|||
Det er måske lidt svært ikke lige at komme til at lyde selvfed på mindst to måder, men – here goes.
Her på Frederiksberg ser man ganske ofte den gode Claus Hempler på gaden, hvor han går og passer sig selv.
Og det er alligevel lidt cool, når man som jeg havde nogle ganske formative oplevelser med Fielfraz tilbage omkring 1990, både i Odense og København (og med Sandmen, i øvrigt, som også var rimelig meget oppe i tiden).
Jeg har ikke hørt alt hvad hr. Hempler har lavet siden, men kan stadig godt lide hans stemme – og det nyeste album er faktisk rigtig fint!
Anyway, jeg har aldrig fået taget mig sammen til at stoppe ham på gaden og hilse på, for det føles lidt grænseoverskridende.
Men så var det jeg kom til at tænke på hvordan jeg selv har det, når jeg (utroligt nok stadigvæk) bliver stoppet på gaden (eller i supermarkedet, eller i toget) af folk som lyttede Harddisken i gamle dage, og bare vil sige hej og sige tak.
Det er jo så fantastisk, og man bliver helt varm indeni, at man har været med til at lave noget, der åbenbart betyder noget for andre.
Så i dag tog jeg mig sammen og gjorde det, da jeg så Claus på hjørnet – og forsøgte at holde det kort.
“Hej Claus, du kender mig ikke, men jeg er gammel fan, og vil bare sige tak for din musik. Hav en god dag!”
Og jeg har en god fornemmelse i maven, fordi jeg tror at det var lige den rigtige mængde ros, og uden at give ham fornemmelsen af at vi skal stå og hyggesnakke fordi jeg har hørt mandens musik.
Han tog det også pænt, sagde tak og i lige måde, og gik stille videre.
Næste gang jeg ser ham, kan jeg så overveje om jeg lige skal tippe på hatten.
