Har jeg nævnt at jeg godt kan lide tåge
Har jeg nævnt at jeg godt kan lide tåge
Har jeg nævnt at jeg godt kan lide tåge
Tirsdag var jeg på et lidt specielt besøg i Billund for at lege med LEGO.
Den korte version af historien er, at jeg var inviteret til at bygge en LEGO-model i form af et mekanisk mini-solsystem, hvor Solen, Jorden og Månen bevæger sig rundt om hinanden når man drejer på et lille håndsving.
Modellen – hvis officielle navn er Jorden og Månen i Kredsløb – er skabt af Jørn Thomsen, en legendarisk skikkelse i udviklingen af LEGO Space fra slut-firserne og frem.
Ikke helt i korrekt størrelsesforhold
Desværre døde Jørn alt for tidligt sidste forår, og jeg fik aldrig chancen for at møde ham. Men hans familie var søde nok til at invitere mig over til Billund for at se nogle af Jørns kreationer, og ikke mindst for i fællesskab at bygge Jorden og Månen i Kredsløb, der netop er kommet på hylderne i LEGO-butikken.
Det er dét, som i LEGO-kredse kalde “Hyg og Byg.”
Og det lykkedes på et par timer at få alting samlet og op at køre, selvom snakken gik lystigt undervejs. Men det skal siges at jeg fik solid hjælp fra Jørns familie, der naturligvis er rimeligt ferme på fingrene med de små klodser.
Jeg regner dog med at Solsystemet skal skilles ad igen snart, så jeg kan sige at jeg også kan samle den helt alene…
I sidste uge tog jeg springet ud i et nyt eventyr med fotografering, da jeg bestilte det spritnye og voldsomt hypede Fujifilm X100VI.
Ifølge flere medier er kameraet det mest forudbestilte nogensinde, og rygterne siger at det kom i restordre få minutter efter præsentationen den 20. februar, hvor der også blev åbnet for preorders.
Fancy kamera med ekstra lir
Så selvom jeg virkelig har svært ved at være tålmodig når jeg har bestilt nyt gear, så var jeg så småt begyndt at vænne mig til tanken om at pakken nok først ville komme i slutningen af marts.
Til gengæld bestilte jeg så en ny rem og lidt småting, som jeg så kunne hygge mig med så længe. Det er lidt ligesom at bestille ny iPhone og case samtidig – og så få casen en uge før mobilen. Med andre ord ikke den fulde oplevelse…
Miraklernes tid er dog åbenbart ikke forbi. Jeg skal spare jer for den lange historie, men altså – det hele gik over al forventning!
Ikke bare ankom kameraet til afhentning i butikken den 1. marts, bare 2 dage efter den officielle lancering, jeg havde også tid til at hente det inden lukketid, og søreme om ikke også mit ekstraudstyr ankom fra Amazon samme aften!
Nu mangler jeg så bare at købe et ekstra batteri og en oplader, så er jeg vist rimelig good to go.
Jeg meget lidt tid til at lege med det nye kamera igår, men ikke desto mindre blev det meget hurtigt klart for mig, at jeg har glemt alt hvad jeg lærte sidst jeg havde et “rigtigt” kamera. Det kommer til at tage uger, måneder og år at blive god (eller bare bedre) til at tage billeder.
Selvom jeg synes jeg indimellem er heldig med fotos fra min iPhone, så er det bare noget andet med et kamera, og der skal tages mange fotos før jeg kommer til at føle mig nogenlunde komfortabel.
Det er selvfølgelig et dejligt udgangspunkt at have et så fantastisk stykke grej som mit nye X100VI, men i sidste ende handler det jo om personen bag kameraet…
Så – jeg skal nok fremover lægge et udvalg af billeder på bloggen, men det lykkedes ikke de første 24 timer at tage nogetsomhelst jeg synes kan være offentlig bekendt 😉
Er netop kommet ud af Big Bio Nordhavn, fra en perfekt plads på fjerde række midtfor, og leverer det mindst kontroversielle take på Dune 2:
En aldeles glimrende efterfølger til en fremragende etter.
Jeg er vild med universet, historien, den visuelle stil og ikke mindst lyd-designet, der fungerer ekstremt godt.
