|||
Jeg kan ikke huske hvilken James Bond-bog, det kommer fra, men jeg husker tydeligt afsnittet, hvor Agent 007 – igen mere eller mindre på dødens rand – tænksomt overvejer, hvad der skulle være hans livs-motto.
Bond kommer frem til det latinske “Omnes Vulnerant, Postuma Necat”, der betyder noget i retning af “hver en time smerte, til sidst døden” – eller, lidt mere løst oversat, “life sucks, and then you die.”
I min ungdoms (endnu mere) sortsynede hverdag synes jeg det var så pokkers goth at jeg ligefrem overvejede en tatovering. Det var nok godt, at det ikke kom så langt…
I dag sad jeg så og skrev på en tekst om AI (selvfølgelig), og dyrkede et af mine yndlings-udtryk fra min tid i akademia, nemlig ‘altid allerede’.
Skriveriet handlede om hvordan verden efterhånden er blevet hyperkompleks (et andet af mine yndlingsudtryk), og at det bliver sværere og sværere at trække i en enkelt tanke-tråd, fordi det hele hænger sammen.
Nåmen, det hele endte (foreløbig) med at jeg pludselig skrev “Alting, altid, allevegne”, og straks tænkte, hov, det var måske også et udmærket livs-motto?
Og i hvert fald er det lidt mindre selvoptaget teenage-depri end det gamle Bond-motto, eller hvor det nu kommer fra.
Ifølge den aktuelle AI-assistent bliver det til “Omnia, semper, ubique” på latin, og det har da også et udmærket swing.
Alting, altid, allevegne
