|||
For 30 år siden solgte min fætter og jeg for anden gang vores grønne Ford Falcon, der havde kørt os cirka 10.000 kilometer rundt i Australien.
Først op til Cairns, så ind i landet, gennem Alice Springs og forbi Ayer’s Rock, ned til sydkysten og Adelaide og Melbourne, og så tilbage via Canberra.
Jeg ville gerne kunne sige, at den grønne falk havde været en trofast ganger, men hvis sandheden skal frem var den lidt af en katastrofe.
Sejlere joker gerne med, at en båd er “et hul i vandet man hælder penge i” - og sådan var det også med vores bil, der i øvrigt blev døbt “Palles Mobile Home” (lang historie), eller bare Palle.
Fik jeg forresten nævnt, at jeg ikke havde, og aldrig har haft, et kørekort? Men bilejer, dét har jeg altså været.
Anyway, Palle blev oftere startet af venlige bilister eller AAA end af os selv, og vi var også igennem at skulle skifte forrude på grund af stenslag. Og der var også dengang på en tankstation i en flække cirka 100 kilometer fra den nærmeste anden menneskelige beboelse, hvor vi HELDIGVIS - inden vi kørte videre - opdagede, at Palle havde smidt al sin olie!
Nåmen, tilbage i Sydney skulle vi jo af med bilen igen, og det holdt hårdt. Da det endelig lykkedes at overrække Palles nøgler til et lokalt par, den 12. maj, festede vi som gale.
Da vi vågnede med tømmermænd var det til en telefonopringning fra køberne, der havde opdaget at der var problemer med indregistreringen…
Det brugte vi så en hel dag på, men det lykkedes - og vi fik solgt bilen igen anden gang den 13. maj, denne gang for real - hvilket så kostede os et tab på omkring 40% i diverse gebyrer. Ouch.
Men solgt blev den - og vi kunne tage videre til New Zealand med et kort stop på Tahiti.
Farvel, Palle. Skrot i fred.