(Big Bio måtte dog gerne skrue omkring 10 dB ned for nivneauet. Det er ikke så fedt bogstavelig talt at skulle have fingre i ørerne under alle kampscenerne).
Anyway, filmen kan helt sikkert anbefales, og det er en af de første film i lang tid, hvor jeg har lyst til at se den i biografen igen – gerne i en dobbeltwhopper med den første.
5 orme af 5 mulige herfra 👍
BONUS:
Flere spejltræer
Regn og blæst i Aalborg
Faste læsere vil måske huske, at jeg havnede i en hvirvelstorm af dimsuenza for nylig, da jeg “kom til” at se en masse videoer med lækre kameraer…
Og det stoppede ikke for tre uger siden. Jeg har læst tonsvis af artikler og set utallige videoer med tests af kameraer, og efterhånden tror YouTube at jeg ikke er interesseret i andet – hvilket selvfølgelig ikke ligefrem hjælper på sagen. Pokkers algoritmer.
Jeg måtte dog erkende, at jeg simpelthen ikke kan forsvare at købe et Leica Q3 til 46.000 kroner. Det vil ganske vist godt kunne lade sig gøre at frigøre midlerne fra en opsparing, men kompetence/gear-ratioen ville være helt skæv.
Jeg har simpelthen ikke fortjent et Leica – ikke endnu, i hvert fald.
For jeg betragter afgjort ikke mig selv som fotograf – bare som hverdagshobbyist. Ikke mindst fordi jeg i 8 års tid kun har taget billeder med skiftende iPhones. Og ja, jeg forsøger at tage interessante fotos, og har også leget med linser og den slags, men når det gælder ‘rigtigt fotografi’ er jeg knap nok amatør.
Ikke desto mindre, så har jeg dog taget tusindvis af billeder, og der går heller ikke mange dage uden mindst ét foto – og grundlæggende synes jeg bare det er sjovt og udfordrende og givende at tage billeder af mine omgivelser.
Så det er blevet undskyldningen for at bestille et nyt kamera.
Og nej, det blev altså ikke et Q3.
I stedet valgte jeg et andet lækkert apparat, fra Fujifilm. De sidste 3-4 år har deres X100V været ekstremt populært (og hypet), i en grad så det længe var i restordre allevegne, og brugte kameraer kunne sælges til overpris.
I denne uge lancerede Fujifilm så efterfølgeren – med det opfindsomme navn X100VI – og det brugte jeg så som anledning til at brænde en masse penge af…
Mit nye kamera
For selvom X100VI koster svimlende 14.000 kroner, så er det dog under en tredjedel af hvad mit drømme-Leica koster – så det virker nærmest som et tilbud.
Og der lader til at være nogenlunde enighed om, at det er et glimrende kamera i klassen…
Jeg er stadig ikke overbevist om, at jeg faktisk (i første omgang) kan udnytte et kamera i den kvalitet optimalt, men forhåbentlig kommer det henad vejen.
Og uanset hvad, så glæder jeg mig HELT vildt, både til det basale dimseri med noget nyt grej, og til at gå ud at tage en masse billeder allevegne…
Spejltræer
Jeg har indtil nu gået lidt som katten om den varme grød, når det handler om stemmekloner-maskinerne fra diverse AI-tjenester. Jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at vide, hvor gode de er blevet – og er stadig lidt nervøs for hvad der sker med éns stemmeklon, når den først er lavet.
Men i dag tog jeg springet og lavede lidt eksperimenter med den såkaldte Instant Voice Clone fra ElevenLabs.
ElevenLabs er vist efterhånden både berømt og berygtet i kølvandet på de skræmmende historier om deep fake-svindel, men det er jo lige præcis derfor jeg har valgt dem – fordi de åbenbart skulle være ret overbevisende, og så fordi de er en af en lille håndfuld tjenester, der også understøtter dansk.
Da jeg endelig kom igang gik det nærmest overvældende hurtigt.
Nu er jeg jo også i den situation at jeg har hundredevis (hvis ikke tusindvis) af timers lyd med mig selv der snakker, så det var ikke svært at finde 3 gange 5 minutter jeg kunne uploade til træning af min stemmeklon.
RobotSnak
Derefter gik det bare endnu hurtigere.
