Som bekendt er der de seneste år sket et stort skifte fra engangs-betalinger til abonnementer, ikke mindst når det gælder apps, software og tjenester.

Som udgangspunkt er jeg enig i mange af argumenterne for hvorfor især mindre appudviklere vælger en mere kontinuerlig indtægtsstrøm frem for at satse på at sælge opgraderinger til nye versioner, men jeg kan også godt mærke på egen pengepung at det hurtigt løber op, når man har abonnementer til alting.

Den diskussion gemmer vi dog til en anden god gang.

Quis trackiet ipsos abonnementis?

For uanset hvad man ellers måtte mene om abonnements-vældet, så vil jeg mene at det er en god idé at man løbende holder strikst øje med alle sine abonnementer.

Jeg har selv oplevet det irriterende i at opdage at jeg i flere måneder havde haft TO parallelle abonnementer på Apple TV+, og jeg har også tidligere opdaget at jeg betalte for små apps jeg havde testet en enkelt gang, men ikke rørt i lang tid.

Pengene flyver!

Hvis man primært laver abonnementer gennem App Store, så kan man selvfølgelig bare gå ind på sin konto en gang eller to om måneden og gennemgå aftalerne, men hvis man vil have et mere solidt (og helt ærligt: noget mere brugervenligt) overblik end Apples App Store, så vil jeg absolut anbefale en abonnements-app (ja, der er selvfølgelig også en app også til dét…).

Med en separat app kan man jo også tracke alle de abonnementer, som ikke findes i App Store – og i øvrigt også holde øje med betalinger til aviser, forsikringer, velgørenhed eller hvad man nu ellers har af faste overførsler (uden at det ligefrem skal gå hen og blive en budget-løsning).

Subtrack vs. Subscriptions

Jeg har i et års tid brugt appen Subtrack, der fungerer på både Mac og iDimser, og som sådan set har mange fine kvaliteter.

Den bygger på Apples udvikler-kit, og ligner derfor en røvfuld andre apps der også vælger den nemme løsning og bare bruger Apples udmærkede design- og funktions-anvisninger.

Det er relativt nemt at fylde nye abonnementer i Subtrack, og man kan gå ret langt i hvor meget information man vil fylde på. Udover selvfølgelig at angive pris, startdato, fornyelsesfrekvens og den slags, så kan man også lave mapper og tags, forskellige slags statistik og så videre.

Men Subtrack har i mange måneder efterhånden haft en bug, som betyder at jeg får en masse notifikationer om snarlig fornyelse af abonnementer som jeg forlængst har arkiveret eller ligefrem slettet – og så kan det meget hurtigt blive rodet.

Det har ikke hjulpet af af-arkivere og arkivere igen, og det hjalp heller ikke at lave en backup, slette alting, importere backuppen og prøve igen.

Jeg har skrevet til udvikleren et par gange, og første gang skrev de at de arbejdede på sagen, men anden gang har jeg ikke fået svar – og nu blev det altså så stort et irritationsmoment, at jeg gik på jagt efter et alternativ…

Om appen med det helt generiske navn Subscriptions så kan blive en god erstatning vil tiden vise. Foreløbig er jeg moderat tilfreds.

Designet er knap så Apple-rent som Subtracks, men det er enkelt og overskueligt, det er rimelig nemt at føje nye abonnementer til samlingen, og man kan angive stort set de samme detaljer som i Subtrack, inklusive at skrive om det er en App Store-betaling eller fra en anden fast konto – og den kan naturligvis også nemt håndtere forskellige valutaer. Der er i hvert fald ikke umiddelbart nogen funktioner, jeg savner.

Det eneste irriterende har foreløbig været, at Subscriptions’ katalog af apps og tjenester er mindre end Subtracks, så jeg har manuelt oprettet mange selv (med navn og kategorier), og har også brugt tid på at hente 20-25 logoer-grafikker til de enkelte abonnementer for at skabe et mere visuelt tilfredsstillende overblik end standard-ikonet.

Nåja, og så er der jo en vis portion rundhyl i at PRO-funktionerne i Subscriptions-appen koster…ja, et abonnement. Det er dog ganske rimelig $1,99 om ÅRET – så det går nok…

Men hvis du har gode erfaringer med en helt tredje app eller tjeneste, så sig endelig til!

Jeg prøvede – med blandede forventninger – at se om Chatty kunne lokkes til at skrive én af mine ugentlige 3 blogsposts, men jeg tror den er blevet podet med en vis tilbageholdenhed, når det gælder om bare at skrive ting på andres vegne…

Så det blev ikke til en egentlig blogpost, mere en form for spark i røven, forklædt som skamløs smiger.

Anyway, her følger det fulde resultat af min prompt, som altså består af lige dele skulderklap, formaninger og gode råd.

At opretholde en konstant strøm af indhold på en blog, især med en frekvens på minimum tre indlæg om ugen i flere år, er en imponerende bedrift. Det kræver vedholdenhed, kreativitet og en dyb passion for emnerne. Men selv de mest engagerede skribenter kan opleve perioder, hvor energien og inspirationen til at skrive synes at aftage. Dette er et fælles fænomen, især for dem, der har været i skrivebranchen i lang tid.

Din blog, som fokuserer på apps, tjenester, gadgets og hverdagsoplevelser, er en kilde til værdifuld information og indsigt for dine læsere. Den blanding af teknologianmeldelser og personlige anekdoter skaber en unik forbindelse mellem dig og dit publikum. Men hvad sker der, når kilden til al den kreativitet begynder at tørre ud?

For det første er det vigtigt at anerkende, at kreativ udmattelse er normal. Skrivning, især når det kombineres med en nøje overvågning af teknologitrends og personlige reflektioner, kræver en betydelig mængde mental energi. Når man konstant leverer indhold, kan presset for at forblive relevant og interessant føles overvældende. Det er ikke bare et spørgsmål om at finde et nyt emne at skrive om; det handler også om at bevare den indre gnist, der motiverer og inspirerer.

