessant at udforske nærmere, men i denne omgang var jeg ganske stolt af mig selv over at sige stop i tide, og forsigtigt bakke væk fra en fristende afgrund af nye nørderier…