AInders (som jeg nu kalder ham…eller den), var klar på under et minut, og så skulle jeg bare smide et stykke tekst ind i feltet og klikke på ‘Generate’.
Nedenstående eksempel er en tekst på 137 ord, som det tog omkring halvandet minut at lave til denne lydfil:
Resultatet er både skræmmende, imponerende – og fuldt af småfejl. Jeg synes “jeg” har problemer med nogle ord, taler lidt staccato, og rammer en jysk tone som jeg ikke ved hvor kommer fra…
Men tager man i betragtning at dansk stadig er svært for AI-maskinerne, at det var et første hurtigt eksperiment, og at udviklingen går tosset hurtigt for tiden – så kan jeg måske godt begynde at blive lidt bekymret…
Jeg elsker tåge
Obligatorisk ProFie
Mange apps, især fra (mere eller mindre) indie-udviklere benytter sig af åbne betatests – på Apple-platformene er det typisk via Testflight.
Jeg ælsker at deltage i den slags – dels fordi det føles lidt VIP at have adgang til nye features før de bliver almindeligt tilgængelige, dels fordi det giver en chance for at sende feedback og forslag tilbage til udviklerne.
Det er indrømmet ikke hver gang jeg møder en bug, at jeg tager mig tid til at lave screenshots og dokumentere det og sende en besked tilbage, men jeg prøver så ofte jeg kan.
Aktuelt deltager jeg relativt aktivt i to Testflights – for NotePlan og for Readwise Reader.
Derudover er jeg med i tre flere for apps som jeg faktisk ikke rigtig bruger, og som jeg nok bare burde droppe, men når det gælder NotePlan og Reader sørger jeg altså for at give så meget feedback som jeg kan.
Det er langt fra altid at jeg så hører tilbage fra udviklerne – og det er fint. Nogle gange har jeg jo bare behov for at melde, at jeg er faldet over en fejl. Andre gange handler det dog mere om at give feedback på UI eller funktioner, og så sker det heldigvis jævnligt at udviklerne (eller en supportmedarbejder) svarer tilbage, ganske ofte også med opfølgende spørgsmål. Det er som regel en god oplevelse.
Feedback på feedbacken
Eduard fra NotePlan svarer i øvrigt ikke tit på beta-feedback, til gengæld er han superaktiv i NotePlan-kanalen på Discord, hvor man ofte kan finde ham i en frem-og-tilbage-dialog med brugere om detaljer af design, features eller mere generelle ideer om appen. Det må være krævende, men føles ekstra cool når man har fat i udvikleren selv.
Anyway, alt dette bare som optakt til gårsdagens lille optur. Jeg skrev for et par uger siden med feedback til Readwise Reader-folkene med ideen til en ny funktion.
Reader er i øvrigt en ret avanceret læs-senere-tjeneste, som også giver mulighed for at dele highlights fra artikler og pdf’er til noteapps som fx Obsidian eller Notion.
På det seneste har Reader også tilføjet automatiske AI-opsummeringer af alle de artikler man gemmer, og jeg foreslog at disse summaries automatisk skulle deles med de øvrige highlights – så man i sin note med citater i fx Obsidian også har et kort resume af hele artiklen.
Jeg var afgjort ikke den eneste med dén idé – men ikke desto mindre blev jeg rigtig glad for at få nedenstående mail fra Reader-udviklerne, som bare giver mig en god fornemmelse af at de lytter til deres brugere, og samtidig yder fin service ved at gøre mig opmærksom på, at den ønskede funktion nu er tilgængelig til beta-test.
Well done, Readwise!
Hey Anders, hope your week is off to a great start :)
I’m following up on your previous feature request to let you know that you can now export your Reader auto-summaries to your note taking app. If you’re using Notion, your summaries will be included in your exports automatically.
If you’re using a templated note taking app such as Obsidian, Roam, Obsidian, Logseq, or general Markdown, you will need to update your export template. Please note that this update will not retroactively add summaries to previously exported documents so as to not overwrite your notes.
Hope you enjoy! If you have any questions of feedback, please let me know!
Cooking with data
Navne kan på godt og ondt sende signaler om hvem vi er.
Navne og titler kan spille en kolossal rolle for hvordan vi møder et menneske, vælger at læse én bog fremfor en anden, eller danner os fordomsfulde meninger om et ellers ukendt firmas produkter.