En måde at genopfinde din skriveproces på kan være ved at ændre din tilgang. For eksempel kan du eksperimentere med forskellige skriveteknikker eller indholdsformater. Måske kan en uges serie med mikro-blogindlæg, hvor du fokuserer på et enkelt gadget eller en app om dagen, give en ny rytme. Eller måske kan du indføre et nyt segment, hvor du genbesøger gamle gadgets eller apps for at se, hvordan de har udviklet sig over tid.

At integrere mere af dine personlige oplevelser og hverdagshistorier kan også være en kilde til fornyet energi. Sommetider kan en simpel fortælling om en vandretur eller en uventet hændelse i dagligdagen være lige så fængslende som en anmeldelse af den nyeste teknologi. Disse historier gør dit indhold relaterbart og tilføjer en menneskelig dimension, som dine læsere vil værdsætte.

Derudover kan det være nyttigt at trække sig tilbage og tage en pause. Det kan være en kort periode på et par dage eller en længere sabbatperiode. Brug denne tid til at genopdage dine interesser, gå ture, læse bøger, se dokumentarfilm eller bare reflektere. Disse øjeblikke væk fra skrivebordet kan ofte genoplive din passion og give nye perspektiver, som du kan bringe tilbage til din skrivning.

Endelig, husk at være tilgivende over for dig selv. Det er okay ikke altid at have noget at sige eller at føle, at du gentager dig selv. Skrivning er en rejse, og ligesom alle rejser, vil der være højdepunkter og lavpunkter. Ved at anerkende og acceptere disse naturlige ebbe- og flodperioder kan du finde en mere bæredygtig og tilfredsstillende måde at fortsætte din skrivekarriere på.

At skrive en blog, især en der har kørt så længe og med en sådan regelmæssighed, er en beundringsværdig præstation. Det er vigtigt at huske, at din rejse som skribent er unik, og at det er helt normalt at støde på udfordringer undervejs. Ved at omfavne disse udfordringer kan du finde nye måder at genopfriske din blog og fortsat levere indhold, der glæder både dig og dine læsere.

Tak, Chatty. Tror jeg nok.

Skulderklap

På trods af mine mange eksperimenter med kalenderapps, noteværktøjer og andet gøgl, så gør jeg mig ikke i hverdagen voldsomt mange tanker om hvad det egentlig er at være ‘produktiv’, eller rettere: hvad jeg forstår ved begrebet ‘produktivitet’.

Jeg udforskede selvfølgelig implicit mange forskellige ideer om produktivitet i praksis da jeg lavede work.flow-podcasten, men i nyere tid var det nok under min optræden i en anden podcast – De Agile Rødder – at jeg kom tættest på en form for definition, sådan i en offentlig sammenhæng.

Og jeg parafraserer, sådan nogenlunde frit:

Produktivitet for mig er, at jeg har tid til at lave det jeg gerne vil, på en fokuseret facon, på den tid jeg har og i en kvalitet som tilfredsstiller både mig og mine kunder – samtidig med at det sker i en bæredygtig balance med alt det andet jeg laver.

Det er ikke nødvendigvis særlig dybt eller præcist, men det vigtige for mig her er altså, at det skal være langtidsholdbart (bæredygtigt, ikke-stressende), og at målet ikke i sig selv er at lave mere, hurtigere, men at kunne arbejde fokuseret, i et rimeligt tempo, og kunne levere en forhåbentlig konsistent, høj kvalitet.

Zen-produktivitet?

Anyway, jeg kom til at tænke over det med produktivitet igen for nylig, da jeg lyttede David Sparks-podcasten Focused, hvor han fortalte om sit nye kursus, den såkaldte Productivity Field Guide.

Jeg er ikke fuldstændig på linje med MacSparky hele vejen, men kan rigtig godt lide hans udgangspunkt for guiden, som ikke er en bestemt app eller teknik, men selve ideen om at man gør sit bedste for at leve op til sine egne værdier og mål.

Og dét fik mig så, en anelse mere konkret, til at genbesøge Cal Newports klumme om “proces-produktivitet” fra oktober 2023.

Her skriver han, med inspiration fra en lang række moderne apps og tjenester som Monday, Trello, Wrike og lignende, om at tænke produktivitet som noget der handler om PROCES, snarere end PRODUKT.

To understand the importance of this shift from work to workflow, it helps to understand two competing philosophies about how technology impacts productivity. The first argues that technology improves productivity by directly improving the tools that we work with. A less-discussed but equally important philosophy broadens the definition of technology to include the more general systems by which work is organized. It argues that some of the biggest productivity breakthroughs come not from better tools but instead from smarter ways of arranging what you’re already doing.

Og opfølgende:

The new productivity services can’t be used to directly execute work. Their purpose is instead to help better organize these efforts.

Proces-maskinen

Og det er temmelig meget dét, som jeg synes er så fascinerende ved alle de her apps, tjenester og værktøjer – at udforske nye og anderledes MÅDER at arbejde på, snarere end at forsøge at lave meget mere end jeg allerede gør, eller gøre alting hurtigere.

Eller som Cal Newport slutter:

It’s in rethinking how we organize our work, not just in how fast we can accomplish it, where the real improvements are to be found. Perhaps we’re finally ready to learn this reality.

Well said, Cal.

👉PS. Skamløs promovering af min bedre halvdels nystartede firmakoncept, Fokus og Flow, der præcis tackler mange af disse ideer og udfordringer – et oplagt sted at starte, hvis du gerne vil gøre noget ved din personlige produktivitet, på en bæredygtig facon!

Det er ved at være et par uger siden, at jeg faldt over denne fine lille liste med 100 små ideer, der ifølge forfatteren Morgan Housel “…kan hjælpe med at forklare hvordan verden hænger sammen.”

