|||
Indimellem bliver man overrasket af bøger, musik, film eller andre kulturelle fænomener.
Og jeg havde absolut ikke forventet at blive så grebet som jeg blev af den sydkoreanske Netflix-serie “It’s Okay Not To Be Okay”.
Men nu hvor vi har binget os igennem de 16 episoder, har jeg deciderede abstinenser (jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst så mange Wikipedia-opslag om hidtil ukendte skuespillere), og vi overvejer seriøst at se hele balladen igen.
Det er svært at beskrive, hvad der gør “Psycho, But It’s Okay” (som originaltitlen åbenbart lyder), så medrivende.
På mange måder er det “bare” en halvfjollet sæbeopera, hvor hovedpersonerne tilbringer mindst 10 procent af skærmtiden med at kigge tavst i hinandens øjne.
(Og hvor vi heppede højlydt på dem for at kysse hver gang. Ja, det er sådan en serie!)
Men samtidig er den så meget mere – sjov, overraskende, krøllet, sød, fantasifuld og rørende, og skuespillerne er i tårnhøj klasse (og desuden helt vildt charmerende, også når man ser de mange YouTube-videoer der findes om serien og de medvirkende).
Og så er serien anderledes end hvad vi plejer at se, og sydkoreansk, så det blafrer – med indlagte tegnefilm og lydeffekter, overgearet stemmeføring og mystisk optræden, der for en kedelig dansker virker temmelig overvældende.
Vi blev så fanget af serien, at vi nu er gået på jagt i Netflix’s øvrige tilbud derovrefra, og i øvrigt også begge to har pløjet os igennem “The Birth of Korean Cool” for at forstå mere om serien og personerne, både fra et personligt, socialt, kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv.
“It’s Okay Not To Be Okay” får fem fine kys herfra.