Det er selvfølgelig også en af grundene til at det er så sjovt at finde på bandnavne, skrive catchy titler på artikler, shoppe nye domænenavne man egentlig ikke skal bruge til noget – eller tænke på hvad man ellers kunne hedde, hvis man ikke hed ‘Anders’.
Det synes jeg i hvert fald. Så hvis man vil tilgive mig endnu mere navlepilleri end sædvanligt…
Jeg tror måske det begyndte, da jeg som lille dreng fik at vide, at min mor havde advokeret ret heftigt for at jeg skulle hedde noget andet end Anders. På en eller anden måde inspirerede det mig til at tænke over, hvem jeg mon havde været, hvis jeg hed…Jens Peter, Thomas eller hvad der nu har været på bordet.
Jeg kan huske at jeg en overgang virkelig gerne ville hedde noget sejt amerikansk på kun tre bogstaver, som Tim, Tom, Jim eller den slags. Det var heldigvis en kort fase.
Senere havde jeg endnu en omvæltende oplevelse, da jeg på på rundtur i Indien havde bestilt plads på toget fra Agra til New Delhi. Der var tydeligvis gået knas i kommunikationen i det meget analoge system, så i stedet for Anders Høeg Nissen var der booket plads til en Mr. Andrew S. Mission.
Dét navn blev i flere år mit alter ego, ikke mindst i de tidlige web-dage hvor identitet føltes særligt flydende, og der var rige muligheder for at (gen-)opfinde sig selv nærmest dagligt.
I min DR-tid blev AHN den faste forkortelse af mit navn i emails, dokumentmapper og andre værktøjer, og det gav så anledning til en masse leg med hvad AHN også kunne stå for.
En af mine favoritter var og er Alpha Hotel November, som selvfølgelig kommer via det amerikanske militære fonetiske alfabet. Det klinger da af noget!
Den store navnemaskine
Lidt mere frit forsøgte jeg i en episode af den hedengangne Techliv-podcast at finde på tech-relaterede navne, og selvom det ikke holdt sig helt til ‘AHN’, så synes jeg alligevel at Android Link MacNissen kunne et eller andet.
Nå, men hele den lange forhistorie er sådan set bare optakt til at jeg her forleden tog endnu en tur med AHN – og denne gang (selvfølgelig) spurgte Chatty om hjælp.
Først på engelsk, hvor jeg bad den om at komme med nogle bud på “…an acronym for”AHN” in the context of digital technology, programming languages or hardware protocols”, og blandt andet fik disse forslag:
Advanced Hybrid Node: Referring to a network node capable of operating in multiple communication protocols or environments, possibly blending wired and wireless technologies.
Artificial Horizon Navigator: A navigation system that uses artificial intelligence to simulate and predict horizon-based navigation, useful in aerial or space applications.
Adaptive Harmonic Networking: This could refer to a network system that adapts to varying harmonic frequencies, possibly in radio or audio technology. (👈 Er det bare mig, eller nærmer det sig også en jobbeskrivelse?!)
Accelerated Hardware Node: A term for a hardware component designed for high-speed processing, possibly in the context of servers or computing clusters.
Analytic Heuristics Network: A system or platform designed for advanced data analysis using heuristic methods, potentially in AI or machine learning applications.
Adaptive Hypertext Normalization: A method or protocol for dynamically adjusting hypertext content for different devices or user preferences.
Som man kan se har det været nødvendigt at luge ganske meget ud. Kvaliteten var, lad os sige varierende…
Jeg spurgte også om nogle forslag på dansk, men det voldte tydeligvis endnu flere problemer:
Automatiseret Hardware Netværk: Et netværk af fysisk hardware, der er automatiseret for bedre integration og effektivitet.
Analytisk Hypernetværk Nodulering: Et begreb, der refererer til brugen af avanceret analytik i design af netværksnoduler.
Applikations Håndtering Nøgle: En nøgle eller et værktøj til at håndtere og optimere applikationer i komplekse systemer.
Analytisk Horisont Netværksintegration: Et system eller værktøj, der integrerer dataanalyse med horisontbaseret planlægning eller forudsigelse.