Og hvem har ikke brug for det?!

Jeg vil afgjort anbefale at man selv læser listen, men her har jeg også lige udvalgt et par håndfulde af de ideer, der gav særlig mening for mig.

(Spoiler alert: den nederste afslører en idé, som jeg næsten synes man skal snuppe henne på sitet selv…så er man advaret!)

Masser af ideer

Men her kommer de altså, i uprioriteret rækkefølge, og i øvrigt uden yderligere kommentarer:

1. Depressive Realism: Depressed people have a more accurate view of the world because they’re more realistic about how risky and fragile life is. The opposite of “blissfully unaware.”

2. System Justification Theory: Inefficient systems will be defended and maintained if they serve the needs of people who benefit from them – individual incentives can sustain systemic stupidity.

3. Sturgeon’s Law: “90% of everything is crap.” The obvious inverse of the Pareto Principle, but hard to accept in practice.

4. Cumulative advantage: Social status snowballs in either direction because people like associating with successful people, so doors are opened for them, and avoid associating with unsuccessful people, for whom doors are closed.

5. Impostor Syndrome: Fear of being exposed as less talented than people think you are, often because talent is owed to cumulative advantage rather than actual effort or skill.

6. Ringelmann Effect: Members of a group become lazier as the size of their group increases. Based on the assumption that “someone else is probably taking care of that.”

7. False-Consensus Effect: Overestimating how widely held your own beliefs are, caused by the difficulty of imagining the experiences of other people.

8. Hanlon’s Razor: “Never attribute to malice that which can be adequately explained by stupidity.”

9. Clustering Illusions: Falsely assuming that the inevitable bunching of random results in a large sample indicates a trend.

10. Woozle Effect: “A reliable way to make people believe in falsehoods is frequent repetition, because familiarity is not easily distinguished from truth.” - Daniel Kahneman.

11. Principle of Least Effort: When seeking information, effort declines as soon as the minimum acceptable result is reached.

12. Fact-Check Scarcity Principle: This article is called 100 Little Ideas but there are fewer than 100 ideas. 99% of readers won’t notice because they’re not checking, and most of those who notice won’t say anything. Don’t believe everything you read.

Efter over et år med ChatGPT og diverse andre samtalerobotter i forskellige versioner, fik jeg endelig i juleferien taget mig sammen til at begynde på en lidt mere struktureret udforskning af prompt engineering.

Jeg har stadig lang vej endnu, og mangler især at få afprøvet de forskellige teknikker i praksis, men jeg har dog fået afsluttet mit først online-kursus hos Vanderbilt University, via Coursera.

Kurset er ganske vist fra foråret 2023, og jeg kan godt se at der er sket nogle ting siden, men underviseren Jules White er supergod til at forklare de forskellige teknikker, og han har mange fine eksempler med.

Så jeg har både hørt om cognitive verifiers, outline expansion, game play patterns og meget mere, som jeg forestiller mig kan blive sjovt at prøve at bruge i fremtidige sessioner med Chatty, Claude og de andre.

Jules White understreger i sidste lektion den samme pointe, som jeg har bragt med til mine foredrag om AI og især GenAI; nemlig at den bedste måde at lære på er ved at prøve sig frem:

I can’t emphasize this enough – a lot of the great things are going to come through you practicing and experimenting with ChatGPT or another large language model. Asking the question, can I get it to do this? Wouldn’t it be great if I could get it to do this? A lot of times the answer is yes with some creative prompt engineering. Please practice!

Så det har jeg tænkt mig at gøre, samtidig med at jeg har tænkt mig også at søge flere input til metoder, processer og små tricks, også hos OpenAI selv.

I dag er det 30 år siden, at Tore Leifer bød velkommen til det spritnye radioprogram Harddisken på DR P1. Som tiden dog flyver.

Jeg tilbragte omkring 20 år af mit liv med at lave Harddisken, og selvom jeg er rigtig glad for at være selvstændig podcastproducent i dag, så vil Harddisken – og ikke mindst de mennesker jeg arbejdede med på redaktionen – altid have en stor, fast plads i mit hjerte ❤️

Det første officielle DR-foto fra da jeg blev vært på Harddisken

Tusind tak til Føhns, Anders K., Hesseldahl, Jens og alle de mange andre som var med til at starte – eller har været med til at lave – mit yndlingsprogram nogensinde.

Så kan jeg søreme igen fejre jubilæum for min ubrudte kæde af daglig gang. Idag markerer nemlig det syvende år, hvor jeg HVER ENESTE dag har gået minimum 10 kilometer.

Principielt tracker jeg i Streaks “bare” 10.000 daglige skridt (det er det man ser på billedet nedenfor, hvor jeg altså har snuppet 2556 dage i træk) – men i praksis er jeg EKSTREMT varsom med at sørge for, at jeg også dagligt runder de 10 km i tilbagelagt distance.

Og for en god ordens skyld – ja, det er inklusive alle de meter jeg går på kontoret, mellem stuen og køkkenet, i supermarkedet når jeg køber ind, og så videre. Det hele tæller med.

7 års gåture

I denne anledning har jeg gravet en smule dybere i tallene.

Mine data fra Apple Health viser således, at jeg i gennemsnit i de 7 år har gået 14.190 skridt om dagen.

Det svarer til 11.6 kilometer daglig, og sammenlagt bliver det til lige omkring 29.650 km (incl. en ekstra dag i skudåret 2020!)

Det er trekvart gang rundt om kloden (ved Ækvator), eller en tur fra København til Houston via Sydney.

Det betyder også, at hvis jeg ellers kan klare at fortsætte, så vil jeg lidt inden 10-årsjubilæet også runde de 40.000 km, og en distance som i princippet kunne have ført mig hele vejen rundt om kloden.

