I dag har jeg deaktiveret min Instagram-konto. Jeg har ikke slettet den - endnu - men altså sat den på pause.
Det er med blandede følelser, for jeg nyder egentlig at se andre menneskers billeder (især dem, der går op i fine fotos, mere end snapshots fra familien) og lade mig inspirere til at tænke over at tage flere (sjove) billeder i min egen hverdag.
Og jeg må jo også indrømme, at det har givet små boosts til selvtilliden (og selvfedheden), når et par af mine fotos har givet mange likes (altså - mange for mig).
Men der er to ting, der nu har fået mig til at hoppe af.
Jeg kunne mærke, at jeg nogle gange mere tjekkede Instagram for at se om jeg havde fået hjerter på mine fotos end for at se andres billeder. Og det irriterede mig voldsomt at jagte den slags mere eller mindre ligegyldig ‘anerkendelse’.
Men den langt mere tungtvejende grund er, at Facebooks dataindsamlende megalomani bare mere og mere giver mig kvalme på et grundlæggende niveau, og selvom det er lidt svært at afgøre, hvor dybt nede i Instagram Zuck og slæng har deres lange fingre, så er det næppe et godt tegn at de oprindelige Insta-stiftere netop har forladt firmaet…
Jeg forlod Facebook for nogle år siden, og har ikke savnet det overhovedet, men dér havde jeg haft en gradvis tilbagetrækning som gjorde det nemmere, hvor jeg på Instagram faktisk er så aktiv som nogensinde (hvilket for mig måske er ca 5 fotos om ugen, men så 4-5 daglige tjek af nye billeder).
Så det bliver nok lidt mere en kold tyrker denne gang, og det kan altså ikke udelukkes at jeg kommer til at savne den sociale interaktion og de små indblik i andres liv så meget, at jeg vender tilbage - men foreløbig har jeg altså taget det svære valg at sige stop.
Jeg har tænkt mig til gengæld at skrue op for frekvensen af fotos her på bloggen (velvidende at meget få vil se dem udover mig selv), og vil måske også kigge mig om efter en alternativ platform til fotodeling på længere sigt.
Tak for denne gang.