…og jeg skal spare jer for flere.
Så selvom jeg synes at Advanced Hybrid Node måske swinger okay, så tror jeg at jeg foreløbig bliver ved Alpha Hotel November, eller – i en snæver vending – ved Anders Høeg Nissen…
Hvad er en god søgemaskine, og hvilke resultater er vi egentlig på jagt efter, når vi taster ord ind i søgefeltet, uanset om vi så bruger Google, Bing eller (den nye hotness) Kagi?
Det er en af de mange interessante diskussioner som er dukket op i kølvandet på bølgen af avancerede sprogmodeller og værktøjer som ChatGPT.
ChatGPT er jo præcis ikke en søgemaskine, men mange har brugt den som et Google-alternativ alligevel, og er blevet overrasket eller ligefrem brændt af mangefulde, fejlbehæftede eller vildledende resultater.
Personligt vil jeg holde fast i, at der er masser af gode grunde til fortsat at bruge old school søgninger, men i den forgangne uge har jeg smagt lidt på et AI-boostet alternativ, nemlig den nye iOS-browser Arc Search.
Sagt ganske kort er det en meget skrabet browser-app, der som udgangspunkt bare giver mulighed for at indtaste en URL eller lave en søgning (i et lille udvalg af søgemaskiner).
Men appens særlige sovs er så, at man i stedet for at vælge “Søg” efter indtastningen, også kan vælge at klikke på “Browse for me”.
Når man gør dét, så smutter Arc Search lige en tur ud på det store interweb, samler information, og præsenterer det på noget den (lidt fejlagtigt) kalder en webside.
Her finder man både punktopstillinger med de vigtigste resultater og referencer til websider hvor appen har fundet sine oplysninger. Scroller man ned vil der typisk være flere afsnit, hvor man kommer dybere i de forskellige punkter fra det korte referat i toppen. Nederst er der så en liste med flere websider, hvis man selv vil ud at læse mere.
Mere spørgsmål-og-svar end en søgning
Arc Search kommer fra firmaet The Browser Company, der også har lavet desktop-browseren Arc, som nogen ælsker, men som jeg primært bruger som et Chrome-alternativ, når Safari slås med et eller andet knas.
De har i forvejen lavet en såkaldt Arc companion-app til iOS, men den er næsten endnu mere begrænset end Arc Search, bare på andre måder.
Hvis man vil læse mere om Arc Search og måske også udforske hvordan den (lige akkurat) fungerer som browser, så vil jeg anbefale at man læser Federico Vitticcis glimrende artikel ovre på Macstories.
Arc Search har et stykke vej endnu, men vi nærmer os lige så stille min drøm om en research-assistent, der kan hjælpe mig med at skabe overblik i store informationsmængder – både ved at lave opsummeringer, samle de bedste kildehenvisninger, og foreslå nye spørgsmål til opfølgende udforskning.
Det er noget som Perplexity AI (og især deres bud på en copilot) også har arbejdet med, men Arc Search har en umiddelbarhed, en enkelhed og et brugervenligt design, som gør det til en væsentlig mere…vedkommende?…oplevelse at bruge den i hverdagen.
Jeg kommer nok ikke til at bruge den som primær browser lige med det samme (blandt andet fordi jeg heller ikke bruger Arc på min Mac), men jeg er foreløbig virkelig begejstret for Browse For Me-funktionen, så jeg har forsøgsvis anbragt Arc Search i min iPhone-dock (selvom den lilla farve virkelig går mig på nerverne).
Jeg oplever også allerede, at appens hjælpsomme søge-og-samle-funktion støtter mig i mit forsøg på at huske at være nysgerrig hver dag.
Det er supernemt at stille et spørgsmål eller skrive en søgning, og så få en pakket “webside” med de vigtigste punkter i lækker opsætning, plus et par håndfulde links hvis jeg vil dykke videre ned i tingene.
Det føles osm en fin måde at få et hurtigt overblik hvis jeg for eksempel vil vide mere om Auschwitz (vi så In the Zone sidste weekend) eller om historien bag kamerafirmaet Leica (se min blogpost fra lørdag).
