Nu er det efterhånden 4-5 år siden jeg første gang begyndte at advokere for, at vi fejrer #grundstofdag - uden synderligt held. Men dammit, jeg prøver igen!
For jeg synes ideen er både enkel og smuk:
Når man bliver 1 fejrer man Brint- (eller Hydrogen-)fødselsdag, når man bliver 2 er det Helium-dag, etc. etc.
Det smukke er oven i købet, at det periodiske system pt. stort set matcher alderen på de ældste mennesker (og ellers må man klumpe et par stykker sammen på de indtil videre ‘teoretiske’ elementer).
Som sagt har det dog ikke vundet den store udbredelse…
Jeg har netop fundet ud af, at 2019 er FNs “International Year of the Periodic Table” fordi systemet fejrer 150-års jubilæum - og det er jo en perfekt anledning til at tage det op igen.
Derfor sætter jeg lidt gang i lidt ny kampagne - og et af mine mål er i øvrigt at forsøge at lokke Hello Internet-podcasten med på spøgen!
En af bagmændene, Brady Haran, har nemlig en YouTube-kanal, hvor han laver videoer blandt andet om alle grundstofferne - så jeg tænker han er til at lokke 😜
Skulle du have lyst til at være med er det superenkelt:
Du skal bare huske at fortælle dine venner og familie at du fejrer grundstof dag - og hvilket element du “fylder” i år! Og så selvfølgelig at skrive på Instagram, Facebook eller Twitter med hashtagget #grundstofdag.
Læs evt den oprindelige blogpost om at fejre grundstofdag.
#tweet