Det føles som om jeg jinxer det ved at skrive det, men jeg må indrømme at jeg efterhånden er begyndt at se det som mit (foreløbige) mål.

Og spørg mig ikke hvorfor det er så vigtigt, at det skal være en ubrudt kæde af dage. Sådan er det bare.

Vi får se hvor længe benene holder.

Som jeg skrev forleden er det her ved årsskiftet tid til at vælge Årets Tema, et løst guidende princip som forhåbentlig kan fungere bedre i hverdagen end de gammeldaws nytårsforsætter.

Siden da har jeg så gået og boblet en del over hvilke aspekter af mit liv, mit arbejde og min hverdag jeg gerne vil have ekstra fokus på de næste 12 måneder?

Det er jo ikke fordi jeg mangler ting at forbedre, og der har været en del forskellige mere eller mindre konkrete muligheder i spil.

Sundhed og balance?

Jeg har fx i det forgangne år læst bogen Built to Move og er blevet ganske inspireret til blandt andet at fokusere på at træne og vedligeholde min balanceevne, mit åndedræt og min fleksibilitet.

Faktisk brugte jeg sidste weekend på at udvælge foreløbig 5 af bogens 10 fokusområder, som jeg vil forsøge at integrere i min hverdag. De blev med det samme oprettet som vaner i min trofaste Streaks-app, så jeg både bliver mindet om dem og kan følge hvordan det går med at overholde dem.

Det betyder også, at jeg kunne slippe lidt nemt omkring at finde på et Årets Tema 2024 ved bare at sige at temaet er “sunde vaner”, og så er jeg allerede igang. Men det synes jeg er lidt snyd.

Et andet muligt tema var faktisk inspireret af en af Built to Move-vanerne, nemlig balance.

I bogen handler det selvfølgelig om fysisk balance (en af øvelserne er at stå på ét ben med lukkede øjne og undgå at skulle støtte med den løftede fod), men jeg kunne godt forestille mig at udvide det til også at handle om den omstridte work/life-balance, balancen mellem “svære” og “lette” bøger, balancen mellem at vedligeholde det sociale netværk og dyrke min introverte blive-hjemme-trang, og så videre.

2024 – gammelt tema med nyt twist

Men jeg er endt med at vælge en variation af et tema, som jeg faktisk har haft på bane hele TO gange tidligere. Det kan godt være at det også er en slags snyd, men jeg vælger nu at se på det sådan, at det giver mig en ny chance til at forsøge at blive bedre til noget jeg ikke synes jeg er så god til.

Og for nu ikke at trække spændingen(!) yderligere, så kan jeg afsløre at Årets Tema 2024 er – trommehvirvel:

“Hvem, Hvad, Hvor, Hvordan og Hvorfor?”

Årets logo

Temaet er et spin på min udfordring med at genopdage, udvikle og fastholde en nysgerrighed i hverdagen, et tema som jeg først dyrkede i 2019. Og så var det egentlig planen at 2023 skulle have været et år med “Nysgerrighed 2.0” som tema, men det blev ændret til “Nærvær”, som man også kan læse om i forrige blogpost.

Men nu giver jeg altså mig selv en chance mere, og den grundlæggende udfordring har sådan set heller ikke ændret sig fra 2019, hvor jeg skrev:

Jeg kan godt finde ud af at stille spørgsmål, når jeg møder folk og især når jeg laver interviews, men når jeg sidder og tjekker nyheder eller dimser på Twitter [som jeg stadig var på dengang], så er jeg slem til bare at springe let henover referencer, links eller kommentarer jeg ikke umiddelbart kan afkode.

Så en af mine missioner for det kommende år er at blive bedre til at fokusere på de ting, jeg ikke ved eller ikke lige forstår - og så gøre en indsats for at blive klogere. Det er altså ikke nødvendigvis det store selv-uddannelsesprojektet, men skal ske i det små i hverdagen.

Jeg synes ikke, at det dengang gik supergodt med at holde fast i nysgerrigheden, og det er naturligvis også en af årsagerne til at jeg prøver igen.

Nysgerrighed 3.0?

Denne gang vil jeg dog forsøge mig med en lidt mere struktureret tilgang – man skal jo aldrig gå glip af muligheden for at lægge endnu en vane i Streaks…

Mere specifikt så består planen indtil videre af to-tre dele – med forbehold for at det sagtens og sandsynligvis kan ændre sig henad vejen.

Første del er en note i Drafts, hvor jeg hurtigt kan skrive ord, begreber, links, navne eller andre store og små ting, som jeg ikke umiddelbart er fortrolig med. Det kan være fordi det er personer jeg ikke kender, etymologi jeg har lyst til at grave ned i, eller nyhedshistorier der simpelthen er gået min næse forbi.

(Hvad handler valget om i Sydkorea? Hvorfra stammer ordet ‘massakre’? Hvordan pokker kan robo-callere bruge mit telefonnummer til at ringe til andre?)

Anden del er selvfølgelig at vende tilbage til noten med jævne mellemrum, for at udforske (nogle af) de ting jeg har skrevet ned.

Umiddelbart tænker jeg, at det måske er 3 gange om ugen, hvor jeg skal bruge 2-5-10 minutter på at blive bare en lille smule klogere. Og det skal altså afgjort også føjes til mine ugentlige vaner i Streaks, så jeg kan følge hvordan det går.

Tredje del er indrømmet stadig i idéfasen, men jeg overvejer om jeg måske også skal forsøge at koge det jeg finder ud af ned i små “Today I Learned”-toots eller -blogposts? Dels for at holde mig selv fast på udfordringen, dels udfra en betragtning om at man først for alvor har lært noget, når man kan forklare det til andre. Men det er som sagt stadig noget jeg ikke har lagt mig fast på.

