|||

Meta-mastodon

Som du måske har opdaget (det har du jo nok, hvis du læser dette her), så skriver jeg på bloggen 3-4 gange om ugen – med løse tanker, tech-dimseri, små app-anmeldelser, billeder fra hverdagen eller andet jeg har lyst til at dele.

Bloggen er faktisk først og fremmest til mig selv – det er hyggeligt og værdifuldt at nedfælde sine tanker. Men fordi jeg ikke har et kommentar-felt (jeg gider ganske enkelt ikke besværet og risikoen for spam), så savner jeg trods alt indimellem lidt feedback.

Derfor har jeg jævnligt forsøgt mig med systemer, der automatisk kan dele mine blogposts til sociale netværk. I gamle dage var det Twitter, de sidste par år har det været Mastodon.

MastomegaphoneMastomegaphone

Jeg har dog ikke endnu fundet den rigtigt gode løsning – selvom jeg tror den er lige på trapperne.

Forskellige muligheder

Det første jeg prøvede var Zapier (det rimer på ‘happier’). Zapier kan automatisere stort set alt, man har lyst til, og kan selvfølgelig også poste på Mastodon, når der kommer nyt i et rss-feed.

Det er relativt enkelte at sætte op, og har mestendels fungeret okay – selvom der enkelte gange af uvisse årsager er blevet dobbelt- eller triple-publiceret på ’Donten.

Jeg har dog en fornemmelse af overkill, når jeg bruger Zapier – det er en tjeneste som kan tusind ting, og jeg har faktisk ikke brug for de 999 andre. Ikke nødvendigvis et egentligt problem, men dog en ulmende irritation som jeg ikke rigtig kan sætte fingeren på.

Derfor gik jeg på jagt efter et alternativ, og faldt snart over MastoFeed, der omvendt bare gør én ting, nemlig at smide en opslag på Mastodon, når der sker noget i et rss-feed.

Desværre har Mastofeed været voldsomt ustabilt – når det virker har det været supersmooth, men 3 ud af 5 gange har det ikke virket, og jeg har skullet ind at sparke til maskinen.

Når jeg har fejlmeldt, har jeg heller ikke én eneste gang hørt fra udvikleren…

Derfor droppede jeg også MastoFeed.

Echofeed har potentiale

Med to mere eller mindre mislykkede eksperimenter havde jeg efterhånden affundet mig med at skulle lægge udvalgte blogposts på Mastodon helt manuelt.

På nogle måder er det måske også en bedre løsning, men så var det lige at jeg forleden i podcasten Ruminate hørte at den ene af værterne, Robb, netop har launchet tjenesten Echofeed, der lød som et muligt alternativ.

Jeg strøg straks derind og lavede en konto, og da jeg faktisk kun skal bruge den ene automatisering til Mastodon kan jeg nøjes med den gratis version. (Den fulde version koster $20 om året, og giver adgang til en røvfuld ekstra automat-posts og features).

Det tog et øjeblik at sætte op, og var umiddelbart væsentlig nemmere at finde rundt i end både Zapier og MastoFeed.

Så langt, så godt.

Desværre stødte jeg snart på et problem, for Echofeed kunne simpelthen ikke validere feedet fra min blog.

Så jeg skrev til Robb – der svarede inden for 5 minutter, og 5 minutter senere havde løst problemet. Sådan!

Jeg fik den første blogpost afsted på Mastodon, og alting var hunky dory.

Indtil det der opstod et nyt problem.

For den næste blogpost, et billede fra vores vandretur på Røsnæs, blev postet og postet og postet igen, i alt 12-15 gange. Og det var trods alt lige i overkanten, selvom jeg synes det var et fint foto…

Så jeg skrev straks en ny mail til Robb, der stadig svarede med det samme – denne gang dog lidt mere panisk, fordi jeg åbenbart ikke var den eneste med samme oplevelse.

Han lovede dog igen at gøre sit bedste for at fixe det hurtigt, og jeg håber derfor, at denne blogpost KUN rammer Mastodon-feedet én gang…🤞

Under normale omstændigheder ville to så alvorlige fejl nok give mig second thoughts, men fordi jeg føler at jeg kender Robb lidt fra podcasten, fordi han svarede så hurtigt og så hjælpsomt, og fordi Echofeed bare virker som en (potentielt) cool tjeneste, så giver jeg ham en tredje chance.

Lad os håbe det går!

Up next Lys, vand og skygger Røsnæs Rundt
Latest posts Galaktisk julegave Mit nye motto i en hyperkompleks verden Mit sorte website Stille grå decembermorgen Månedens Pensum november 2024 Godmorgen-himmel Craft lokker med ny version Endnu en fin morgen i Aarhus Når stemmen er dit liv Fin morgen i Odense Tilbage på Overcast Træ for Ukraine Bluesky eller Mastodon? Præ-Traumatisk Stress Disorder Morgengåtur endte i Vangede TickTickTweaks Nervøs nat Lidt efterår er det jo blevet Månedens Pensum oktober 2024 Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen Søndag i Hareskov Itsy bitsy spider Hundredetusinder af ord