|||
Som opmærksomme læsere vil huske, så blev i jeg i december ejer af en iPhone 12 Mini.
Den er bittelille, sort over det hele, og jeg er rigtig glad for den.
Jeg havde egentlig ikke tænkt at gøre meget mere ud af dét, men Kristoffer ovre på Twitter spurgte høfligt om min mening, og så må jeg jo hellere forsøge at samle tankerne 😄
På mange måder er 12 Mini jo bare en ny iPhone, men denne model skiller sig dog alligevel ud fra flertallet af smartphones fra de seneste 4-5 år.
Den er nemlig krympet i stedet for at vokse.
De præcise specs kan findes hos Æble, men det umiddelbare indtryk er, at Mini’en er på størrelse med den klassiske iPhone 5 - selvom skærmen breder sig over væsentlig flere pixels, fordi kanten om skærmen er næsten forsvundet.
Det betyder, at man stort set kan klare alle fingertryk på hele skærmen uden at skulle have flere hænder i brug, og uden at lave farlige greb-skift med fingrene strukket til bristepunktet.
Jeg kom i øvrigt fra en 11 Pro Max, så det er lidt af et skifte, og det er fantastisk ikke længere at være tvunget til at have to hænder parat det meste af tiden.
(Jeg har vist ganske normale hænder, men er til gengæld nervøst anlagt, så jeg havde meget ofte begge hænder i brug, når jeg skulle taste omkring på min 11 Pro Max - dels for at nå alting, dels for at undgå uheld).
Men hvad er det så man mister, når man springer fra langt over 6 tommer til 5.4?
Ja, man mister naturligvis en masse skærm - og det må man så tackle enten ved at scrolle og zoome mere, eller ved at gå ned i skriftstørrelse hvor man kan.
Jeg har valgt en kombination af begge dele - men har faktisk slet ikke oplevet det som et problem.
Jeg kan sagtens tjekke feeds, læse artikler og bruge alle mine apps, og det tog ikke længe før det virkede fuldstændig hverdagsligt.
Det hører dog med til historien, at jeg så godt som altid finder min elskede iPad frem, når jeg for alvor skal trawle rss-feeds, skrive noter eller se YouTube.
På den måde er Mini’en helt rigtig for mig: iPadden er min primære platform (og Mac’en når jeg rigtig skal arbejde, og Mini’en kan så fungere som den allestedsnærværende backup, hvor jeg skriver beskeder, tjekker notifikationer, laver hurtige søgninger og noter, og så videre.
Den kan stort set alting, og er lille, let og praktisk at have i lommen hele tiden.
En uventet bonus var i øvrigt, at jeg af en eller anden årsag faktisk har nemmere ved at ramme de rigtige bogstaver på det lille tastatur?
En lille øv-ting er dog, at Mini’en ikke har den telelinse og den Lidar, som Pro-storebrødrene har (og slet ikke den stabilisator, som Pro Max’en er udrustet med).
Det er naturligvis ærgerligt, men man skal ikke tro at Mini’en tager dårlige billeder af den grund. Jo, måske er de lidt mindre skarpe i svag belysning, men det er stadig rigtig, rigtig gode fotos.
Selv jeg der kom fra en 11’er, synes at billederne har fået et fint lille nøk opad.
Jeg har dog købt en telelinse til at montere, så jeg trods alt kan trække motivet lidt ind, når det er nødvendigt.
Og meget mere er der egentlig ikke at sige.
Jeg vænnede mig utrolig hurtigt til en krympet telefon, og savner meget få ting fra hverdagen med en kæmpemobil.
Så jeg håber virkelig, at der ikke er hold i rygterne om lave salgstal og risiko for at Apple dropper Minien i kommende versioner…
Mini er det nye max.