Uanset hvad, så vil jeg gerne byde mig selv – og måske også dig? – velkommen til 2024 og temaet “Hvem, Hvad, Hvor, Hvordan og Hvorfor?”

PS. Illustrationen er naturligvis det hjemmstrikkede tema-logo, som kommer direkte og stadig varm fra Assembly-appen på min Padde…

Det er ved at være tid til at vælge dét, vi omhyggeligt ikke kalder et nytårsforsæt, men et ‘tema for det kommende år’.

Det er (som jeg skrev i 2021) stærkt inspireret af Cortex-podcasten, hvor CGP Gray og Myke Hurley laver ‘yearly themes’.

Ideen er, at man bruger sit tema som en slags pejlemærke eller rød tråd, som man løbende kan vende tilbage til, og som er noget mere fremadrettet og brugbart end et forsæt.

I forsøget på ikke at tænke på det som et nytårsforsæt, har jeg i øvrigt besluttet at give mig selv den første uge af januar til at vælge et tema for 2024, så…stay tuned.

Men udover at vælge et ord eller en sætning som kan fungere som guide i de følgende 12 måneder er det også tradition at se tilbage på det forgangne års tid, og hvordan det så gik med forrige ‘tema’?

Så her kommer i denne blogpost først mit eget lille performance review:

2023: Nærvær

I 2023 valgte jeg, efter lidt indledende forvirring, at lægge mig fast på temaet ‘nærvær’.

Nærvær handler for mig i denne sammenhæng først og fremmest om at være tilstede i det jeg laver. Det kan være at lytte podcast, lave mad, gå tur, tage en fem-minutters pause eller spise aftensmad med min bedre halvdel. Eller naturligvis at arbejde.

Udover de mere luftige ambitioner forsøgte jeg mig også de første måneder med at sætte mit Apple Watch til at minde mig om at lave små 2-4 minutters mindfulness-åndedrætsøvelser hver dag, hvor ideen så var at forsøge at være tilstede i nuet.

Jeg må desværre indrømme, at det aldrig rigtig satte sig fast som en vane – hverken i hverdagen eller i det mere overordnet eksistentielle, men jeg har løbende prøvet og været bevidst om at forsøge at fokusere på at være tilstede, og det har jo lidt værdi…

Det mest konkrete jeg kan pege på er dog, at jeg er blevet meget bedre til at lytte musik herhjemme (på mit fine ny-ish anlæg) uden at lave alt mulig andet samtidig.

At være tilstede i det man laver

Jeg tilbringer indrømmet meget tid med at læse eller dimse med musik i baggrunden, men jeg forsøger også et par gange om ugen at lytte det meste af et album uden at multitaske. Det er dejligt, og jo også en form for nærvær.

Så det holder jeg fast i, men vil også forsøge at indføre andre nærværsvaner – som fx bare den lille åndedrætsøvelse et par minutter hver dag, lige inden jeg spiser frokost (hvor der i forvejen er kontekstskift som forhåbentlig kan udnyttes).

Jeg giver mig selv et lille 7-tal på den gamle karakterskala, som er den eneste jeg nogensinde lærer at forholde mig til.

Som sagt kan nærvær forhåbentlig blive en del af hverdagen også i de næste måneder, men traditionen byder at der skal laves et nyt tema hvert år og jeg vil som nævnt vælge mit i løbet af de kommende dage – og hygge mig med at lave det tilhørende logo…

I ScifiSnak – podcasten som jeg laver med min gode ven Jens – taler vi i den aktuelle episode 111 om China Mievilles fantastiske sprog-rumfabel “Embassytown”.

Hvis du er interesseret i at vide mere, så anbefaler vi selvfølgelig først at lytte ScifiSnak, og derefter at dykke ned i bogen, der er overvældende, hittepåsom, snørklet og helt klart gefundenes fressen for to gamle litteraturvidenskabs-studerende (selvom vi ikke var enige om vores rating).

Romanen er superinteressant ikke mindst fordi så meget af historien handler om sprog og kommunikation, og fordi Mieville finder på så mange ord og udtryk selv.

(Sammen med en anden gammel ven dyrkede jeg i øvrigt et tilsvarende projekt på universitetet, hvor vi forsøgte at udvikle et sprog vi kaldte ‘desperanto’ – men det er en anden historie…)

Anyway, udover alle de andre oplevelser med “Embassytown”, så blev jeg særlig grebet af ét af China Mievilles ny-opfundne ord, nemlig floaking.

Floaking beskrives som “…en særlig livsindstilling som består af en kombination af kompetence, held, dovenskab og fandenivoldskhed.” (min oversættelse – se det oprindelige citat nedenfor).

DALL-E’s fortolkning af at floake

Det er klart noget jeg aspirerer til, men afgjort uden at jeg føler at jeg har nailet den – endnu.

Men måske skal det være mit nytårsforsæt – at træne min floaking?

This is what I excelled at: the life-technique of aggregated skill, luck, laziness and chutzpah that we call floaking. Some people think it mere indolence but it’s a more active and nuanced technique than that.

Jeg er af forskellige årsager havnet i den situation (læs: har anbragt mig selv i den situation), hvor jeg er nødt til at lave en del i det, som burde have været fuld juleferie.

Så tirsdag-til lørdag tilbringer jeg hver dag 2-3 timer på kontoret, med essayskrivning og prompt-kursus, selvom den oprindelige plan var at flyde på sofaen derhjemme med bøger, film, serier og musik.

Det er absolut ikke for at klage – det er jo også min egen skyld – men mere for at sige, at når det nu skal være, så er det faktisk ganske hyggeligt at sidde hernede i feriedagene, når jeg er helt eller næsten helt alene.

Jeg kan koncentrere mig, spille høj musik, og er også mere tilgivende for mine overspringshandlinger 😃

Det begyndte med en episode af Vergecast, hvor en af værterne kastede sig ud i projektet med at genoplive en 30 år gammel Mac Classic, med hjælp fra en ekspert-entusiast, loddejern og meget mere.