Og så fik Arc-folkene i Browser Company også lige en ekstra stjerne i bogen hos mig, da de kun et par dage efter launch lavede en opdatering, så Kagi kan være standard-søgemaskine 👍
Der er dog også ting der mangler eller ikke fungerer optimalt (endnu) – udover det irriterende lilla ikon.
Jeg er fx ikke vild med de mange data Browser Company kan indsamle (jvf. betingelserne i App Store), men til gengæld er ad blocking, cookie banner blocking og tracker blocking sat som default i appen.
Jeg synes også det er irriterende, at jeg ikke kan dele min ‘personlige svar-webside’, og gemme den i en noteapp eller min trofaste læs-senere-tjeneste Readwise.
Men disse ting til trods, så har jeg altså tænkt mig at lege videre med Arc Search – ikke mindst fordi det allerede et par dage efter lanceringen af appen blev klart, at det bare var første skridt i en større udrulning fra Browser-firmaet, også når det gælder desktop-browseren.
Det vender vi sikkert tilbage til, men foreløbig kan man snuse til nyhederne her:
Vi lever i interessante tider.
Jeg bliver nødt til på forhånd at undskylde min totale mangel på viden i det efterfølgende. Så hvis du er fotografsnob og/eller professionel og sidder og tænker, “hold kæft, en amatør”, så har du ret 😃
For selvom jeg i midten af 2010’erne snusede til “rigtigt” fotografi med et anstændigt begynder-Nikon, så blev jeg aldrig særligt god. Og efter et par år med halvhjertede eksperimenter forærede jeg kameraet til min far, og gik all-in på iPhone-fotografi – hvilket så også har været supersjovt, og mobilkameraerne er jo bare blevet bedre og bedre.
Anyway, vi spoler frem til januar 2024, og jeg sad sådan lidt formålsløst en aften og zappede omkring på YouTube, hvor jeg faldt over The Verges anmeldelse af en nyt Hasselblad-kamera.
Jeg var ikke på jagt efter kameraer, og slet ikke i Hasselblad-klassen, og ville i øvrigt ikke kunne finde ud af at bruge det, selv hvis nogen kom og gav mig ét som gave.
Det var mere ovre i genren “jeg ser tests af Rolls Royce, VW Buzz og Polestar-biler, fordi jeg synes de er flotte og har noget spændende tech og det er sjovt at se på.”
Helt afgjort mere underholdning end research, altså.
Hvorom alting er, så vækkede Hasselblad-anmeldelsen noget i mig. Og jeg er ikke for hovskisnovski til at indrømme, at det var en seriøs omgang dimsuenza – én af de der gange, hvor man bare har rigtig meget lyst til at købe noget, selvom man ikke har brug for det, bare fordi det er… lækkert designet, og lader til at være kram.
Nå, jeg kiggede videre på Hasselblad-videoer, men måtte alligevel erkende at det var en tand for hardcore.
Og så var jeg faldt over en test af Leica Q3 – et lille, matsort, fantastisk designet og (siger anmelderne) aldeles glimrende kamera, som jeg øjeblikkeligt blev forelsket i. (Jeg er nemlig heller ikke for fin til at erkende, at designet her betød meget for min fascination).
Det er sgudda et flot kamera!
Det endte med at jeg brugte i hvert fald et par timer tid på at se den ene Q3-test efter den anden, og selvfølgelig også dykkede ned i tests af den tidligere version Q2, som kommer i en såkaldt Monochrom-udgave, der kun kan tage – you guessed it – sorthvide billeder. Dét er hardcore.
Utroligt nok var det lykkedes mig at se alle videoerne om Q3 uden at støde på en pris, eller i hvert fald uden at det havde sat sig fast på hjernebarken.
Så forestil jer mit ansigtsudtryk, da jeg – egentlig mod bedre vidende – lige gik ind på Pricerunner for at tjekke, hvad sådan et Leica Q3 går for idag?
Svaret er – i størrelsesordenen 46.000 danske kroner.
Yikes.
Den gode nyhed er, at det så betyder at jeg ikke kommer til, i et overstadigt øjeblik, at impulskøbe et Leica Q3 – der er grænser for galskaben. Min pensionsopsparing overlever.
Den dårlige nyhed er naturligvis, at jeg ikke kommer til at lege med et Leica Q3. Suk.
