|||
Det er i dag 10 år siden at Steve Jobs døde, og det er sgu stadig lidt underligt. For os der er interesserede i teknologi og gadgets og hele kulturen omkring dem har Apple og ikke mindst Jobs en stor betydning.
Nogle gange afgjort også en større betydning end det burde, i hvert fald i medierne…
Men når det er sagt, så var det alligevel en mavepuster, da nyheden om Steve Jobs’ død ramte os der tilbage i 2011. Ikke fordi jeg har tilbedt ham eller betragter mig selv som fanboi, men han var trods alt en af techbranchens giganter.
Jeg vil ikke bruge en masse tid på at gennemgå hans liv eller tale om Apple efter hans død – det har andre allerede gjort fornemt.
Se fx Jony Ive om hvad han savner fra Steve Jobs i WSJ, Jason Snells skriv i Macworld, eller Walt Mossbergs nekrolog fra dengang.
I stedet vil jeg bare huske tilbage på hvor crazy en dag det var for mig dengang. Jeg blev vækket af DR Nyheder og skulle hu-hej ud i DR Byen for at medvirke i indtil flere morgenprogrammer på både radio og tv.
Bagefter tilbage i ekspresfart i en taxa for at hente tasker og så nærmest direkte tilbage ud i lufthavnen, fordi vi skulle på ferietur til Skotland (nærmere bestemt Islay og Laphroaig-destilleriet) samme dag.
Under mellemlandingen i Edinburgh blev jeg så også lige telefon-interviewet til en eller anden avis – måske JP? – hvilket også var en lidt speciel oplevelse.
Altsammen gjorde det dagen ekstra sær og næsten drømmeagtigt kaotisk, og det giver i disse dage 10-året for Steve Jobs’ alt for tidlige død en ekstra snert af minder og nostalgi (på godt og ondt – det var nemlig også en fantastisk tur til Islay, men det er en historie til en anden god gang 😄).