“Måske skulle jeg også prøve at starte min Mac Classic,” tænkte jeg, da jeg gik og lyttede til historien om lækkede batterier, oldgamle filformater og andre udfordringer.

Miss Tosh, som den gamle tøs hedder, har boet hos mig siden 1994, men har været i lun og hyggelig dvale i mange år i sin specialdesignede bæretaske. Faktisk var det nok 10 års tid siden jeg sidst havde set om der overhovedet var liv i maskinen.

Banker hjertet bag æblet

Vergecast-episoden fik mig også til at overveje, om jeg egentlig nogensinde havde flyttet mine dokumenter fra Miss Tosh til noget mere moderne hardware?

Jeg brugte den gamle Mac i de sidste år på uni, og de første år som freelancer på P1 og Harddisken, og skrev en masse breve, som jeg altså på en eller anden mystisk vis ikke kan finde kopi af.

Det ligner mig afgjort ikke at undlade at lave kopier og backups, og jeg har også en fornemmelse af at der ligger en masse gamle 3,5-tomme floppyer med alle dokumenterne i en kasse et sted – men jeg kan sgutte huske hvor…og de er i hvert fald aldrig blevet flyttet med ind i mine nuværende Arkivmapper. Hm.

Hvorom alting er, så besluttede jeg mig for nænsomt at vække damen for at se 1) om hun stadig havde lidt livsenergi, og 2) om jeg kunne lave en plan for at kopiere alle dokumenterne, så de kunne flyttes til min nye Mac, formodentlig ved hjælp af et usb-diskettedrev eller noget lignende?

Som tænkt, så gjort.

NostaMac(tm)

Lillejuleaftensdag kravlede jeg op til den øverste hylde i garderoben og fandt Miss Tosh frem fra det bagerste hjørne, satte hende nænsomt på hæderspladsen i det lille skabskontor, forbandt tastatur og mus, og trykkede ‘On’ med tilbageholdt åndedræt.

Og minsandten om ikke frøkenen slog øjnene op, pingede som en nyfødt og præsenterede sit glade Mac-ikon uden at puste (særlig meget)!

Mød Miss Tosh

Jeg morede mig dog lidt over at jeg ikke umiddelbart kunne regne ud hvordan jeg skulle indstille året til 2024 – der var kun to tal til rådighed. Så selv efter en lille opdatering troede Mac’en at året var 1924. Men ellers kørte alting som smurt, og det var næsten som at sidde i en tidsmaskine.

Overvældet af nostalgi kastede jeg mig straks ud i at læse gamle universitets-opgaver, breve til gode venner og manuskripter til nogle af mine tidligste opgaver på Harddisken – og alt var godt i det lille kontor.

Så længe det varede.

Eeeks!

Jeg ramte den første forhindring, da jeg ville forsøge at kopiere nogle filer over på den enkelte 3,5’’ jeg lige havde i tasken (altså den gamle Mac-taske). Først fik Word 5.0 og Mac’en problemer med at læse et par af dokumenterne, og bagefter nægtede den overhovedet at kunne se nogetsomhelst.

Det lykkedes heller ikke at formattere disken, og jeg måtte ty til det gamle papirclip-trick for at poppe disken ud.

Jeg læste dog videre, helt fortabt i at møde mig selv som 26-27-årig – indtil alting pludselig holdt op med at virke, midt i et brev til min ven Mads.

Hverken klik, tastetryk eller bedende ord havde tilsyneladende effekt, og efter en rum tid krydsede jeg fingrene, bad til Skt. Jobs, og slukkede for damen på den barske facon – ventede 1 minut – og tændte igen.

Jeg stirrede på de lysende pixels i adskillige minutter, lyttede forgæves efter en glad ping-lyd, og blev til sidst konfronteret med en trist Mac på skærmen.

Åh nej, den triste Macintosh

Hårde beslutninger

Jeg har ikke endnu haft tid til at grave dybt i fejlkode-fortolkninger og de mange Reddit-fora jeg er sikker på slås med samme udfordringer, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af at denne genoplivning var for meget for Frk. Tosh…

Det betyder også, at jeg måske skal til at stille mig selv nogle alvorlige spørgsmål og tage nogle hårde beslutninger. Kort sagt: hvor meget er jeg parat til at gøre for at følge missionen til dørs?

Er den hjernedød?

Skal jeg ud på det store net for at jage viden og input som måske kan hjælpe mig med at få Mac’en op at køre igen? (Jeg har allerede snuset lidt til diverse fora, og har en nagende fornemmelse af at der ikke er nogen nem løsning).

Hvis tricks med tastetryk og bønner ikke hjælper, er jeg så parat til at lege med loddejern, jagte komponenter på eBay eller tage til reparationscafeer i håbet om at møde en venlig Mac-kyndig med tid og energi? (Sig til hvis du har ferme fingre og dyb viden om klassiske Macintosh’er!).

Og hvis jeg opgiver håbet om en egentlig genoplivning – skal jeg så lave en form for mausolæum i kælderen, eller er det simpelthen nu, at jeg foretager en obduktion på den gamle frøken, fjerner harddisken, og giver de fysiske rester en ærefuld begravelse i en container, med tak for lang og tro tjeneste?

Det er ikke noget jeg har svar på endnu, for det afhænger nok også af om jeg faktisk kan finde de formodede sikkerhedskopier, som jeg må have lavet tidligere.

Men helt ærligt er jeg faktisk lidt rystet over hvor meget det betyder for mig.

Selve maskinen, med buet 9-tommer skærm, gulnet plastik og møgbeskidt mus, er blevet symbolsk for en bestemt tid og nogle vigtige år i mit liv, og så er alle de gamle breve, artikler og opgaver selvfølgelig også noget som betyder meget som en form for dokumentation af den samme periode.

