|||
Forleden faldt jeg over udtrykket Pre-Traumatic Stress Disorder i scifi-romanen “The Spin” (som snart bliver drøftet i en episode af ScifiSnak).
Jeg havde nærmest øjeblikkeligt to reaktioner:
Begrebet indkapsler ret fantastisk min psykologiske tilstand i forhold til KlimApokalypsen(tm), og
Hvorfor pokker har jeg ikke selv fundet på det?!
American Psychological Association beskriver tilstanden således:
The individual remains in a constant state of worry and heightened stress at their perceived helplessness to prevent the expected future trauma and often mentally experiences the dreaded event again and again.
Oprindelig blev Præ-TSD brugt om soldater på vej i krig (i modsætning naturligvis til soldater som oplever Post-TSD efter krig), eller frygt for terrorangreb, men jeg synes begrebet passer fantastisk godt til min egen mere eller mindre konstante grundangst over klimaet.
Jeg har ikke mærket voldsomme klimaforandringer på egen krop (endnu), men det føles alligevel som om, og det fylder meget i hverdagen.
Det skyldes nok de skybrud og uvante varmegrader, og så de frygtelige klimaskabte orkaner, hedebølger og oversvømmelser vi er vidne til gennem nyheder fra andre steder på kloden.
Det er jo på nogle måder privilegeret og lidt vattet at gå over være traumatiseret her i det lille danske smørhul, men vi har jo de følelser vi har – og jeg føler mig altså på forhånd temmelig påvirket af en fuldstændig vished om, at det nu kun er et spørgsmål om tid før det hele går amok for alvor, også på vore breddegrader.
I disse dage bliver det så ikke netop bedre af, at Trump er valgt ind, at krigene fortsætter i Ukrainer, Mellemøsten og mange andre steder, eller at højreekstreme populister bliver valgt som “ledere” stort set overalt på kloden.
Efterhånden dækker Præ-TSD-tilstanden ikke “bare” angst for klimaet, men en altomfattende fornemmelse af at verden er på vej til Helvede i en håndtaske…
Der er flere andre måder at indfange nogenlunde samme oplevelse på, som det også bliver nævnt i denne artikel om Præ-Traumatisk Stress Syndom og klima-angst:
Pre-Traumatic Stress Syndrome, my focus here, is unlike most other mental health climate concepts–e.g. solastalgia (Albrecht), ecosickness (Houser), or Anthropocene disorder (Clark)–because, like ecophobia (Estok), it has a specific clinical reference. In my case it links to, but is different from, the familiar Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD); it also differs from other climate illnesses in being focused on the future rather than the past or present.
Herhjemme kan man jo også tale om klimasorg eller fremtidsangst.
Udtrykket Præ-TSD er ikke akademisk fasttømret, og bliver brugt på forskellige måder, og der er også mange aspekter af diskussionen om hvordan reaktionerne på KlimApokalypsen(tm) kan være mere eller mindre “nyttige”.
Det er ikke nødvendigvis noget jeg synes jeg er særlig godt klædt på til at analysere – eller har plads til her i bloggen.
Men det er nok relevant at overveje, om ‘diagnosen’ (eller rettere: selve oplevelsen af Præ-TSD) blokerer for evnen til at handle (så meget som man nu kan handle) – eller om det omvendt er godt at sætte ord på følelsen, så man bedre kan tackle den, og måske forvandle traumet til handling?
Som E. Ann Kaplan skriver i ovennævte artikel:
Indeed, it may be helpful to acknowledge that, given the situation, panicking may be appropriate.
Uanset hvad, så var det lidt af en øjenåbner at støde på begrebet, og især forsøge at relatere det til mit eget liv.