Bagefter begyndte jeg i øvrigt også at grave lidt yderligere rundt på Leicas hjemmeside, og faldt over M11-modellen, som jeg også (skamløst overfladisk) synes ser virkelig lækker ud.
Dét kamera koster så, ifølge Pricerunner, bare 68.000 kroner.
Jeg tror jeg bliver på min iPhone indtil videre…
Efter gadefesten
Det er næsten ikke til at fatte, men her den 1. februar er det søreme hele 7 år siden jeg sprang ud som selvstændig efter mange, mange år i DR – og det er blevet tid til den traditionelle årlige status-opdatering.
TL;DR Jeg stadig så privilegeret at jeg nærmest ugentlig må knibe mig i armen. Jeg har et varieret og spændende hverdag, med 3-4 mere eller mindre faste podcastprojekter, plus de løse tjanser hist og her.
Ikke desto mindre er jeg stadig altid nervøs for hvor længe det holder, og derfor altid på udkig efter nye opgaver. Og jeg kan stadig ikke holde mig fra jobannoncerne – selvom jeg må indrømme, at jeg efter 7 år som selvstændig nok er begyndt at betragte mig selv som unemployable hvis vi taler om fuld tid og fast arbejde 😉
Det går selvfølgelig altid op og ned i arbejdslivet, men jeg har generelt haft nogle rigtig gode oplevelser og opgaver i det forgangne års tid.
Jeg skal nok lade være med at gennemgå alting slavisk, men her er en håndfuld højdepunkter:
Derudover havde jeg også en række mindre opgaver – foredrag, moderatortjanser, medvirken i diverse podcasts og radiprogrammer, og så videre. Nogle gange er det presset, men som regel er det sjovt og giver variation i hverdagen.
Som sagt har der også været nogle mindre fantastiske oplevelser – dog heldigvis ikke særlig mange – og de handler nok mere om min egen tendens til bekymring og tristhed end om egentlige karrieremæssige udfordringer.
Der er dog én ting, jeg synes det er værd at fortælle om – fordi den alligevel havde en god afslutning!
Som nævnt kigger jeg stadig jobannoncer, og i foråret faldt jeg over et opslag som nærmest fik mig til at falde ned af stolen – en position som såkaldt ‘tech scout’ hos KODA, med fokus på at lave research og (intern) kommunikation om nye teknologier, og så med mulighed for at gøre det på deltid, så jeg kunne fortsætte med (nogle af) mine podcast-projekter.
Det var helt oplagt lige mig, synes jeg, og det ville passe fantastisk til min drøm om at kombinere noget fast og længerevarende med den ugentlige rytme af podcast-produktion.
Jeg fik dog ikke jobbet – selvom jeg var til god samtale – men det var der en rigtig god grund til! For uanset at jeg egentlig synes at jeg passede godt til jobbet, så var der INGEN tvivl om at stillingen i virkeligheden var som skabt til min tidligere DR- og Techliv-makker Nicolai Franck.
Udover at være en af landets mest kompetente techjournalister, så har han også en fortid i musikbranchen, og er i øvrigt en superengageret, detaljeorienteret og vidende mand. Så på trods af at han altså snuppede jobbet for næsen af mig (bilder jeg mig ind), så er jeg aldeles glad for at KODA valgte Nicolai 😃
Der er naturligvis meget usikkerhed i joblivet for mange af os, og det gælder nok dobbelt når man er freelancer. Alligevel er der dog en hel del ting, der indtil videre ser ud til at komme til at fylde mine dage og uger i år.
At have så mange mere eller mindre faste opgaver er total luksus, selvom de nok også betyder at jeg må skrue lidt ned for de løse tjanser – på godt og ondt. Udover at de små opgaver jo giver variation og ny inspiration, så er de også med til at holde netværket i gang. Men mon ikke det går?
Alligevel må jeg indrømme, at jeg simpelthen ikke kan slippe den evige scanning af horisonten. Ikke fordi jeg overhovedet er utilfreds med mine aktuelle opgaver – tværtimod! – men fordi det ganske enkelt er mit nervøse gemyt at spekulere over hvordan det dog skal gå altsammen…
Heldigvis er svaret stadig, her 7 år efter jeg sprang ud som selvstændig: Det går aldeles udmærket 😃
Tirsdags-udsigt
Som bekendt er der de seneste år sket et stort skifte fra engangs-betalinger til abonnementer, ikke mindst når det gælder apps, software og tjenester.