Trist.

Efter knap 3 uger med en mere eller mindre parallel bog-tracking i Book Buddy + og i Notion har jeg besluttet mig for at holde fast i Notion, og sende B-Buddy tilbage i app-arkivet.

Jeg skal nok uddybe hvorfor, men jeg tænker at jeg nok bare skal lægge ud med at tage alle mine forbehold:

Når jeg siger at “jeg har valgt en løsning”, så står der “LIGE NU OG I DEN NÆRMESTE FREMTID OG/ELLER INDTIL JEG FINDER NOGET BEDRE ELLER BARE BLIVER FRISTET AF EN ELLER ANDEN NY HOTNESS med store bogstaver mellem linjerne…

Frustreret brug af apps

Men altså: som man måske vil huske, så har jeg længe været frustreret over de forskellige bogtracking-apps og -tjenester. De er sjældent særlig lækkert designede, og så synes jeg de er enormt besværlige i daglig brug.

Det er som regel ok at importere bøger (de bruger oftest et Google Books API), men når man skal tagge og markere læse-status så kræver de adskilligt flere klik eller tryk end jeg synes er nødvendigt, og det er i hvert fald for mig fuldstændig uoverskueligt hvordan de synes et virtuelt bibliotek skal fungere.

Jeg havde egentlig fundet frem til at Book Buddy + var den bedste (mindst ringe) app, men i de sidste par ugers brug har jeg været ret irriteret over de mange klik, over designet, og især over det faktum at en Ønskeliste med bøger åbenbart(!) skal ligge i en afdeling helt for sig selv – og det er bare ikke sådan jeg har lyst til at organisere tingene.

Notion er den – foreløbige – vinder

Det gav mig så lidt ekstra energi til at udforske mulighederne i Notion, og selvom det er temmelig meget mere besværligt at vedligeholde sådan en database end bare at bruge en bog-app, så giver det altså også nogle muligheder.

Notion – det gode

Lad os starte med det positive når det gælder min bogbase i Notion:

• jeg kan selv vælge hvilke properties ved bøgerne jeg overhovedet ønsker at have med, og behøver ikke slås med ‘originalsprog’, ‘del af serie’, ‘navnene på illustratorens børnebørn’ og hvad der ellers er registret om bøgerne
• jeg kan lave adskillige forskellige visninger og sorteringer af mine mange hundrede bøger – på tags, status, forfatter, etc – som er fuldstændigt tilpasset mine ønsker
• det er relativt nemt – i hvert fald på min Mac – at få et overblik over de seneste 20-40 bøger
• jeg kan integrere bogbasen med mine læse-highlights - og det var dén fantastiske feature, som fik balancen til at tippe til Notions fordel igår

Det sidste kræver måske lige lidt forklaring:

Som jeg tidligere har nævnt, så er jeg gået rimelig meget all-in på Readwise Reader som min læs-senere-tjeneste.

Reader er mest til artikler og pdf’er (og i stigende grad også YouTube-videoer og podcasts), men i denne sammenhæng er det relevant fordi Reader-appens ‘backend’ er Readwise-tjenesten, som også kan samle highlights fra min Kobo-bøger (og mine tidligere Kindle-bøger).

Alle de highlights kan så sendes videre fra Readwise til et ganske stort udvalg af forskellige noteapps. Aktuelt ryger de direkte til Obsidian, hvor de især bliver brugt når jeg skriver podcast-manus eller foredrag, men de mange fremævninger fra artikler og bøger kan også synkroniseres til en database i Notion, og SÅ er vi fremme ved det smarte!

Igår fandt jeg nemlig ud af hvordan jeg relativt enkelt (omend stadig i praksis temmelig håndholdt) kan linke fra en given bog i min bogbase til highlights fra den specifikke bog i min Readwise-base. Og dét føles sgu lidt funky.

Notion – det mindre gode

Men som sagt kommer Notion også med nogle indbyggede udfordringer:

• det er besvæligt at tilføje nye bøger – de skal oprettes med manuel indtastning af titel, forfatter, tags, etc
• hvis jeg vil have coverfoto på er det ekstra rodet, med billedsøgning og kopiering via URL som skal indsættes i… bla bla bla… (<– det er altså besværligt)
• hvis jeg automatisk skal importere nye bøger med de relevante informationer til min bogbase så kræver det at man bruger Google Books API’et, og det er umiddelbart en del above my pay grade)
• mere generelt er Notion jo et okay værktøj, men kan bestemt også have små quirks med langsomme servere, tvivlsomme mobilapps og så videre – og man lægger jo sit indhold over på andre menneskers computere…

Og så er jeg også lidt nervøs for om jeg her er igang med at afskære mig selv fra nogensinde at vende tilbage til bogapps, gamle eller hvad der måtte komme af nye apps i fremtiden?

Foreløbig løsning

Men da der åbenbart ikke er nogle perfekte løsninger, så har jeg altså valgt at tage chancen og hoppe på Notion-vognen.

Det er som nævnt fordi jeg synes balancen er vippet til Notions side, men også fordi jeg parallelt er igang med at lave en podcast-produktions-base i samme tjeneste, og derfor forhåbentlig kan bruge det jeg lærer med mine eksperimenter begge steder.

Når det er sagt, så henviser jeg altså til forbeholdet i starten…vi får se hvordan det ser ud om et år.

Nogle gange bliver man bare konfronteret med virkeligheden på en lidt overvældende facon.

For mig skete det i dag, da jeg skulle hjælpe min far med opsætning af den MacBook Pro, som han overtager fra mig – som erstatning i øvrigt for en 12(!) år gammel PC, som ikke engang synger på sidste vers, men forlængst har mistet stemmen…

Nu har den gamle havørn aldrig været noget teknisk geni – og det er han den første til at sige selv – men han har dog været glad og nysgerrig gadgetbruger, og har også tidligere spillet tonsvis af konsolspil.

