|||
I slutningen af marts 1990 var vi ankommet til Bali med klemte knæ efter en heftig bustur fra Jakarta.
Vi efterlod de tunge rygsække i Ubud, lejede et par udknaldede mountainbikes og drog på rundtur.
Efter et par dage var vi nået til Batur, hvor vi boede i et hostel nede i det gigantiske krater.
Og tidligt om morgenen den 30. marts lod vi os føre på bjergvandring op for at se ned i det - meget mindre, men aktive - vulkanske krater i midten.
For en gangs skyld lavede vi noget før morgenmaden. Op kl 3 i bælgravende mørke, på med klunset, og så ud at vade i rismarker indtil vi fandt en guide.
Han slæbte en spand med sodavand, en lommelygte og os med op til atoppen af Mt. Batur, hvor vi - frysende i den kolde vind - nød den smukke solopgang over bjergene og den yderste kraterrand.
På vej ned, skridende i sten & grus, stoppede vi lige ved krateret og så det dampe fra sprækkerne - et eller andet sker der noget!
Vi kæmpede os vej ned, og efter morgenmaden badede vi i de varme kilder. Skønt med lidt varmt vand, det første siden Bangkok. At ligge og dase mens musklerne løsnes, og bare slappe af…aaaah.
Så lige en kølig dukkert i søen og tilbage igen. Livet er fedt.
Efter frokosten fik vi en lille lur, og til aftensmaden snakkede vi med nogle danskere - vi mødes senere i Ubud. Vi ville ha’ haft et varmt godnat-bad, men kilden var tørlagt. Øv.
Det lyder sgu som en ganske god dag…
