Jeg har købt en guitar.
(Og hvis man er fra min generation fortsætter man uvægerligt “…til femogfirs-en-halv”…men den var lidt dyrere end som så).
Jeg har nemlig besluttet mig for at genoptage guitarspil som hobby efter en pause på…åh, omkring 25 år.
Og som salig Onkel Danny sagde, så skal hobbyer være 1) tidskrævende, og 2) dyre, så jeg har altså taget springet og købt en ny guitar som det første.
Ideen med at tage guitaren op igen er mangefacetteret.
Jeg savner en hobby som ikke “bare” handler om at læse, eller om at sidde og glo på en skærm eller dimse med apps og gadgets.
Jeg vil gerne lave et eller andet som både kræver hjerne og hånd-øje koordination (også for at holde mine aldrende neuroner fra helt at forvitre).
Jeg vil også gerne prøve at skubbe lidt til min kreativitet, der er sandet til i rutineproduktion og gentagelser.
Og så er det jo bare fedt at spille guitar, og jeg er ikke sikker på hvorfor jeg nogensinde stoppede?
Jeg var dog indrømmet aldrig noget naturtalent, og var nok for doven til rigtig at øve mig – men nu prøver jeg altså igen.
Jeg kan ikke fuldstændig frigøre mig fra tanken om at guitaren er min version af den midtlivskriseramte 50-åriges lidt for stramme læderbukser, men her er vi altså.
Uanset hvad, så glæder jeg mig helt VILDT til at klimpre løs og spille små sange og melodier og måske endda brumme lidt med – og til se hvor meget jeg kan huske…
Nåja, og som sagt skal hobbyer være dyre, så jeg tog simpelthen springet og købte en Yamaha Silent Guitar SLG200S på anbefaling fra en ven.
Jeg har altid gerne ville spille akustisk, men bor i en lejlighed og vil helst ikke forstyrre omgivelserne – og denher Stille-Guitar er umiddelbart perfekt til at spille i næsten-tavshed, (samtidig med at man i hovedtelefonerne altså kan høre den smukkeste klang).
Jeg har kun haft guitaren i ganske få timer – men foreløbig er jeg aldeles begejstret, på trods af ømme fingerspidser og en klar fornemmelse af at der er meget lang vej igen før jeg synes jeg kan sige at jeg (igen) kan spille guitar.