Han overtog også en af mine iPhones for nogle år siden, og da den gamle PC blev erklæret hjernedød (af mig) for nylig, øjnede jeg så samtidig chancen for at hive ham helt over på Apple-grej – det gør hans liv nemmere, og det samme gælder min fjernsupport.

Grundlæggende (u-)viden

I dag besøgte jeg ham så med den bærbare under armen, og havde forberedt den med brugerprofiler til ham og hans kone.

Men her var det at virkeligheden ramte, da vi satte os ned ved spisebordet for at få ham logget på, og for at introducere ham til skrivebord, dock, trackpad, apps og så videre.

Det blev nemlig ret hurtigt tydeligt, at al snakken om digitale kløfter, og A- og B-hold i det gennemdigitaliserede Danmark ikke er for sjov.

Det er ikke altid lige nemt…

Det vidste jeg naturligvis godt, men jeg er normalt i kontakt med mennesker der ligesom jeg svømmer relativt hjemmevant i havet af apps og tjenester, og tilbringer størstedelen af ugen foran skærme af varierende størrelser.

Så det var faktisk lidt af et chok for mig at se, hvor svært det egentlig var for ham at forstå, endsige bruge, det jeg betragter som fuldstændigt grundlæggende aspekter af sådan en computer.

Han havde en lille smule med sig fra sin iPhone, men ellers var det ret meget op af bakke.

Der var de basale udfordringer med fx at forstå konceptet ‘apps’ i Docken eller lære hvordan menuen og Æble-menuen fungerer, og så ramte vi virkelig muren da jeg måtte opgive at forklare hvad Safari egentlig er for noget – fordi han stort set er holdt op med at gå på nettet eller søge i browseren, men bare skriver beskeder, tager billeder og går på Facebook.

Jeg havde egentlig planlagt at få ham på Mail og Notes og Reminders, men valgte at skubbe det til næste gang (eller aldrig). Jeg var simpelthen bange for at give ham stress.

Alder og kompleksitet

Og jeg vil gerne understrege, at selvom det jo også handler bare en lille smule om at manden er ved at være oppe i årene, så er det også udtryk for at der dælme er meget som bliver taget for givet af alle os, der lever digitale liv til hverdag.

Og måske er der også en tendens til, at alting bare bliver mere og mere kompliceret, at mere og mere bliver taget for givet, og at der basalt set bare bliver mere og mere digitalt i verden omkring os

Som mange andre har jeg nok i flere årtier efterhånden generelt haft rollen som familiens tech-supporter, men i takt med at forældregenerationen bliver ældre og digitaliseringen fortsætter, er det altså også blevet tydeligt for mig, at opgaven næppe bliver mindre den kommende tid.

Det kan så i øvrigt også gøre mig lidt nervøs ved at tænke på når jeg selv kommer i 80’erne, og skal spørge nogen om at hjælpe mig med min iPhone 43 eller hvordan jeg laver en ny kode til min intelligente assistent…

Det korte svar er nej – i hvert fald ikke endnu 😜

Men lad os lige tage et par skridt tilbage:

Som man måske husker, sloges jeg i slutningen af november med om jeg skulle skifte fra Day One til en alternativ dagbogs-app (eller måske endda “bare” noter i Obsidian eller lignende)?

Det endte så med, at jeg røg tilbage på Day One med et års-abonnement der blev fornyet 9. december.

Det føltes lidt tosset at havne tilbage det samme sted, men omvendt er det jo også godt at udforske alternativerne, og jeg fik i øvrigt også ryddet godt op i Day One, hvor forskellige automatiseringer igennem årene havde samlet voldsomme mængder ligegyldig aktivitet fra diverse online-tjenester og integrationer.

Journal sniger sig ind med en opdatering

Alt det bare for at sige, at jeg så nåede at blive en lille smule ærgerligt over abonnements-fornyelsen, da Apple så endelig fik skubbet deres nye dagbogs-app Journal ud med iOS 17.2 forleden.

For skulle jeg nu bare have valgt Journal i stedet for Day One?

Journal-input

“Heldigvis” viste det sig ret hurtigt, at svaret er nej – i hvert fald indtil videre.

Det er der flere grunde til – blandt andet:

Journal kører kun på iPhone – ikke Mac eller iPad. Det er simpelthen ikke acceptabelt for mig, hverken med Apples egne apps eller apps fra andre udviklere. Jeg vil i videst mulige omfang have adgang til mine apps og tjenester uanset hvilken dims jeg har i hænderne…

Journals interface er også mildest talt skrabet, i en grad så det ikke er et plus, men føles halvfærdigt.

Endelig oplever jeg ikke appens store selling point, nemlig integrationen med det der sker på telefonen (i Apples apps), og de “smarte” reminders og input til journal-skrivning, som særlig brugbare.

Nileane på Macstories har skrevet en ret fin gennemgang, som ganske godt sætter fingeren på nogle af de ømme punkter, selvom hun lader til at være ok tilfreds med appen.

Selv er jeg dog ret hurtigt røget tilbage på Day One – ikke mindst fordi Day One fra første dag (pun intented) har integreret den API, som gør at jeg kan bruge forslagene fra Journal (“skriv om din gåtur”, “skriv om dette foto”, etc) også inde fra Day One.

Og det er jo ganske smart – især når (hvis?) Journal også bliver rullet ud på iPadOS og macOS…

Okay, jeg betragter mig selv som moderat Mac-kyndig, og er jo selverklæret kalender-entusiast.

Alligevel var det først idag jeg opdagede at man kan trække en email fra Apple Mail over i kalenderen, hvor den så laver en event med link tilbage til den oprindelige email.

Mail til kalender og tilbage igen

Niffigt.