|||

Er RCMD-appen det digitale benspænd jeg har brug for?

Jeg har flere gange efterhånden her på sitet pisket mig selv over min evindelige brug af Cmd+Tab-genvejen på min Mac.

Det er jo supersmart med tastatur-genveje, og der er masser af situationer hvor det giver mening at man hurtigt kan hoppe frem og tilbage mellem sine åbne apps.

Men min udfordring er – nu åbenbart på minumum fjerde år (se ovenstående blog-link) – at jeg også Cmd+Tabber stort set hver eneste gang jeg har den mindste lillebitte pause i det jeg er igang med.

Så i stedet for at blive i fokus i Obsidian, Hindenburg, Safari eller hvilken app jeg nu arbejder i, så taster min venstre tommel helt automatisk Cmd mens ringfingeren banker på Tab-tasten, og så starter endnu en af de evindelige rundture henover app-ikonerne i switcheren.

Farvel fokus

I sig selv kunne det jo være en relativt uskyldig virtuel fidget-spinner, men i praksis betyder det jo, at jeg hele tiden bliver distraheret af de andre åbne apps.

Risikoen er særlig stor hvis der er kommet et rødt badge på Mail-appen eller hvis jeg på ved at zappe omkring i app-switcheren kommer i tanke om at jeg jo også liiiige kunne skrive lidt på en blogpost ovre i IA Writer, selvom jeg faktisk var ved at lave research til Grundtanker-podcasten i Safari.

Efter at have haft dårlig samvittighed over min dårlige vane i flere år, har jeg nu endelig taget skridtet til at tænke lidt mere konkret over hvad jeg kunne gøre for at bekæmpe den.

Lukke apps eller finde en helt ny app?

Jeg har fx overvejet om jeg hele tiden bør lukke alle apps jeg ikke aktuelt arbejder i, for at minimere fristelsen til at hoppe over i en af dem i håbet om at dér er meget mere spændende.

I praksis er det dog lidt besværligt, fordi jeg faktisk ofte bruger flere apps samtidig, og det kan hurtigt blive rodet at åbne og lukke apps hele tiden, men en variation kunne jo være, at jeg i det mindste lukker for Mail, Ivory og andre af de mest oplagte tidsrøvere.

Moom-appen kan nok også hjælpe lidt. Som udgangspunkt er det egentlig en window manager som primært er beregnet til at ændre størrelse og placering på app-vinduerne, men den kan også lave opsætninger, hvor man fx har Safari, Obsidian og Tot åbne og placeret på en bestemt måde, der passer godt til research-arbejde – og som så åbnes med en tastatur-genvej.

Jeg tvivler dog på, at det kan få mig til at holde fingrene fra Cmd+Overspring i hverdagen.

Derfor har jeg også set på en væsentlig mere radikal tredje mulighed – for man kunne jo simpelthen fjerne Cmd+Tab-genvejen, så jeg er tvunget ud i Docken eller skal bruge Raycast til at åbne apps, hver gang jeg vil skifte.

Det er dog nok lidt mere ekstremt end jeg har lyst til – og i øvrigt kræver det en del teknisk fiksfakseri, fordi Cmd+Tab er en grundlæggende funktion i macOS.

Det kan tilsyneladende godt lade sig gøre, fx med Karabiner-Elements, men det er ikke en standard-feature – og i øvrigt er det måske at overdrive benspændet, fordi app-switcheren jo trods alt er superpraktisk når man skal skifte mellem sine programmer.

Højre Command-tast to the rescue

I dag har jeg dog testet en app som måske kan hjælpe mig med at få nogle andre genveje i fingrene.

Den hedder RCMD – Right Command – og jeg hørte om den i App Stories-podcasten med John Voorhees og Federico Viticci.

Sæt den højre Command-tast i sving!Sæt den højre Command-tast i sving!

Ideen er relativt enkel: man bruger RCMD til at lave genveje med udgangspunkt i den højre Command-tast (som jeg ellers bruger forsvindende sjældent), så man fx taster HøjreCmd+S for at åbne Safari, HøjreCmd+O for at gå til Obsidian, og så videre.

Derudover er der forskellige indstillinger, så man fx kan vælge at cykle mellem Safari, Signal, System Settings og andre apps der begynder med ‘S’, eller man kan sige at Safari launches med S, mens Signal bliver launchen med G eller hvad man nu har lyst til.

Jeg har testet RCMD det meste af dagen, og har netop valgt at bruge hele $12 på at købe appen.

Jeg har nemlig allerede oplevet, at den giver mig mere intention i mine app-skift – når jeg bevidst taster HøjreCmd+A for at åbne App Store, fremfor at VenstreCmd+Tabbe mig igennem alle åbne apps.

Samtidig er det jo også en måde at tvinge mig selv til en slags commitment, og så er det også altid bare rart at give lidt penge til små indie-udviklere. (I hvert fald indenfor rimelighedens grænse – jeg har også lige idag set på iOS-appen Blank Spaces, der dog kræver et abonnement på knap $4 om måneden for noget som i mine øjne helt afgjort kun er en éngangsbetaling værd – men det må man jo gøre op med sig selv).

Anyway, hvis du har en tilsvarende kompulsiv brug af Cmd+Tab så er det måske værd at tjekke RCMD – eller måske har du en endnu bedre løsning (som ikke bare handler om viljestyrke…)

Up next En uge med udskrifter i Apple Podcasts Lys, vand og skygger
Latest posts Små apps jeg leger med To skridt frem og et tilbage Meta-blog-jubilæum Galaktisk julegave Mit nye motto i en hyperkompleks verden Mit sorte website Stille grå decembermorgen Månedens Pensum november 2024 Godmorgen-himmel Craft lokker med ny version Endnu en fin morgen i Aarhus Når stemmen er dit liv Fin morgen i Odense Tilbage på Overcast Træ for Ukraine Bluesky eller Mastodon? Præ-Traumatisk Stress Disorder Morgengåtur endte i Vangede TickTickTweaks Nervøs nat Lidt efterår er det jo blevet Månedens Pensum oktober 2024 Omnivore – open source læseliste Slange i tåge RumSnak har de bedste fans RumSnak liveshow episode 100 TickTick – kalenderkasser til folket Næsten automatisk oversættelse Cubox – den glemte udfordrer Morgentur ved Damhussøen Fotos på bloggen