Feedlæsere – en kort update

Jeg skrev forleden lidt om den nye bølge af feed-apps, der tilbyder at samle både Bluesky, YouTube-kanaler, podcasts, rss-nyheder og meget mere i én tidslinje – Tapestry, Surf, Feeed, Reeder, etc.

Den nyeste app, TapestryDen nyeste app, Tapestry

Men som jeg også skrev var jeg måske ikke helt overbevist – i hvert fald i forhold til mine egne behov.

Og efter en uges tid med sporadiske tests må jeg nok erkende, at nej, de er ikke rigtig noget for mig. Jeg foretrækker nok at kunne dykke dybt i mine kanaler hver for sig.

Nogle gange har jeg lyst til at se video, andre gange skal jeg trawle hundredevis af nyheder via rss, og podcasts lytter jeg når jeg går tur eller laver mad, og så er det dét jeg gør.

Og så er det stadig lidt svært at tackle, at man ikke direkte i feed-apps kan interagere med Mastodon eller Bluesky-posts. Det er læse-kigge-lytte-apps, ikke kommunikations-apps.

Stadig nysgerrig

Jeg har dog en forestilling om, at de her feed-apps sagtens kan have værdi for andre, eller måske for mig selv i nogle sammenhænge – når jeg har behov for at zappe igennem kilder jeg ikke normalt læser, eller måske når jeg vil tjekke op på et emne jeg ellers ikke følger med i.

Jeg er især blevet lidt fascineret af appen Feeeed, som kan noget med sit design, og den måde den samler ting i ‘cards’.

Det gør, at strømmen af indhold føles mere som at sippe en kop kaffe, og mindre som at drikke af en brandslange.

Hvis man vil starte et sted, er det ikke det værste (bortset fra navnet).

Feed-apps kræver kuratering

Men uanset hvilken app man bruger, så kræver det at man gør en indsats. Ellers kommer det hurtigt til at føles netop som den berømte brandslange.

Så her kommer to essentielle tips:

  1. For det første skal man være meget varsom med hvilke og især hvor mange kilder man samler. Eller i hvert fald være helt ligeglad med om man får set og læst alting i feedet. Det bliver meget hurtigt overvældende at skulle følge med. Måske skal man tænke på det som et magasin man halvdovent bladrer igennem, uden at føle at man skal læse alle artiklerne?

  2. Og for det andet så vil jeg absolut anbefale, at man ser på om man kan luge ud i indholdet fra de forskellige kilder. Her er især Reeder god, fordi man kan lave filtre (gemte søgninger), så man fx udelukkende ser posts, nyheder eller videoer der handler om bøger, rumforskning, sportsbold eller hvad man nu er interesseret i.

17 February 2025 ·


Før:Hovmod står for fald
Efter:Schizofreni i Æbleland