Mit nye motto i en hyperkompleks verden

Jeg kan ikke huske hvilken James Bond-bog, det kommer fra, men jeg husker tydeligt afsnittet, hvor Agent 007 – igen mere eller mindre på dødens rand – tænksomt overvejer, hvad der skulle være hans livs-motto.

Bond kommer frem til det latinske “Omnes Vulnerant, Postuma Necat”, der betyder noget i retning af “hver en time smerte, til sidst døden” – eller, lidt mere løst oversat, “life sucks, and then you die.”

I min ungdoms (endnu mere) sortsynede hverdag synes jeg det var så pokkers goth at jeg ligefrem overvejede en tatovering. Det var nok godt, at det ikke kom så langt…

Alternativt motto?

I dag sad jeg så og skrev på en tekst om AI (selvfølgelig), og dyrkede et af mine yndlings-udtryk fra min tid i akademia, nemlig ‘altid allerede’.

Skriveriet handlede om hvordan verden efterhånden er blevet hyperkompleks (et andet af mine yndlingsudtryk), og at det bliver sværere og sværere at trække i en enkelt tanke-tråd, fordi det hele hænger sammen.

Nåmen, det hele endte (foreløbig) med at jeg pludselig skrev “Alting, altid, allevegne”, og straks tænkte, hov, det var måske også et udmærket livs-motto?

Og i hvert fald er det lidt mindre selvoptaget teenage-depri end det gamle Bond-motto, eller hvor det nu kommer fra.

Ifølge den aktuelle AI-assistent bliver det til “Omnia, semper, ubique” på latin, og det har da også et udmærket swing.

Alting, altid, allevegne