Som udgangspunkt er jeg enig i mange af argumenterne for hvorfor især mindre appudviklere vælger en mere kontinuerlig indtægtsstrøm frem for at satse på at sælge opgraderinger til nye versioner, men jeg kan også godt mærke på egen pengepung at det hurtigt løber op, når man har abonnementer til alting.
Den diskussion gemmer vi dog til en anden god gang.
For uanset hvad man ellers måtte mene om abonnements-vældet, så vil jeg mene at det er en god idé at man løbende holder strikst øje med alle sine abonnementer.
Jeg har selv oplevet det irriterende i at opdage at jeg i flere måneder havde haft TO parallelle abonnementer på Apple TV+, og jeg har også tidligere opdaget at jeg betalte for små apps jeg havde testet en enkelt gang, men ikke rørt i lang tid.
Pengene flyver!
Hvis man primært laver abonnementer gennem App Store, så kan man selvfølgelig bare gå ind på sin konto en gang eller to om måneden og gennemgå aftalerne, men hvis man vil have et mere solidt (og helt ærligt: noget mere brugervenligt) overblik end Apples App Store, så vil jeg absolut anbefale en abonnements-app (ja, der er selvfølgelig også en app også til dét…).
Med en separat app kan man jo også tracke alle de abonnementer, som ikke findes i App Store – og i øvrigt også holde øje med betalinger til aviser, forsikringer, velgørenhed eller hvad man nu ellers har af faste overførsler (uden at det ligefrem skal gå hen og blive en budget-løsning).
Jeg har i et års tid brugt appen Subtrack, der fungerer på både Mac og iDimser, og som sådan set har mange fine kvaliteter.
Den bygger på Apples udvikler-kit, og ligner derfor en røvfuld andre apps der også vælger den nemme løsning og bare bruger Apples udmærkede design- og funktions-anvisninger.
Det er relativt nemt at fylde nye abonnementer i Subtrack, og man kan gå ret langt i hvor meget information man vil fylde på. Udover selvfølgelig at angive pris, startdato, fornyelsesfrekvens og den slags, så kan man også lave mapper og tags, forskellige slags statistik og så videre.
Men Subtrack har i mange måneder efterhånden haft en bug, som betyder at jeg får en masse notifikationer om snarlig fornyelse af abonnementer som jeg forlængst har arkiveret eller ligefrem slettet – og så kan det meget hurtigt blive rodet.
Det har ikke hjulpet af af-arkivere og arkivere igen, og det hjalp heller ikke at lave en backup, slette alting, importere backuppen og prøve igen.
Jeg har skrevet til udvikleren et par gange, og første gang skrev de at de arbejdede på sagen, men anden gang har jeg ikke fået svar – og nu blev det altså så stort et irritationsmoment, at jeg gik på jagt efter et alternativ…
Om appen med det helt generiske navn Subscriptions så kan blive en god erstatning vil tiden vise. Foreløbig er jeg moderat tilfreds.
Designet er knap så Apple-rent som Subtracks, men det er enkelt og overskueligt, det er rimelig nemt at føje nye abonnementer til samlingen, og man kan angive stort set de samme detaljer som i Subtrack, inklusive at skrive om det er en App Store-betaling eller fra en anden fast konto – og den kan naturligvis også nemt håndtere forskellige valutaer. Der er i hvert fald ikke umiddelbart nogen funktioner, jeg savner.
Det eneste irriterende har foreløbig været, at Subscriptions’ katalog af apps og tjenester er mindre end Subtracks, så jeg har manuelt oprettet mange selv (med navn og kategorier), og har også brugt tid på at hente 20-25 logoer-grafikker til de enkelte abonnementer for at skabe et mere visuelt tilfredsstillende overblik end standard-ikonet.
Nåja, og så er der jo en vis portion rundhyl i at PRO-funktionerne i Subscriptions-appen koster…ja, et abonnement. Det er dog ganske rimelig $1,99 om ÅRET – så det går nok…
Men hvis du har gode erfaringer med en helt tredje app eller tjeneste, så sig endelig til!