|||
Alpha Hotel November.
Sådan staver man mine initialer med det fonetiske alfabet. Jeg har altid syntes, at det lød temmelig cool (det er ikke alle ordene i alfabetet, der er lige sexede), men leder stadig efter den helt rigtige måde at bruge det på.
Måske skal jeg lave et one man band en dag - eller omdøbe mit firma? Vi får se 😎
Find dine egne initaler eller dit eget navn her
Der er jo ikke som sådan noget nyt i det fonetiske alfabet, jeg faldt bare lige over det igen via BoingBoing, der linker til en temmelig straight, men ganske hyggelig, lille introduktionsvideo: Whiskey, Tango, Foxtrot
Jeg tror måske jeg allerede har nævnt min fascination af de små musikmaskiner fra Teenage Engineering - de såkaldte Pocket Operators?
Jeg lavede i hvert fald en lille micro.flow-podcast om Tonic-modellen, da jeg lige havde fået den.
Min idé var og er, at jeg kan bruge den til at lave små kendings-“melodier” og skillere til diverse podcast-projekter.
Men den er indrømmet temmelig begrænset, og derfor ser jeg også på diverse musikapps til især iPad, som måske kan give lidt mere variation og lidt større musikalsk rum.
En af de mere interessante er en open source synth, som Lifehacker skriver om her.
For folk der kender mig kommer det næppe som en overraskelse hvis jeg siger, at jeg generelt er temmelig deprimeret over verdens tilstand, og ikke har de store forhåbninger til at vi får løst vores problemer (især ikke i disse klimaforandringstider).
Jeg tror basalt set, at vi kollektivt er på vej til Helvede i en håndtaske.
Ikke desto mindre har jeg virkelig nydt at læse Hans Roslings bog Factfulness, som han med familiens hjælp lige akkurat fik gjort færdig inden han døde sidste år.
I bogen gennemgår han alle de områder, hvor tingene - fra fattigdom til krig - faktisk er blevet bedre, og han beskriver en række strategier, der kan hjælpe os i hverdagen, når det gælder faktabaseret vurdering af verdens sande tilstand.
Det var især dette citat, der fik mig til at tænke lidt - og måske finde en gnist af optimisme, midt i de sorte tanker:
If you still feel uncomfortable agreeing that the world is getting better, even after I have shown you all this beautiful data, my guess is that it’s because you know that huge problems still remain. My guess is you feel that me saying that the world is getting better is like me telling you that everything is fine, or that you should look away from these problems and pretend they don’t exist: and that feels ridiculous, and stressful. I agree. Everything is not fine. We should still be very concerned. As long as there are plane crashes, preventable child deaths, endangered species, climate change deniers, male chauvinists, crazy dictators, toxic waste, journalists in prison, and girls not getting an education because of their gender, as long as any such terrible things exist, we cannot relax. But it is just as ridiculous, and just as stressful, to look away from the progress that has been made. (p. 68)
Ja, der er masser af problemer, og det er ikke givet at vi løser dem - men det går på mange områder den rigtige vej, og vi bør kunne klare at favne kompleksiteten i at se både problemer og positiv udvikling samtidig:
I see no conflict between celebrating this progress and continuing to fight for more. I am a possibilist. And the progress we have made tells me it’s possible to get all girls in school, and all boys too, and that we should work hard to make it happen. It won’t happen by itself, and if we lose hope because of stupid misconceptions, it might not happen at all. The loss of hope is probably the most devastating consequence of the negativity instinct and the ignorance it causes.
Læs mere om bogen, der i øvrigt får min fulde anbefaling, på fakta-sitet Gapminder
PS: Bogen har i øvrigt været voldsomt dækket (på den gode måde) af de dejlige, danske nyhedsmedier Føljeton og Zetland (begge kræver dog abonnement - men hvorfor ikke støtte deres gode abejde?!)
(tweet)
